nødvendigt at skænke den hele sin Opmærksomhed. Der kom derfor ikke mere af Fältskärns be-rättelser i Bladet; han skrev nu ikke om andet end Felttoget og Vestmagternes Politik. Dette var et stort Savn for ham selv. Han elskede at arbejde paa Storværket. Han længtes efter de gamle hyggelige Tider, da Folk standsede ham paa Gaden og spurgte, hvem der mon nu havde Kongens Ring i sit Værge, og da den eneste Bebrejdelse, man havde at gøre ham, var den, at han havde ladet den eft Gang saa elskværdige Gustav Berteiskold blive altfor haard og hovmodig. Hans Konkurrenter i Pressen, som længe med Ærgrelse havde set paa, at hans Blad satte sig bestandig fastere i Publikums Gunst, benyttede sig af denne Lejlighed til at knuse ham. De fordrejede hans Ord, saa han kom til at tage sig ud som en sneverhjertet Lokalpatriot, der gerne satte Dannelse, Frihed og Fremskridt paa Spil, blot for at spare nogle faa Menneskeliv. Han var næsten for opfyldt af sin Offertanke til at bryde sig om at gendrive dem. I hans Sjæl herskede en hellig Fred. Han var hævet baade over Had og Frygt. Hans Begejstring for Fædrelandet gjorde, at han ikke kunde føie Smerte. Nej, hans Sjælefred var ikke forstyrret. Han digtede sine Sylvia-Sange ganske som Aaret før. Den syttende Juni skrev han Sylvias Sommertanker, maaske en lille Smule mere vemodige end tidligere, idet de afspejlede hans Bekymring for Fædrelandet, men de klagede ingenlunde over hans egen Ulykke. 333