Nu vil han Suomis Tanke knægte i Trældoms Spot og Spe, vil Ruslands Tyranni fornægte, for Ruslands Rubler at faa se. „Hvad er vel Frihed værd, naar Pungen slunken er? Nej, Liv og Frihed, Folk og Land betyder ingenting mod Rigdom, Smiger, Orden, Stand paa denne Jordens Ring." Endnu et Vers fulgte. Da Studenterne ogsaa havde sunget dette, rejste de sig, tög Huerne af og hilste. Derpaa vaklede de videre. Den Aften kom Zachris sent hjem og uden Fisk. Fru Emilie blev saa forbavset, at hun spurgte, om der var sket en Ulykke. Nej, ikke andet end at det havde været saadan en dejlig, fredelig Aftenstund. Han havde ikke kunnet lade være at digte en Vise om den. Det skulde Mære et Sylvia-Digt. Han vilde kalde den Fredsbøn i Aftenstilheden. Han vilde bede Kærligheden komme og forjage Hadet, Stormen, Striden. Den var ikke nær færdig, men her var da et Vers, der var nogenlunde som det skulde være: Du mægtige, du høje, vær os nær i Aftenfreden paa Naturens Pande! Du, som velsigner, sluk vort Hads Begær og lær os ydmygt ikke at forbande. O, lad os ej med bitre Hjærter staa i Solfaldsskæret, som nu alt forskønner; o, lad ej Hævn fra vore Læber gaa, naar højtidsfuldt mod Himmelen den blaa fra hele Jorden stiger Aftenbønner! 338