havde nu boet i Helsingfors i over tyve Aar, og hans Virksomhed havde gjort ham meget populær, hele Byen kendte ham. Selv blandt Folk, som ikke var hans personlige Bekendte, havde han hidtil haft en Mængde Venner; hvor han kom, var han vant til at møde venlige Ansigter. Nu var alt dette pludselig forandret. Nu saa han, at Folk pegede paa ham, naar de mødte ham, og hviskede noget til den, de fulgtes med, om hans foragtelige Arbejde i russisk Sold. Hver Gang han mærkede noget saadant, sagde han til sig selv: „Een Mand maa dø for Folket". Han vidste, at han ofrede sig for alle disse Mennesker, at han reddede dem for grænseløse Ulykker. Han elskede dem med en saa dyb og opofrende Kærlighed, at deres Had ikke kunde naa ham. I sit Blad vedblev han at advare dem mod England. Han talte om dets Hykleri og Troløshed. Han holdt paa, at Finland nu som altid skulde bevare Troskaben mod den, der var dets Hersker. Kunde han andet? Der var jo et mægtigt Parti i Rusland, som nu under Krigen var kommet til Magten, og det Parti ventede blot paa et Paaskud til at gøre Finland til et russisk Land. Aldrig havde man oplevet farligere Tider. Det var nødvendigt, at een Stemme i den finske Presse advarede og holdt igen. Den Stemme vilde maaske tabe sin fordums Tiltrækning, men hvad saa? Var der noget saa dyrebart, at han ikke var pligtig at ofre det for sit Fædreland? Lige siden Krigen brød ud, havde han fundet det 332