Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Undermaaleren
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
376
at han og Karen fik Plads i den forste Raekke, hvorfra
de tydelig kunde se den hoie Gjaest.
Kronprindsen, der senere skulde blive Danmarks
folkeligste Konge, var stegen ned af Hesten, da Sangen
begyndte; han gik med blottet Hoved gjennem Rcekken
og hilste til begge Sider. Da han ncermede sig Jens
Undermaaler, udstodte denne et Skrig, hans Lemmer
skjoelvede, og medens Karen forskrcekket sogte at faae ham
bort, medens hele Maengdens Opmærksomhed hvilede paa
ham, rev Jens sig pludselig los, kastede sin Hue paa
Jorden og styrtede hen imod de Kommende.
„Aa, Herregud!" raabte han, knoelende foran Prind-
sen, og med en ynkelig Mine strcekkende begge Haender
iveiret. „Nu er da vift mit usle Liv reent forspildt;
men jeg vidste jo ikke af det at sige, desformedelst talede
jeg saa frit, mens jeg igaar tcenkte, I kun var en Jaeger."
Kronprindsen havde i Begyndelsen betragtet dette Op-
trin med ligesaamegen Overraskelse, som alle de Ovrige.
Da han gjenkjendte Jens, smilede han venligt, rakte ham
sin Haand for at hoeve ham op og sagde:
„Du skal ikke vcere bange, Jens Undermaaler! Kron-
prindsen horte ikke, hvad Du sagde til hans Jaeger. For
jeg forlader Restrup, vil jeg hilse paa Dig og lille Karen."
Derpaa gik han videre. Jens reiste sig og torrede
sine Dine, og det stolteste Par, som denne Dag forlod
Herregaarden, var udentvivl Undermaaleren og hans
Kjoereste.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
