skrevet, saa kunde man have den sikre Overbevisning, at denne nogen var — ialtfald en Vejrhane. Endvidere hævdedes det, at naar nogen holdt lange Taler om sine Hensigters Renhed, om sine dybe Følelser og beklagede sig over, at han blev misforstaaet, da var der sjælden nogen Tvivl om, at denne nogen havde ialtfald — en daarlig Samvittighed. „Uærlighed, Spytslikkeri og egennyttigt Vejr-hane-Væsen kan besmykke sig saa meget de vil, altid kommer der et uventet Vindstød, som blotter en Flig af den indre Skrøbelighed. Om de saa smiler aldrig saa sødt og bukker aldrig saa høfligt, altid indtræffer der et ubevogtet Øjeblik, da Masken glider til Side og den indre Lumpenhed kommer for en Dag." Zachris sad og smilede, mens han læste det, men han blev meget bleg. Noget saa frækt som dette havde han næppe ventet. Men han forstod, at det maatte være saaledes. Og han undrede sig næsten over, at Fornærmelsen ikke gjorde mere ondt end som saa. Han vilde helst have ladet det hele gaa ubemærket hen, men hans Hustru sagde til ham, at han var nødt til at svare. I denne Tid var det, som om alt sammensvor sig imod ham. For det første blev hans Svar strøget af Censuren, og da han beklagede sig over det hos Censor og krævede Ret til at forsvare sin Ære, saa blev Forbudet alligevel ikke taget tilbage, men Formanden for Censurkomiteen sendte, uden To-pelius' Vidende, den Hilsen til Morgonbladet, at 335