ROSENHAVEN Mange af de Svenske, der er født i det sidste Aarhundrede og har taget nogen Del i dets Liv, har sikkert endnu i frisk Minde, hvordan Zachris Topelius i de Tider indtog en litterær Stormagts-stilling i vort Land. Vi mindes, at det dengang var en selvfølgelig Ting, at hans Navn var kendt af høje og låve, af unge og gamle, kendt ikke alene som en hvilkensomhelst anden Mands, der har udrettet noget stort, men saaledes, at alle saa det Navn i en Straaleglans af skønne og elskede Minder. Den finske Digter havde, allerede inden vi kunde begynde at overskue vor Samtids Fremtoninger, indtaget Pladsen paa sin velfortjente Trone. Vi havde ikke haft noget at gøre med hans Ophøjelse, vi havde kun at erkende Forholdet. Men blandt de skønneste Minder, vi har fra vor Ungdom, er Billedet af denne Mand, der indtog sin fremskudte Plads med bestandig samme stille Beskedenhed og aldrig svigtende Sindsligevægt. Al Hyldest, al Roes, alle Besøg, alle Hæderstegn, alle Gaver, alle Adresser, al Anerkendelse aflokkede ham ikke et selvglad eller overmodigt Ord. Denne Et Eventyr 23 353