Full resolution (JPEG)
- On this page / på denna sida
- No. 20. 18. juli 1902
- Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
timer » 50
kr, 150
proportionale med forbrugets størrelse.
Til den anden klasse af udgifterne hører:
1. Det merforbrug af kul og olie, der skyldes
maskinernes belastning.
2. Extrahjælp i maskineriet og kjedelrummet paa
de tider, da forbruget er størst.
3. Omtrent halvparten af værkets vedligeholds-
og reparationsudgifter.
Principet vises tydeligst ved exempler:
*
kr. 1050
s
No. 20
ELEKTROTEKNISK TIDSSKRIFT.
Ifølge den foregaaende udvikling maa derfor
«maalertariffen», der beregner samme pris for samme
strømmængde, uanseet paa hvad maade og i løbet af
hvilken tid forbruget er opstaaet, være urigtig.
5. En stor del af reparations- og vedligeholds
udgifter, da disse udgifter ikke er direkte
Ligesom elektricitetsværkets udgifter væsentlig af
hænger af det største samtidige strømforbrug, bør kon
sumenternes betaling gjøres afhængig af hans eget
største samtidige strømforbrug.
Efterat englænderen Arthur Wright for endel aar
siden konstruerede et meget enkelt og billigt registrer
apparat for den største samtidige belastning, har ogsaa
et stort antal engelske og amerikanske centralstationer
indført tarifsystemer, der søger at gjennemføre dette
princip.
Af denne sammenstilling vil man se, at seiv naar
et elektricitetsværk drives med kul, er den aller væsent
ligste del af værkets udgifter fuldstændig uafhængig
af brugstidens længde, og kun bestemte ved det største
samtidige forbrug.
Systemerne afviger adskillig i detaljerne, men det
underliggehde princip er i alle tilfælde det samme.
Paa grundlag af det apparat, der registrerer kon
sumentens største samtidige forbrug, betaler han en
bestemt afgift, der skal dække hans quotadel af elek
tricitetsværkets faste udgifter. Desuden betaler han
en meget lavt sat taxt for den samlede energimængde,
der i aarets løb gaar gjennem maaleren.
Statistiken viser, at disse faste udgifter gjennem
snitlig beløber sig til 80 å 90 pct. af værkernes hele
udgiftsbudget.
Ved værker drevet ved vand, er der kun faste
udgifter, saa man trygt kan sige, at brugstidens længde
ingen indflydelse spiller paa værkets udgifter.
Antag f. ex., at et elektricitetsværks faste ud
gifter for at staa færdig til at skaffe strøm til 16
normallys lampe er 10 kroner pr. aar, og at dets
løbende udgifter for strømleverancen er 1j2 øre pr.
lampetime.
Efter det her i byen og de fleste andre byer
gjældende tarifsystem betales elektriciteten væsentlig
«efter maaler».
Vi vender tilbage til det tidligere valgte exempel.
— En forbruger, der brænder 100 lamper i 100 timer,
betaler efter denne tarif
Dette system er nærmest hentet fra vandværker
og gasværker, hvor imidlertid produktionsforholdene
er ganske anderledes end ved et elektricitetsværk, idet
begge leverer sine varer «fra lager» og som følge
heraf lettere kan beherske et stort øieblikkeligt forbrug
med et forholdsvis lidet maskineri.
i fast afgift 10 kr. pr. anno for 100 lamper kr. 1000
i strømafgift 1/z øre pr. time pr. 1 o 000 timer » 50
Efter maalertariffen betaler en kunde, der benytter
10 lamper i 1000 timer det samme som en anden,
der benytter 100 lamper i 100 timer.
Den anden forbruger, der anvendte 10 lamper i
1000 timer, betaler
Da værket maa holde 10 gange saameget af sin
maskinkraft i beredskab for den sidste af disse som
for den første, er efter det foran udviklede værkets
egne omkostninger 8 å 10 gange saa store ved at
skaffe den sidste strøm som den første.
i fast afgift 10 kr. pr. anno for 10 lamper kr. 100
strømafgift som før 1j2 øre pr. time pr. 10 000
Værket taber derfor mange penge paa kunden
med den korte brugstid og for at bringe sine regn
skaber til at stemme, maa dette tab dækkes derved,
at kunden med den lange brugstid betaler en uforholds
mæssig høi pris.
Medens saaledes den første forbruger betaler
10,50 øre pr. lampetime, slipper no. 2 med 1,5; men
paa den maade driver man jo den første forbruger
bort. Ganske vist, men det er ogsaa en af de ting,
man gjennem dette system søger at opnaa.
Følgen heraf er igjen, at disse sidste for en stor
del vender tilbage til gas, petroleum eller damp for
sit lys- og kraftbehov, og at en mængde store be
drifter, der burde høre til elektricitetsværkernes bedste
kunder, i det hele taget afholdes fra at benytte elek
tricitet.
Det fremgaar nemlig af disse betragtninger, at
forbrugeren med meget kort brugstid paafører elek
tricitetsværkerne et virkeligt pengetab, idet de tvinger
dem til at anskaffe maskiner, apparater og ledninger,
der næsten hele aaret staar ubenyttet og trækker paa
sig renter og andre udgifter.
Man har paa forskjellige maader søgt at rette
paa disse ulemper ved hjælp af rabatsatser. De fleste
af disse forsøg lider imidlertid af den væsentlige feil,
at rabaten ved de nu almindelige maalersystemer kun
kan beregnes efter forbrugets absolute størrelse — ikke
efter brugstidens længde.
Derimod vil systemet tiltrække de kunder, der
bruger elektriciteten længe, f. ex. fabriker, der nu
drives fra egne dampmaskiner, smaabutiker, der holder
længe oppe, al offentlig gadebelysning, der faktisk
kan leveres langt billigere ved elektricitet end ved
noget andet belysningsmiddel.
Man skræmmer derfor fra sig smaakonsumenter,
folk, der kun har raad til at lægge ind faa lamper,
men som benytter disse til stadighed.
I ethvert fald viser erfaringen, at systemet overalt,
hvor det har været indført, har i høi grad forbedret
124
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Project Runeberg, Fri Jan 24 20:52:50 2025
(aronsson)
(download)
<< Previous
Next >>
https://runeberg.org/ett/1902/0132.html
