Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 8. 15. marts 1902 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
H=2 • —
r
s
No. 8
ELEKTROTEKNISK TIDSSKRIFT.
kostninger, og var af samme grunde som for nettene anført
ikke helt ufarlige. I Schweiz havde man forladt disse,
idet man fandt, at det var ligesaa godt og vel saa be
tryggende at udføre disse i lighed med veikrydsningerne.
Foredragsholderen nævnte en flerhed af exempler paa
krydsninger udført i overensstemmelse hermed.
Den første horn-lynafleder konstrueredes af Elihu
Thomson. Dens princip er følgende: Søger lynet sin
vei til jorden, gjennembryder det med lethed luftspalten
mellem hornene; buen forsøger nu at blive staaende;
herved opvarmes det over buen liggende luftlag; en
følge heraf er, at kortslutningsbuen vil stige tilveirs,
indtil afstanden mellem hornene bliver saa stor, at
buen spaltes. Det hændte imidlertid, at buen blev
staaende, som følge af, at de i de temmelig brede horn
forløbende strømme modarbeider buens opdrift.
Foruden at være til ulempe ved trafiken kan fjern
ledningers passering ved bebyggede strøg ogsaa for
aarsage ulemper i ildebrandstilfælde, idet de høispændte
strømførende ledninger kan vanskeliggjøre sluknings
arbeiderne, saafremt ikke strømmen brydes. Brydning
af strømmen lader sig, saadan som forholdene nu er
hos os, ikke udføre uden fra primærstationen, hvilket
er utilstrækkeligt. I udlandet forlanges nødbrydere
paa linien. Foredragsholderen paaviste, hvor disse
hensigtsmæssigst burde opsættes, og omtalte enkelte
konstruktioner. Flere exempler paa deres anvendelse
nævntes. Foruden forlangende om nødbryderes an
vendelse anbefalede foredragsholderen, at brandvæsenet
inden de distrikter, hvor fjernledninger passerer, in
strueres om behandling af de elektriske ledninger, og
at der opsættes regler for denne instruktion.
Oelsehläger forbedrede Thomsons apparat, idet
han gav hornene en linear form. Dette apparat funk
tionerer upaaklageligt, men er let udsat for mekaniske
beskadigelser, da hornenes tværsnit sjelden overstiger
50 mm.2
Hvad den øvrige del af fjernledningerne angaar
omtalte foredragsholderen, hvad der særlig burde lægges
vægt paa ved monteringen, og freraholdt herunder
det urigtige i at lægge linien i kroger og svinger for
at spare expropriationer; herpaa nævntes exempler.
Liniens tracé burde lægges mest mulig ret, og for
lettere at opnaa dette maatte man arbeide for lavere
expropriationstaxter.
Seiv om man nu har bygget sin fjernledning,
saaledes som den bør bygges, er man dermed ikke
sikret; man har en anden vigtig faktor at tage med
i betragtning, nemlig beskyttelse af ledningerne mod
lyn og skadelige overspændinger, ikke alene fordi
disse kan forvolde betydelige ødelæggelser paa det
elektriske materiel, men ogsaa kan udsætte publikum
for farer, saafremt uheld indtræder paa linien. Det
er derfor af ligesaa stor interesse for publikums sikker
hed, som for driften at finde den bedste maade og
de bedste midler, hvorpaa fjernledninger beskyttes
mod skadelige overspændinger. Den nyeste forbedring paa dette apparat er Eugen
Kleins patent paa jernannerede horn. Klein forener
herved den Thomsonske fagons modstandskraft med
Oelschläger-apparatets exakte funktion.
Foredragsholderen gjennemgik dernæst, hvilke over
spændinger, det særlig gjaldt at beskytte fjernled
ningerne mod, og hvilke fordringer man maatte stille
til lynaflederne. Af disse var der en flerhed af kon
struktioner, der med fordel kan anvendes ved ind
tagene; det var dog særlig arrangementet med jord
plader og dets betydning, som paavistes, idet nærmere
omtaltes Brown, Boveri & Co.s iagttagelser og udførelses
maade, ved hvilken man havde opnaaet udmærkede
resultater. Paa fjernledningslinien burde ethvert lyn
aflederarrangementet helst sløifes, hvilket nærmere be
grundedes. Opfangerspidse med jordplade og staaltraad
kabler langs linien, som nu forlangtes, burde helst
undgaaes.
Som bekjendt omgives enhver strømførende led
ning af et koncentrisk kraftfelt, hvis styrke i et punkt
med afstanden r, naar ledningsstrøramen er i, er:
Bringer man nu et stykke jern i nærheden af
ledningerne, slutter praktisk talt alle kraftlinier sig
gjennem jernet, da dette leder kraftlinierne 2 —3000
gange bedre end luft. Herved udsættes ledningen,
ifølge det dynamoelektriske princip, for en kraft, der
drager den hen imod jernet. Bestaar nu lederen af
en elektrisk bue, hvis masse er uendelig liden, saa er
det let förklarligt, at denne med overordentlig heftig
hed vil blive tiltrukket af jernet, d. v. s. udsat for
kraftliniernes dynamoelektriske paavirkning.
Til slutning omtalte foredragsholderen ønskelig
heden af, at alle primærstationer forsynes med appa
rater, der alarmerer saasnart kortslutninger til jord
el. lign. indtræder paa linien, da det er af den største
vigtighed, at man bliver opmærksom paa forekom
mende feil,
Jernarmerede horn-lynafledere.
Fig. i.
52
.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
