Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
213
kommer, mit Værk er blevet til Velsignelse. Gaa til
din Gjerning, Bent! Naar Du forlader min Tjeneste,
er der ingen Anden der tager Dig. Du er en dømt og
straffet Mand, Du laa og sultede paa Veien, da jeg tog
Dig til mig."
„Ja , Gud veed om det dog var værre i Tugthuset
end her? Derinde havde man da sine Kammerater og
sin gode Fritid, naar Klokken ringede. Her derimod — "
„Gaa hen og spænd Studene for, Bent!" sagde Kei.
„Saa ud og bræk Heden op, iaften skal vi tales ved om
Resten."
Karlen gik brummende over til Stalden. Kei fik
i det samme Øie paa Theodor i Indgangen til Porten.
I Begyndelsen kjendte han ham ikke. Da Præsten
traadte nærmere, nævnede hans Navn og strakte begge sine
Hænder imode, gled et svagt Smil over hans Træk.
„Er det Dig?" sagde han med sin dybe, vemodige
Røst, der lod som et Suk, og Smilet forsvandt i det
samme.
„Jeg kommer for at se til Dig," sagde Theodor.
„Det ere vi To om, thi Bianca sidder ude i Vognen.
Kan Du give os Huusly for inat?"
„Her?" udbrod Kei. „Hos mig? Kom og se min
Leilighed."
Han gik med disse Ord foran Theodor over til
Vaaningshuset og aabnede Døren. Der var i hans Mine
eller Hilsen intet, som røbede Glæde eller Overraskelse ved
Gjensynet; hans Stemme, der i det forste Øieblik havde
zitret af Bevægelse, var atter bleven rolig, kold og klang-
løs. Han talte til Theodor som til en Fremmed, som om
intet Minde, ingen Fortid nogensinde havde knyttet dem
til hinanden. Da Theodor fulgte ham ind i Stuen, saae
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>