Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 8. 15. marts 1902 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
*
«Dagbladet» har udtalt (se ovenfor):
No. 8 ELEKTROTEKNISK TIDSSKRIFT.
være overladt hans tilhængere paa dette punkt; men
ligeoverfor «Dagbladet»s gjentagne provokationer kan
vi gjerne være til tjeneste med at nævne et tilfælde,
som vi erindre fra ikke lang tid siden, hvor vi har
talt telegrafdirektørens sag.
derpaa finder vi seiv efter «Dagbladet»s gjentagne
provokationer ikke at burde ofre flere ord.»
«Dagbladet»s red. forsynede vort inserat med
følgende hale:
«Vi har spurgt «Elektroteknisk Tidsskrift»s redak
tion om den fra de tre sidste aargange kan finde en
eneste anerkjendende udtalelse om telegrafdirektøren
eller telegrafadministrationen. Som svar har vi mod
taget ovenstaaende. Tidsskriftet har altsaa i dette
tilfælde oplyst sine læsere om den faktiske omstæn
dighed, at et forhold, som vakte misnøie blandt mange
funktionærer, var en nødvendig folge af gjældende
regler og praxis, og derfor ikke kunde lægges telegraf
direktøren tillast. Kan da dette kaldes at udtale sig
anerkjendende. Spørgsmaalet var af den største betyd
ning for telegrafetaten. Tidsskriftet kunde vel ikke
godt tie om en saadan sag. Og skulde det tale,
hvad havde det saa andet at gjøre end at meddele
faktum, seiv om dette faktum maatte virke til at fri
tage telegrafdirektøren for en ganske uberettiget misnøie
blandt personalet. Kan tidsskriftet ikke anføre andet,
saa maa det ansees som bevist, at der fra tre aar
gange af «Telegraf- og Telefontidende», ikke kan
findes et eneste exempel paa en anerkjendende ud
talelse om telegrafdirektøren eller hans administration.
Vi takker tidsskriftets redaktion for den bistand den
har ydet os for at paavise dette.
Ved telegrafetatens indlemmelse i enkekassen,
blev ved særskilt bestemmelse funktionærer over 45
aar stillede frit valg med hensyn til indtrædelse. I
cirkulære af 15de oktober 1901 gav imidlertid tele
grafdirektøren underretning om, at denne frivillighed
gjælder kun, saalænge vedkommende funktionærer för
bliver i samme stilling, som de indehavde paa det
tidspunkt, da de traf sit valg. Dette vil sige, at det
for ældre funktionærer bliver omtrent urauligt at lade
sig forflytte, og cirkulæret vakte derfor paa mange
hold den stærkeste harme ligeoverfor telegrafdirektøren.
Yi redegjorde, da dette blev os bekjendt, i en
artikel i vort tidsskrift for 28de oktober f. a. for
sagens sammenhæng og forklarede, at det uheldige
forhold var en nødvendig følge af gjældende regler
og praxis, og tilføiede:
«Dette cirkulære har vakt rnegen uvilje, idet det
er opfattet som et skridt i retning af med hensigt at
stanse de ældre funktionærers avancement til fordel
for etatens yngre kræfter.
Alting maa have en ende, og vi anseer det
ørkesløst at svare «Dagbladet» videre, særlig da bladets
sidste bemærkninger viser ond vilje.
Uviljen savner dog — som det vil fremgaa af
ovenstaaende — forsaavidt grund. Hvad der maaske
kan bebreides administrationen er kun, at den ikke
strax har skatfet sig seiv og givet vedkommende tele
graffunktionærer fuld og sikker rede paa rækkevidden
af den frivillighed, der var dem indrømmet i spørgs
maalet om deres indtræden i enkekassen. Derved
vilde disse funktionærer ialfald været sparede for en
ubehagelig skuffelse».
«Det som giver artiklerne præg af personlig
hadskhed, er selvfølgelig først og fremst deres form.
Dernæst dette, at tidsskriftet indeholder angreb, altid
kun angreb fra redaktionens haand.»
Saa paaviser vi, at dette er ikke sandt, og an
fører fra den sidste tid et tilfælde, hvor vi har taget
telegrafdirektøren i forsvar ligeoverfor en uberettiget
forbitrelse mod ham inden hans etat; — havde for
bitrelsen været berettiget, vilde vi selvfølgelig ikke
have gjort dette.
Som man seer, har vi her taget telegrafdirektør
Rasmussen i forsvar overfor en uberettiget uvilje mod
ham fra mange hold inden hans etat. Men vi kan
vel ikke vente, at «Dagbladet» deri vil finde udtryk
for et ønske hos redaktionen om at gjøre ret og skjel
til alle sider.
Vi nævner altsaa dette for at vise, at vi ønsker
at øve ret og skjel overfor telegrafdirektøren som
overfor enhver anden.
Der vil vel findes et mindre godt motiv for vor
optræden ogsaa i det nævnte tilfælde. Om ikke andet,
kanske det kunde udnyttes som undtagelsen, der be
kræfter regelen? Vi vil dertil i tilfælde svare, at det
er ikke vor skyld, at undtagelser forekommer saa
sparsomt.
Og derom er det jo dog vi har kivet,
for at citere «Peer Gynt».
Der kan man se, svarer «Dagbladet, «E. T. T.»
kan ikke paavise nogen anerkjendende omtale af tele
grafdirektøren.
At der inden elektrikergruppen som blandt
«Elektroteknisk Tidsskrift»s læsere forøvrigt kan findes
mange, som ikke deler vort standpunkt i telefonsagen,
og som derfor heller ikke kan billige vor kamp mod
telegrafdirektøren og hans bestræbelser for rigstele
fonens forcerede udvikling, er et forhold, som ligger
saa aldeles udenfor vort opgjør med «Dagbladet», at
Nu er det vor synd: Vi «duer ikke til at aner
kjende» telegrafdirektør Rasmussen; — saa falder vist
omtrent Stensgaards replik?
Det er ikke nok, at vi, hvor ret og billighed
saa tilsiger, forsvarer telegrafdirektøren; vi skal ndtale
os «anerkjendende».
55
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
