sig selv. Han tog heller ikke Ferie fra Redaktionen denne Sommer. Han turde ikke forlade sin vigtige Post. Han maatte være der for at advare og forebygge. En smuk Augustaften sad Zachris nede ved Stranden i Humlevik og fiskede. Der gik et Par Studenter forbi. De havde drukket lidt, og da de fik Øje paa ham, puffede de til hinanden, pegede paa ham og lo paa en udannet og stødende Maade. De gik et Stykke henad Stien, saa satte de sig i Græsset og gav sig til at synge. Zachris sad saa nær, at ikke et Ord af Sangen undgik ham. De gjorde sig ogsaa Umage for at udtale Ordene meget tydeligt. Sangen gik paa Marseillaisen Melodi. Der gaar et Raab som Storm i Høsten, at Frihed er et farligt Ord. Hvem, Brødre, skyldes Varselsrøsten ? Har han sin Rod i ædel Jord? Zachris var ved at rejse sig op og gaa sin Vej. Blodet foer ham til Hovedet, det bankede saadan i hans Tindinger, at han ingenting kunde høre. Hvad var det, de sang derhenne? Det var sikkert noget forfærdeligt, men han kunde ikke høre det. Han tvang sig selv til at blive siddende. Han tvang sig selv til at høre efter. Nu vil han Suomis Sønner blænde med Glansen af det usle Guld, fra vore Fædres Skygger vende vor Trofasthed saa tro og huld. Bt Eventyr 22 337