Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
„Det er sandt; deres Kulde har gjort mig til
en Isklump/1 sagde han, „men jeg maa bryde
Isen."
Idet han tænkte det, mindedes han en
Barndomsven, den store, mægtige Elv, der strømmede
forbi Uleåborg.
Han tænkte ikke paa Elven ved Nykarleby; den
knyttede der sig kun glade Erindringer til. Han
tænkte paa Elven ved Uleåborg, thi ved dens
Bredder havde han ofte gaaet i sørgmodig
Følelse af egen Lidenhed og Uformuenhed.
Naar Kammeraterne havde været haarde, naar
Lektierne havde været lange, naar Ensomheden
havde været tung at bære, da var han løbet ned til
den tilfrosne Elv og havde gaaet der og tænkt paa,
om den under sit Isdække sørgede som han, om
den hadede at være bunden, om den længtes efter
Friheden.
Hver Gang den ved Isbrudstid brød sine
Lænker, havde han følt en rent overvældende Glæde.
Det var, som om han selv var sluppet fri. Netop
som Uleå Elv vilde han selv en Dag komme
stormende, stærk, forfærdelig, uimodstaaelig, slynge
Hindringer til Side, vise alle dem, der havde troet
ham bunden–-
Han stod pludselig stille.
Den vendte tilbage til ham, denne Følelse,
denne forlængst glemte Følelse fra Barneaarene, at
han selv var en mægtig Elv. Han gik hurtigt hen
til Skrivebordet. Han greb Pennen.
Han trak Vejret tungt. Han havde samme
Følelse som da han var lille. Han var Elven. Dog
346
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
