ikke den muntre, befriede Elv; han laa endnu bunden under Islænker. Ja, det var det, han gjorde. Man havde bundet ham med Foragtens Islænke, og han havde endnu ikke sprængt den. Han laa lammet. Hans Hjerte bankede, men svagt; Liv var der endnu, men det føltes ikke som Styrke. Nu skrev han. Han talte som sig selv, og han talte som Elven. Det var lige meget. De følte ens, de var eet. Hvis Træl er jeg, at i min Ungdoms Styrke jeg skulde blindt en evig Vinter dyrke? Højbaaren Søn af Finlands havblaa Sø som fri jeg fødtes, fri vil og jeg dø. Mit Bryst, højtbrusende naar sent det vaarer, blev det ej næret af min Moders Taarer? Og suged ej min unge Strøm sin Kraft paa lønlig Vis af Fædrelandets Saft? Min dybe Fure, mine Hvirvler stride, der hvister alt, som spærre vil, til Side, er ej hver Draabe, smeltet ind i dem som Dugg, som Regn, en Perle af mit Hjem? Han skrev med voksende Stolthed, betaget af Tanken. „Det er mig, der er Floden. Det er mit Ophav, jeg er i et og alt en ægte Søn af mit Land. Hvor kan man da tro, jeg er en Trællenatur ?u Og han fortsatte: Velan, saa vil mit Land jeg værdig være, i Sol, i Nat, i Lyst og Nød det bære. Man skal ej sige, at den finske Elv bær frie Mænd men er en Slave selv. 347