Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 26. 17. september 1903 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ELEKTROTEKNISK TIDSSKRIFT. No. 26
steder parallelt med tidligere anlagte private telefon
linier. Man havde exempler paa dette i Østerdalen,
i Drammens opland, i Telemarken og flere steder.
Dersom staten paa disse rigstelefonlinier oprettede
centralstationer og talestationer, kanske midt i det
private selskabs net, vilde jo det private selskab paa
den maade kunne ruineres. Hvor derfor staten gav
koncession til et privat selskab, burde den afholde sig
fra al konkurrance; vilde den seiv overtage telefon
driften i vedkommende distrikt, burde indløsningspligt
indtræde. Staten burde ikke i noget tilfælde kunne
gjøre private anlæg værdiløse uden samtidig at holde
vedkommende skadesløs gjennem erstatning eller ind
løsning; det synes at være en særdeles billig fordring.
Med hensyn til fremgangsmaaden ved indløsning, i
tilfælde af at der bhver spørgsmaal om saadan, havde
loven af 1899 kun brugt det almindelige udtryk: Skjøn.
Erstatningen skal bestemmes efter skjøn, altsaa i hen
hold til grundlovens § 105, der bestemmer, at enhver,
som maa afgive sin eiendom til det offentlige, skal
have fuld erstatning. Og fuld erstatning var ikke det
samme som erstatning, efter koncessionsdokumentet,
for anlæggets tekniske værdi. Denne erstatning vilde
i regelen være adskillig mindre og ialfald ganske ander
ledes vilkaarlig end grundlovens: fuld erstatning efter
skjøn. Med andre ord gjennem koncessionsvilkaarene
tvinges de private selskaber til at akceptere et skjøn,
som er ganske anderledes ufordelagtigt end det, der
er forudsat i grundloven, hvor forudsætningen er, at
borgerne skal gives fuld erstatning, naar staten tager
deres eiendom. Dette at bringe ind i koncessions
vilkaarene et skjønsfundament, som beror paa den
tekniske værdi, var en maade at komme fra grund
lovens bestemmelser, som det forekom taleren ikke at
være gentilt af staten at benytte. Staten har magten
og kan tvinge selskaberne til at antage disse vilkaar;
men taleren mente, det ikke var honnet og gentilt af
staten at tvinge selskaberne til at akceptere et erstat
ningsfundament, som giver ufordelagtigere resultater,
end vor grundlov har villet give borgerne i alminde
lighed, naar de maa afgive sin eiendom. I det hele
taget var der vistnok enighed her om, at koncessions
betingelserne ikke var affattede paa en saadan maade,
at de gav de private selskaber den sikkerhed og handle
frihed, S3£i de maa have for at kunne fyldestgjøre
sin opgave. Derved skabtes utryghed, og den private
telefondrift blev hæmmet i sin udvikling. Og det
maatte, mente taleren, siges at være skadeligt for
alle parter, at den private telefondrifts udvikling blev
hæmmet, al den stund staten maatte erkjende, at den
ikke magtede at overtage det hele, men maatte över
läde telefonens drift i stor udstrækning til private.
Taleren var fuldstændig enig med d’herrer Sem og
Nielsen i, at der var fuld grund til paany at gjøre
forsøg paa at faa koncessionsvilkaarene forandrede, og
han skulde tro, at der forsaavidt maatte være lidt
gunstigere chancer nu, som dette samarbeide mellem
den offentlige telefon og den private maatte siges at
være blevet et faktisk forhold, som kom til at blive
bestaaende i ethvert fald i en aarrække. Under saa
danne forhold syntes det ikke vel muligt for staten at
unddrage sig at give private selskaber rimelige vilkaar.»
dette, syntes det at være rimeligt fra statens side ogsaa
at give de private selskaber, som skulde opfylde sin
særlige mission, saadanne vilkaar, at de virkelig kunde
arbeide med nogenlunde rimelighed og tryghed. Man
kunde forlange, at der gives de private selskaber noget,
som virkelig er koncession og ikke blot en tilladelse,
der skjærmer mod lovens straf; thi stort andet var
de nuværende koncessionsvilkaar i virkeligheden ikke.
Det var en ensidig kontrakt, hvor staten forbeholdt
sig al myndighed og al ret, medens den anden part
ingen rettigheder gaves; men der kunde ikke med
rette tales om en koncession, hvor den ene part ingen
somhelst rettigheder gives. En koncession skulde være
en kontrakt, der nøiagtig bestemte begge parters rettig
heder. og forpligtelser; men de private selskabers rettig
heder var som sagt efter de nuværende koncessions
vilkaar omtrent ingen, idet al magt og al ret var lagt
i statens haand. Enhver maatte indrømme, at en
saadan tilstand var lidet rimelig og lidet holdbar.
Fremdeles gaves koncessionerne nu paa ubestemt tid,
formelt paa 5 aar, hvilket i og for sig var en menings
lös kort tid, for at man ved nogenlunde rimelig tryghed
kan sætte penge iet foretagende; men endnu værre
blev forholdet derved, at seiv disse 5 aar ikke var
sikre, idet man kunde resikere med et aars varsel at
maatte opgive det hele. Saalænge den klausul op
retholdtes, var der i virkeligheden ikke tale om kon
cession. En koncession skulde hjemle en ret for et
bestemt aarmaal; og taleren var enig i, at dette tids
rum ikke burde sættes kortere end 10—15—20 aar.
Fremdeles maatte det være statens ubetingede pligt
efter udløbet af koncessionstiden, enten at forlænge
koncessionen eller indløse anlægget. Det skulde synes
at være en selvsagt sag, at naar staten giver en privat
forretning koncession, kunde det ikke staa staten frit
ved udløbet af koncessionstiden, hvorvidt den vilde
fornye koncessionen eller ikke, medmindre den i til
fælde af negtelse af förnyelse overtog pligt til at ind
løse, Dersom staten skulde have adgang til ved kon
cessionsfristens udløb, hverken at fornye eller at indløse,
vilde man være udsat for, at det hele anlæg blev
ganske værdiløst. Staten kunde jo paa den maade
lægge nye linier i en rute, hvor et privat selskab havde
sine linier og undlade at fornye det private selskabs
koncession, hvorved dettes linier altsaa praktisk talt
vilde blive værdiløse. Det var ganske vist sandsynligt,
at staten ikke vilde bruge sin ret paa saadan maade;
men saaledes som forholdene nu var, havde staten
ialfald den ret. Den kunde simpelt hen lade være
at fornye koncessionen og lade være at indløse. Den
kunde sige til de private anlæg: Vi bygger vore egne
linier, I kan gjøre med eders greier, hvad I vil. En
saadan eventualitet maatte man selvfølgelig være be
trygget imod paa den maade, at man havde sikkerhed
for i tilfælde at faa sine penge igjen, forsaavidt kon
cessionen ikke blev fornyet. Endvidere burde der,
hvor staten har givet koncession til et privat selskab,
etableres om ikke eneret for selskabet, saa dog en
saadan fast ordning, at staten ikke senere uden videre
kunde komme og konkurrere direkte med selskabet.
Det var et tilfælde, som meget let kunde opstaa nu.
Man saa jo, at rigstelefonen lagde sine ruter paa flere
175
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
