Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
169
V .
Diggreven boede i Noerheden af Hindsholm, nede
ved Strandkanten. Omtrent et Bosseskud oppe paa
Land, paa en lang Sandrevle, som man kaldte Diget,
fordi den i fordums Dage havde tjent til Vcern mod
Vesterhavet, laa en temmelig stor Bpgning, opfort af
Bindingsværk og rode Muursteen, begroet med M os og
overalt omgiven af hoie, lpnggroede Bakker ind ad Land-
siden til. Nu var den ikke stort andet end en Nuin,
hvoraf kun den ene Floi, som vendte ud mod Havet,
kunde beboes; den ovrige Deel af Bygningen laa enten
sammensunken i Gruus eller stod revnet og faldefcerdig:
et Opholdssted for Ugler og enkelte Sofugle. Her havde
han allerede boet i lang Tid og blev derfor nf Folk i
Omegnen kaldt Digemanden eller Diggreven. Den vilde
Ensomhed og Stilhed, som herskede overalt i Nabolaget,
stod i Samklang med hans Sind. En lille, faldefoerdig
Nonne i Noerheden beboedes af M ath Hjeil, som pleiede
og bevogtede den Vanvittige.
Det var en Aften i August Maaned, da to Moend,
fordybede i en Samtale, skrede hen over den smalle
Gangsti, der lob langs med Sokysten op til Ruinen paa
Diget. Efter en stoerk Tordenbyge var det blevet smukt
og stille Veir, Himlen var reen, Fuldmaanen speilede
sig i Soen, og Taagen dampede fra Moser og Koer.
De Gaaende vare begge hoie og bredskuldrede; den
Ene var ung, den Anden gammel: det var Kei og
Diggreven.
I lang Tid havde Diggreven ikke havt saa lyse
Oieblikke som nu, der var noesten intet Spor tilstede af
hans Afsindighed.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>