- Project Runeberg -  Skrifter af Carit Etlar (1888) / 8. Hedemanden og Diggrevens Børn /
217

(1888-1890) Author: Carl Brosbøll
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

217
har jeg levet. Trods de flygtende Aar seer jeg hende
endnu, de samme vidunderligt straalende og undseelige
Øine, bestandig vexlende i deres Udtryk, Øine, der gave
saameget og dog havde tusinde Forjættelser tilbage. Jeg
hører endnu denne bløde, bævende Røst. Til hvilke
Regioner af uanet Lykke har ikke denne Kjærlighed ført
mig, hvor har jeg dog elsket hende, og skrevet det og
sagt det og rødmet over hvad jeg sagde: det var kun
Ord, Du ! Ord og intet andet, hvad jeg følte var uende-
ligt mere. Sproget forekom mig mat. Farverne blege,
for inig var hun Lyset, Spiren til enhver ædel Hand-
ling, det rene og ophøiede, der stod for min Sjæl, naar
jeg bad, det lokkende og fristende Billede, der jog Blodet
til Hjertet i mine Drømme, Det er først i de senere
Aar, under Kampen for at glemme og forsage, at jeg
ret har begrebet denne Følelses Dybde og maalt dens
styrke og Omfang ved at erkjende, hvor trofast den
fulgte mig udover Savn og Skuffelser, hvor lidt Ad-
skillelse har kunnet forringe den eller Aarene kølne den.
Jeg holder af hende endnu i denne Time, som i de første
Dage, da jeg stod udenfor hendes Dør med Haanden paa
Klokkestrengen, skjælvende, lovende, medens jeg drog Veiret
med Møie, medens Hjertet og Pulsen bankede.’ Ikke sandt.
Du ! der maa dog være noget ret ærligt, noget godt og
herligt i en saadan Kjærlighed, siden den har kunnet vare
saalænge og voxe sig stor under alle Omskiftelser, der maa
være noget ophøiet i den, siden den har gjort mig bedre.
Men den blænder og blinder, denne dybe, liden-
skabelige Følelse, har jeg hørt fortælle; det er kun Tale-
maade, en Alen, man har villet afpasse for alt og som
dog kun er istand til at udmaale det smaa og hverdags-
lige. Mig har Kjærligheden gjort dobbelt skarpseende.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sat Dec 9 23:02:27 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/etlar88/8/0219.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free