Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 4. 10. februar 1902 - Professor Kr. Birkeland
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
No. 4
ELEKTROTEKNISK TIDSSKRIFT.
geniøren, Borgheim, et flag, og op gik de svenske
farver. Irriteret sprang Birkeland op fra sin plads i
parkettet og raabte: Eine schwedische Flagge! Und
Sie sollen ein Norweger sein! Publikum protesterede
vredt mod afbrydelsen, og Birkeland forlod strax
theatret, gik lige til et af byens hovedblade og fik
ind en notis, der ledede til, at ved de senere op
førelser blev flagmisforstaaelsen berigtiget. Det var
godt gjort, sagde Sofus Lie, da det blev ham berettet,
og dermed var uvenskabet ude.
givelse, og han paa grund af examenslæsning ikke
havde anledning til videre bearbeidelse af emnet, depo
nerede i videnskabsselskabet, for i tilfælde at sikre
sin prioritet til de deri indeholdte sætninger.
Om sit samarbeide med Birkeland ved seminaret
udtaler dr. Holst, at Birkeland kjendte ikke til vanske
ligheder. De sværeste opgaver gik han paa med den
største lethed, trængte igjennem stoffet og lagde resul
taterne frem med beundringsværdig klarhed og skarphed.
Efteråt han i 1890 havde taget reallærerexamen,
kom Birkeland under beskjæftigelse med Hertz’ nye
opdagelse ind paa idéen om at fremstille ad elektrisk
vei fænomener parallele med fænomener kjendte fra
visse fundamentale satser fra fysiologien vedrørende
hjerne-, nerve- og muskelvirksomheden. Herved lededes
han efterhaanden dybere ind i fysikalske studier og
experimenter og har senere viet fysiken sit arbeide og
sin energi.
Gjennem sine studier over energiudstraalingen
lededes Birkeland ind paa et rent mathematisk ar
beide, som bragte ham en ny seier, idet det lykkedes
ham at gjennemføre løsningen af de «Maxwellske
ligninger» for et absorberende medium, de almindelige
ligninger for tilstandsforandringer i et elektromag
netisk felt.
Derefter kastede han sig over de Crooke’ske
forsøg og begyndte et indgaaende studium af katode
straalerne. Han opdagede kathodestraalernes indsug
ning af en magnetisk pol og gjorde mærkværdige
iagttagelser af deres spektrum ved magnetisk afbøining.
Fænomenerne er senere baade af Poincaré og af Birke
land selv (1898) mathematisk behandlet, og det har
vist sig, at fænomenerne lader sig forklare i overens
stemmelse med Crooke’s corpusceltheori.
Kort efter at være bleven kandidat opnaaede han
tilladelse til at benytte universitetsbibliothekets store
kjælderrum til forsøg med at eftergjøre Hertz’ og
Lodges experimenter og opnaaede nye resultater efteråt
have indført telefonen som maaleapparat ved under
søgelse af elektriske svingninger langs en retliniet
kobberledning. Ved denne methode lykkedes det ham
at forklare den fremadskridende bølges formindskelse
ved absorption i ledningen og at gjøre vigtige slut
ninger vedrørende de mærkelige forhold ved dens
reflexion fra ledningens ende.
Den iagttagelse, at katodestraaler indsuges i et
lysende straaleknippe mod en magnetisk pol, bragte
Birkeland øieblikkelig til at tænke paa, at nordlysene
maatte frembringes ved en lignende indsugning af
straaler mod de jordmagnetiske poler. Den tanke,
at nordlys og katodestraaler havde noget med hinanden
at bestille, havde ogsaa kort iforveien været udtalt af
den bekjendte danske meteorolog A. Poulsen, uden
at denne dog har angivet nogen sandsynlig kilde til
straalerne. Birkelands hypothese gaar ud paa, at
straalerne udsendes under «vulkanske» udbrud paa
solen, og at de straaler, som kommer i jordens nær
hed, af jordmagnetisem indsuges mod de polare egne.
Med hensyn til forbindelsen mellem Birkelands under
søgelser over katodestraaler og hans nordlystheori kan
vi henvise til vor meddelelse derom i tidsskriftets
no. 2 for iaar.
Under et studieophold i Paris 1892—93 stiftede
Birkeland paa Poincaré’s forelæsninger bekjendtskab
med Schweizerfysikeren De la Rive, hvilket har havt
et fleraarigt samarbeide med denne og hans studie
fælle Sarasin tilfølge.
Era Paris gik turen til Genf, hvor Birkeland
under et 7 maaneders ophold, som han skildrer i de
varmeste farver, sammen med Sarasin og De la Rive
fortsatte sine studier over elektriske svingninger og
energiudstraaling. Ved disse experiraenter handledes
om at raaale længden af gnister af nogle tusendels
millimeter, og experimenterne, der optog den største
del af dagens timer, maatte foretages i fuldstændig
mørkt rum. Ved afslutningen af disse arbeider, der
førte frem til fuld klarhed over fænomenerne, lod
Sarasin falde en spøgefuld bemærkning om deres
muldvarptilværelse i mørket, hvortil Birkeland svarede
med Genfervaabnets devise; Post tenebras lux! (Gjen
nem mørke til lys).
Ved sin undersøgelse af kathodestraalerne, som
mulig aarsag til nordlysene, bragtes Birkeland atter
ind paa vigtige undersøgelser over solen og solflekkerne.
I sit værk herom «Recherches sur les taches du soleil
et leur origine», der udkom i 1900, udvikler han den
af ham opfundne methode — kumulationsmethoden,
som han har betegnet den. Gjennem beregning efter
alle hidtil nøiagtig observerede solflekkers tilsynekomst
— en beregning der for ham og assistenter tog 6000
timer — søges bevist tilstedeværelsen af en fast kjerne
med visse udbrudscentrer, «vulkaner», fra hvis udbrud
igjen kathodestraalerne har sin oprindelse. De hidtil
vundne resultater af disse beregninger er neppe endnu
almindelig godkjendte som bevis for hypothesen; men
at den benyttede methode og hans solundersøgelser i
det hele har vundet megen anerkjendelse, vil fremgaa
bl. a. af en udtalelse fra den internationale fysiker
kongres i Paris igoo, hvor sektionens formand Crova
efteråt huve resumeret diskussionen udtalte, at man
Til Bonn kom Birkeland derefter en maaned før
Hertz’ død, men dog tidsnok til paa Hertz’ labora
torium at fremstille sit «magnetiske dielektrikura», et
saa at sige konstrueret nyt stof, som fuldstændig ab
sorberer de elektriske svingninger.
Et aars tid senere reiste Birkeland med stipendium
til Leipzig, hvor som bekjendt Sofus Lie opholdt sig.
Paa grund af en ytring af Birkeland om et forord,
hvormed Lie havde ledsaget sit værk om transforma
tionsgruppernes theori, og hvori der øvedes en temme
lig skaanselløs kritik over fremragende tyske mathe
matikere, indtraadte der et meget spændt forhold
mellem dem. Saa hændte det, at Birkeland en aften
j theafret s*ia «Lille Eyolf», I 3 die akt heiser in-
22
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
