faaet fra sin gamle Ven, August von Essen. Han opholdt sig i Sverige, men de onde Rygter om Topelius var ogsaa naaet dertil. „Jeg har ikke kunnet billige din Handlemaade," skrev han i den Anledning, „men jeg har beundret dit Mod, din Selvopofrelse ved at gøre dig til Martyr for at naa et ædelt Maal. Det kalder jeg ædelt, stort, beundringsværdigt, saaledes at gøre sig fri for al Egoisme og trods Skrig og Skraal urokkelig gaa videre ad den Vej, man holder for den rette, lade sig selv helt og holdent gaa til Grunde for det almene Bedstes Skyld." — Allerede disse Ord havde gjort ham godt. Der var altsaa dog nogen, som forstod, at han opofrede sig for sit Fædreland, at han paa sin Vis var en Martyr. Og hvad von Essen videre skrev, havde rørt ham endnu dybere. „Jeg har tænkt: det maa være en forfærdelig Følelse at være saadan miskendt af alle. Maaske kan det være en lille Lindring for det saarede Hjerte, hvis en gammel Ven varmt og broderligt rækker ham Haanden og siger saadan noget som: Jeg billiger ikke hvad du har gjort, men du er nu som før en ædel, redelig Sjæl, det er du, Fanden gale mig, og saa længe du er det, er jeg ogsaa din gamle, hengivne Ven." Omtrent paa samme Tid som han havde faaet disse gode Ord fra von Essen, havde han begyndt sine Forelæsninger. Han havde brugt de første Timer til at give en geografisk Beskrivelse af Finlands forskellige Landskaber, og naturligvis havde han kun haft ganske faa Tilhørere. Og de 341