fredsæle Olding, der blev ved at være lige ubetvingelig ydmyg, øvede over os alle en Tryllemagt af samme Art som en Skikkelse i et Helgensagn. Han vidste dog naturligvis, at han paa sin blide Maade herskede ikke alene over sit eget Land, men ogsaa over hele Norden, fremfor alt over Sverige. Han vidste, at der hos os ikke blev holdt et Selskab paa den mest afsidesliggende Herregaard, uden at der ved Klaveret blev sunget „Den rejsende Student" eller „Der sad en Fugl paa Lindekvist", at der ikke blev givet en Studenterkoncert, uden at den henrivende „Sjung! Sjung!" stod paa Programmet. Han var ikke uvidende om, hvordan han var trængt igennem overalt. I Skolerne stavede Begynderen sig frem ved Hjælp af Pikku Matti eller Bullerbasius, mens Drengen i sit Gymnasium og den unge Pige, der voksede op i Hjemmet, med samme Henrykkelse hentede deres væsentligste historiske Kundskab fra Fält-skärns berättelser. Ved Skolernes Præmieuddeling om Foraaret fik den bedst begavede Discipel „Ljungblommor" eller „Nya Blad". Mangen bedrøvet Fader hviskede ved sin Søns Grav Sangen til „En lille Dreng", og mange ulykkeligt elskende trøstede hinanden med Ordene fra „Vin-tergatan": Og alt, som paa den dunkle Jord har elsket rent og ømt, og som af Død og Synd og Sorg blev til at skilles dømt, har det blot Magt at bygge sig til andre Verdner Bro, forvist det skal sin Attraa naa, dets Længsel skal faa Ro. Skulde vort kongelige Teater i Stockholm give en national Forestilling, da gik „Regina von Em- 354