Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 26. 17. september 1903 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ELEKTROTEKNISK TIDSSKRIFT.
No. 26
vel. Desuden tilfører privattelefonen staten betydelige
indtægter. Alene et eneste selskab har saaledes ide
seneste aar bragt det offentlige henimod kr. 15000
aarlig for telefonering fra sine abonnenter. Lægges
hertil hvad der tilflyder rigstelefonen gjennem tele
fonering til selskabets abonnenter, sees det, at det er
ganske betydelige beløb, hvorom det her dreier sig.
Af den forestilling angaaende koncessionsvil
kaarenes revision, som landstelefonforeningens bestyrelse
i henhold til det givne opdrag i vinter har indsendt
til regjeringen, tillader vi os at hidsætte de indledende
hernærkninger, som vi mener giver et klart udtryk for
den vei, paa hvilken telefonudviklingen i vort land
bør søges ledet ind. Ligesom staten ved bidrag paa mange maader
søger at opmuntre til udvikling af kommunikations
væsenet paa andre omraader, bør det offentlige ogsaa
føle det som pligt at hjælpe til at udvikle telefon
kommunikationerne med bidrag og støtte, hvor saadan
paakræves. Og fremfor alt bør det offentlige ikke
gribe forstyrrende eller hæmmende ind ligeoverfor en
udvikling, der er i god gjænge, og hvorigjennem det
private initiativ paa en saa smuk maade har gjort og
fremdeles gjør sin gjerning til samfundets gavn.
Under henvisning til hr. statsraad Ryghs ovenfor
citerede udtalelser, der, som man vil bemærke, i alt
væsentligt falder sammen med de af os hævdede an
skuelser i telefonsagen, heder det i den nævnte fore
stilling:
«Disse udtalelser af hr. statsraad Rygh indeholder
i en sum de hovedbetragtninger, der maa paatrænge
sig privattelefonens mænd, naar man holder sig for
øie de gjældende koncessionsvilkaars indhold og den
i medhold deraf udformede praxis fra det offentliges
side ligeoverfor de private telefonanlæg. Bestyrelsen
slutter sig fuldt ud til de refererede udtalelser og skal
paa grundlag deraf nærmere paapege, hvilke ændringer
formentlig bør søges gjennemført i de gjældende kon
cessionsvilkaar.
Der klages med rette over, at i vort land det
private initiativ er saa svagt og evnen eller viljen til
privat samvirke for samfundsformaal saa ringe. Den
private telefons udvikling danner i saa henseende en
omtrent enestaaende undtagelse. Ved privat foretag
somhed, privat sammenslutning og samarbeide har
telefonen i vort spredt bebyggede land, som i saa høi
grad trænger dette kommunikationsmiddel ikke blot
for sit næringsliv, men, naar alt kommer til alt, kanske
lige meget for sine kulturelle behovs skyld, skaffet sig
en udbredelse og naaet frem til en almennytte, som
neppe i noget andet land i verden, Kun for ganske
enkelte byer og landsdele er dette opnaaet gjennem
anlæg og drift af telefonen som en rentabel forretnings
virksomhed; i det langt overveiende antal tilfælde har
man været tilfreds, naar telefonen bærer sine drifts
og vedligeholdsudgifter, ligesom administrationen i stor
udstrækning udføres som ulønnet tillidshverv. I enkelte
landsbygder er endog anlægsarbeidet delvis udført
gratis; mangesteds har man gratis ydet stolper, og
erstatning for grundafstaaelse har der omtrent aldrig
været tale om.
Hvad det i første række gjælder om, er at der
gives de private anlæg virkelige koncessioner, ikke blot
en tilladelse, der skjærmer mod lovens straf. Den
private telefonvirksomhed har været og vil — i hvert
fald endnu i en aarrække — vedblive at være til stor
gavn for samfundet. Det er da ikke den rette syns
vinkel at se denne sag under at indrømme disse anlæg
tilladelse til straffrit at drive sin virksomhed. Det
offentlige pligter — i samfundets interesse — at yde
denne virksomhed, som anden samfundsgavnlig virk
somhed, al den støtte, som sagens vigtighed fortjener.
Og saameget lettere kan det da ske i dette tilfælde,
som privattelefonens krav kun er at faa udvikle sig
i fred uden hindrende og hæmmende indgriben fra
statens side. Det kan i denne forbindelse fortjene at nævnes,
at efter den officielle statistik viser det sig, at de
private telefonanlægs samlede udgifter overstiger sum
men af indtægter, — et forhold, som er værd at
lægge mærke til ligeoverfor den paastand, der oftere
har været hørt om, at privattelefonen skulde i større
udstrækning være en lukrativ forretning.
Ganske ud af betragtning bør det vel heller ikke
lades, at de private mænd kan gaa træt i den idelige
kamp med det offentlige og med de vanskeligheder,
som optaarner sig og lægger sig iveien for en rationel
drift. Privattelefonen har saa meget at kjæmpe med
i andre henseender, at staten burde heller være dens
beskytter i dens kamp for udvikling. Ikke mindst ved den arbeidsvillighed og offer
villighed, hvoraf saaledes det private initiativ i denne
landsgavnlige sag har været ledsaget, er det blevet
muligt, at telefonen i store dele af vort land yder sit
arbeide saa enestaaende billigt, som tilfældet er, saa
billigt, at staten aldrig under nogen omstændighed,
idetmindste ikke i nogen overskuelig fremtid, vil kunne
præstere det for endog blot tilnærmelsesvis samme pris.
I det hele bør man i betragtningen af forholdet
mellem staten og det private telefonvæsen komme bort
fra den synsmaade, der til megen skade for udvik
lingen hidtil har havt altfor meget raaderum, at privat
telefonen er en med det offentliges interesse kon
kurrerende institution. Privattelefonen er ingenlunde
dette; den indebærer ved siden af sin selvstændige
betydning en fuldkommengjørelse af det offentlige kom
munikationsvæsen, uden hvilken dette ikke tilfreds
stillende havde kunnet løse sin opgave. Det bunder
derfor i en skjæv opfatning, dersom man gaar ud fra,
at det er en tjeneste, det offentlige yder, ved at ind
rømme private telefonanlæg koncession; det er tvertom
disse anlæg, som ved sin ikke alene nyttige men nød
vendige virksomhed bidrager til at fremme det heles
Det skulde derfor synes selvsagt, at staten maatte
stille sig taknemmelig og imødekommende til den pri
vate foretagsomhed paa dette omraade, i hvert fald
ikke i mindste maade lægge hindringer i dens vei.
En hovedbetingelse for, at et foretagende kan
ledes og udføres paa bedste maade er, at der arbeides
under mest mulig betryggende vilkaar. Usikkerhed i
forholdene vil — det viser ogsaa erfaring paa dette
176
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
