ISBRUD Det var en Nat i April Aar 1856. Zachris Topelius tilbragte den ved Skrivebordet, hvor han havde tilbragt saa mange Nætter før. Det var paa ny Foraarstid, Isbrudstid. Han sad og tænkte paa svundne Tiders Foraar, da han havde digtet om den kommende Frihed. * Ja, ja," sagde han til sig selv, „hvorfor ikke skrive en Foraarssang nu ogsaa ? Nu har du mere Grund til det end nogensinde." Men han viste Tanken fra sig. Han kunde ikke. Der var hændt ham noget, som han aldrig havde oplevet før. Dette Foraar var han træt, sløv og modfalden. Pludselig rejste han sig og gav sig til at gaa op og ned ad Gulvet. Han følte Trang til at se ind i sig selv, undersøge hvorfra den kom, denne dumpe Ligegyldighed og Ulyst, der trykkede ham. Den maatte jo stamme fra det forfærdelige, der var hændt ham for to Aar siden, da han blev anset for en Forræder. Foraaret og Sommeren 1854 havde i Sandhed været en Prøvelsens Tid, men allerede om Efteraaret var det begyndt at lysne. Han mindedes et Brev, han dengang havde 340