Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 9. 25. marts 1902 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
D. Isaachsen.
Mikrotelefon
No. 9
ELEKTROTEKNISK TIDSSKRIFT.
elektrisk spænding . . i denne». Her burde være
forklaret nærmere, hvad der forstaaes ved det usæd
vanlige udtryk at faa kraftlinier til at «gaa rundt en
leder». Strax efter siges der, at spændingen frem
bringes af «magnetiske hvirvler», der opstaar rundt
ledningen, uden at betydningen af dette ord forklares.
Loven for induktion udtales kun i Faraday’s form
(differentialform, induktion i lederelement), ikke i Max
well’s form (integralform, induktion i sluttet ledning).
Af de to synes efter anmelderens erfaring Maxwelbs
form at gribes lettere af eleven. I hvert fald burde
den vistnok være angivet ved siden af Faraday’s.
passus fra pag. 17: «Man siger, at ledningen byder
modstand mod strømmen — søger at hindre den fra
at komme frem. Til at overvinde denne modstand
opbruges en del af strømmens spænding.» Denne
sidste sætning er, saadan som den staar, farlig. Gjæl
der den for den hele strømkreds? Og i saa fald, hvad
bruges da resten af strømmens spænding til? Umid
delbart efter tales om «det tab, man har i en saadan
[elektrisk] ledning». Dette «er afhængigt af mod
standen paa samme maade som ved en vandledning» ;
men der nævnes intet om, hvilket «tab», der er tale
om, i strøm, i spænding eller i arbeide?
Under dynamomaskiner findes nævnt hvirvel
strømme. Men saavidt sees er hysteresis i jern ikke
nævnt i hele bogen.
Paa samme tid defineres en ampére elektrolytisk,
uden at Faraday’s elektrolytiske lov er nævnt før.
Man maa da antage strømstyrken proportional med
den elektrolytiske virkning pr. definition. Det er der
intet i veien for i og for sig. Men umiddelbart i
forveien er strømstyrken defineret som den raængde
elektricitet, der passerer et tversnit af ledningen pr.
sekund. Enten defineres altsaa her i cirkel, eller en
henvisning til Faraday’s lov vilde være nødvendig. I
definitionen af kviksølvnormalen for en ohm paa samme
side er længden angivet til 1,06 m., uagtet den inter
national! vedtagne normal er 1,063 m- lang. Det
hedder videre, at en lednings modstand voxer med
voxende længde og med aftagende tversnit. Deraf
«sluttes», at modstanden er direkte proportional med
længden og omvendt proportional med tversnittet.
Nogen basis for denne slutning er ikke angivet i tex
ten, og det havde da været bedre at henstille satsen
som erfaringssætning. Paa pag. 18 staar; «modstands
koefficienten bliver for de fleste legemer større ved
stigende temperatur». Her burde staaet «for de fleste
faste legemer».
Lidt overraskende er det at læse (pag. gi), at
kompound-maskiner «anvendes nu forholdsvis sjelden.»
Det burde være nævnt, at de anvendes meget paa
centralstationer for sporveie, som jo netop i vore dage
er almindelige.
Til slutning skal kun bemærkes, at man maa være
forfatterne taknemmelig for, at de bruger ordet «føde
ledninger» istedetfor det rædselsfulde «spiseledninger».
Derimod vilde det være ønskeligt at faa erstattet
«drosselspole» med et mere hjemligt ord. Hvorfor
bruges altid det lange «strømstyrke» istedetfor «strøm»
kort og godt? Kan dette sidste ord nogensinde mis
forstaaes ?
De indvendinger, som i det foregaaende er gjort
mod den maade, hvorpaa enkelte fundamentale sæt
ninger i elektricitetslæren er behandlet, kunde rettes
mod en stor del, kanske den største del, af de elemen
tære lærebøger i dette fag. Disse mangler kan uden
større vanskelighed rettes i et muligt nyt oplag af
bogen. Det er i haab om, at dette vil ske, at an
melderen er gaaet saa detaljeret ind paa bogens ufuld
kommenheder. Derved kommer indvendingerne til at
indtage en uforholdsmæssig stor plads i anmeldelsen;
thi feilene maa omtales enkeltvis, de gode sider kan
fremhæves i almindelige udtryk. Bogen synes, med
de gjorte reservationer, meget vel skikket for det brug,
hvortil den er bestemt. Den giver et saa righoldigt
materiale af praktiske oplysninger, forklaret ved instruk
tive figurer, som man ikke vil finde i nogen anden
lærebog i dette fag paa norsk. Og med et godt re
gister og den gode ordning af stoffet er det let i en
fart at finde det, man søger. Hele den praktiske del,
og det er baade den vigtigste og den langt over
veiende største del af bogen, er grei og saavidt kan
sees fuldt korrekt og paalidelig. For en montør eller
maskinist maa bogen være en særdeles velkommen
hjælper til at ordne og fæste sine kundskaber. For
haabentlig vil den hurtig faa stor udbredelse hos denne
klasse læsere — og blandt alle, som ønsker oplysninger
paa norsk om elektroteknisk praxis.
Paa pag. 44 siges angaaende eleraenter forbundne
i serie; «Ved serieforbindelse forøges batteriets spæn
ding med antal elementer, medens strømstyrken bliver
den samme som det enkelte elements.» Denne sæt
ning, der findes i flere lærebøger, synes at maatte
forvirre eleven. Thi hvis han læser: ved serieforbin
delse faar jeg samme strøm, om jeg bruger 1 element
eller 100, saa vil det med rette synes ham gaadefuldt,
at man nogensinde kobler elementer i serie.
Pag. 45 findes den bekjendte opgave om at koble
et batteri saa, at strømmen i en given ydre ledning
bliver maximum. Som bekjendt leverer den kobling,
der findes som løsning af denne opgave, kun 50 °/o
nyttevirkning. Det burde derfor fremhæves, at denne
løsning normalt maa ansees for uden praktisk inter
esse. I hvert fald burde det ikke hede, at man
«selvfølgelig» tilstræber et saa tarveligt resultat, eller
at dette resultat er det «heldigste». Med primærele
menter er sagen af liden betydning. Men vil nogen
anvende samme metode med dynamoer?
Pag. 50 er atter en vanskelig knude hugget midt
over, naar der siges: «Man angiver en magnets styrke
ved at sige, at der strømmer et vist antal kraftlinier
fra dens ene pol til den anden.» Vinder eleven
noget i forstaaelse ved at faa det orakelmæssige «et
vist antal kraftlinier» uden nogen nærmere oplysning? Værksmester Torstein Øya?i, Kristiania, har taget
patent (no. 10253) paa en mikrotelefon, som udmærker
sig derved, at ledningssnoren hurtigt og letvindt kan
Pag. 57 siges der: «naar man faar magnetiske
kraftlinier til at gaa rundt en leder, saa opstaar en
60
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
