„Det er sandt; deres Kulde har gjort mig til en Isklump/1 sagde han, „men jeg maa bryde Isen." Idet han tænkte det, mindedes han en Barndomsven, den store, mægtige Elv, der strømmede forbi Uleåborg. Han tænkte ikke paa Elven ved Nykarleby; den knyttede der sig kun glade Erindringer til. Han tænkte paa Elven ved Uleåborg, thi ved dens Bredder havde han ofte gaaet i sørgmodig Følelse af egen Lidenhed og Uformuenhed. Naar Kammeraterne havde været haarde, naar Lektierne havde været lange, naar Ensomheden havde været tung at bære, da var han løbet ned til den tilfrosne Elv og havde gaaet der og tænkt paa, om den under sit Isdække sørgede som han, om den hadede at være bunden, om den længtes efter Friheden. Hver Gang den ved Isbrudstid brød sine Lænker, havde han følt en rent overvældende Glæde. Det var, som om han selv var sluppet fri. Netop som Uleå Elv vilde han selv en Dag komme stormende, stærk, forfærdelig, uimodstaaelig, slynge Hindringer til Side, vise alle dem, der havde troet ham bunden--- Han stod pludselig stille. Den vendte tilbage til ham, denne Følelse, denne forlængst glemte Følelse fra Barneaarene, at han selv var en mægtig Elv. Han gik hurtigt hen til Skrivebordet. Han greb Pennen. Han trak Vejret tungt. Han havde samme Følelse som da han var lille. Han var Elven. Dog 346