- Project Runeberg -  Skrifter af Carit Etlar (1888) / 13. Madsalune /
39

(1888-1890) Author: Carl Brosbøll
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

39
mig, han svarede med mine egne O rd: Lad mig passe
min D ont, Fader! et Menneske maa tumle sig om i
Verden, til Tiden stcekker hans Vinger. Siden har jeg
aldrig talt til ham derom, det salder mig vel undertiden
lid t ensomt herhjemme, hvor jeg ikke har andre til S e l-
skab end disse to !" han pegede paa Hunden og den graa
Kat, som med et sjeldent Venskab havde lagt sig ved
hinandens Side, „men jeg kan dog ikke bringe det over
m it S ind at forstyrre hans Planer eller Tilboieligheder
ved at bede ham blive hos m ig."
„M e n Jakob da," udbrod Anna med nedslagne
Dine og en Stemme saa svag, at den noesten dode paa
hendes Loeber, „han kunde jo blive hos Dem og dele
Deres Ensomhed."
Den Gamle lod sit venlige B lik hvile paa den
unge Kone med et Udtryk, der gav tilkjende, at han
loeste de Folelser, hendes Sjoel gjemte.
„N ei, kjoere A n n a !" udbrod han bevoeget og greb
hendes Haand, „det kunde han heller ikke. Jakob er
m in Pleieson, og den Vei, han har valgt, fordrer V irk-
somhed og udgjor hans Lykke; der gives Tilfcelde i
Livet, m it B a rn ! hvori T id t il Eftertanke og G rublerier
ikke virker til vort bedste." Anna rodmede, Taarerne
zitrede i hendes lange, morke Oienhaar, men hun sogte
at skjule sin Stem ning og stirrede ned for sig, medens
hendes hvide Fingre sagte trykkede Gordons Haand, som
hun endnu holdt i sin. Den gamle M and stroebte at
ende dette pinlige Oieblik for hende, han vendte sig til
Emma, idet han udbrod:
„S a a Johan var altsaa paa Rindum igaar Aftes,
han dansede vel meget, og mest med Dem, kan jeg
toenke,— nu, De smiler, B a rn ! jeg forstaaer Dem nok."

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sat Dec 9 23:03:49 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/etlar88/13/0047.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free