deise tog Vare paa deres Sjæl, som dyrkede dens Jordsmon, skaffede den Næring og forøgede dens Skønhed. Han krævede af alle, at de af deres Sjæls vide Felt skulde skabe et Paradis, hvor der bestandig voksede kostelig Frugt, hvor Kildevæld sprang frem a f Jorden, hvor uskyldig Leg gik over smilende Enge, hvor Tiger og Hjort græssede Side om Side, hvor Luften svævede blaa og mættet af Mildhed over skinnende Bjerge, hvor Livets Træ og Kundskabens Træ hvælvede deres mægtige Kroner, hvor Engle vogtede Porten og Guds Stemme hørtes. Thi han selv var bleven en saadan det indre Livs Mester under uafladeligt Arbejde fra Barneaar til Sølverhaar. I det mindste forekommer det os svagsynede saaledes, naar vi ser hans Sjæls Herlighed skinne frem i Forsonlighed, i Glæde, i Fredsommelighed, i Sjælefred, i velgørende Rigdom. Skulde det nu kun være lykkedes ham at fremelske en Sjælens Rosenhave hos ganske faa, maaske ikke hos nogen, da maa man ikke bebrejde ham dette, thi sligt staar ikke i en enkelt Mands Magt. Det er noget, Mennesker har arbejdet paa i Aartusinder, og ny Slægtled vil i ny Aartusinder arbejde for samme Maal. Men vi trænger til at vide, at Arbejdet ikke er forgæves, at Maalet ikke er uopnaaeligt, og alle de, som ved deres Liv og deres Værk er en Borgen for dette, de hviler paa fuldendte Gerning.