Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 13. 8. mai 1905 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
/
ELEKTROTEKNISK TIDSSKRIFT. No. 13
tordenveir saa rige Sydrusland med sine tørre sand
sletter. Dette turde have følgende aarsager. Skyerne
over jorden kan lignes ved en leydenerflaske, og om
vi nærmer en spids, som staar i forbindelse med en
leydenerflaskes ydre belag, mod det indre, saa strømmer
visselig elektriciteten over; men dette sker meget lang
somt, saa at der, ora tilførselen af elektricitet er større
end afledningen, slaar en gnist over til trods for spidsen.
har man ment at maatte antage, at spændingen i et
saadant lyn matte anslaaes til mange millioner volt.
Fremdeles har man observeret som f. ex. nylig i Berlin,
at et lynnedslag formaar at smelte en tyk kobber
ledning, hvortil maatte kræves flere tusen ampére.
Deraf har man saa draget den slutning, at man med
den spænding og strømstyrke havde at gjøre med
hundredevis af millioner hestekræfter, ganske vist i
meget kort tid. Men dette er nok ikke ganske rigtigt.
Først og fremst er antagelig overslagsspændingen mellem
to skyer betydelig mindre end mellem to metalkonduk
torer i et forsøgsrum paa grund af fugtigheden i luften
mellem skyerne samt paa grund af den enorme ioni
serende virkning, som fremkommer ved de saakaldte
mørke udladninger, der altid gaar fortid for det egent
lige gjennemslag. Videre er gnistens strømstyrke ikke
synderlig stor; den bliver først stor ved at passere
gjennem en massiv metalgjenstand, paa bekostning af
spændingen. Om vi sætter et induktorium igang, saa
faar vi gnister af flere decimeters længde; men strøm
styrken er saa lav, at en liden glødelampe ikke viser
det mindste spor til glødning. Men sætter vi et par
større leydenerflasker parallelt med gnisterne og för
binder flaskernes ydre belæg med hverandre ved en
massiv kobber- eller jernstang, saa bliver gnisterne
meget kortere, d. v. s. spændingen synker, men raetal
stangen bliver snart varm, og en glødelampe, som
kobles ind istedenfor stangen eller endog parallelt,
samtidig med den, kommer i hvidglødning og for
brænder let. Dette er en bekjendt företeelse, som
med rette bør kunne tillempes ved et lynnedslag.
Saaledes ser vi at den energi, som optræder ved en
en lynafleders ødelæggelse, ikke behøver at være saa
stor, som man tidligere har andtaget; skyens kapacitet
og stångens selvinduktion virker som transformator.
Desuden maa vi betragte forholdet fra en anden
side. Antag, at to skyer nærmer sig hinanden og de
fører elektricitet af modsat fortegn paa de mod hin
anden vendende sider; under den ene sky befinder
sig et hus. Er skyens ladning f. ex. negativ, opstaar
i husets ledende partier saasom tag af metalplader o. 1.
en positiv ladning, som holdes bunden af skyens nega
tive elektricitet, men som kan repræsentere en stor
mængde energi. Har nu skyerne nærmet sig hinanden
tilstrækkelig, saa at der foregaar en udladning mellem
dem, saa vil den tidligere af skyen bundne positive
elektricitet i huset blive fri, og der opstaar et saakaldt
«bagslag», med hvilket den sædvanlige lynafleder ikke
byder den ringeste beskyttelse, saafremt den ikke er
i god forbindelse med alle større metalraasser i huset,
hvilket i almindelighed ikke er tilfældet, idet lyn
aflederen jo sættes op først, efterat huset er færdig.
Mange saakaldte lynnedslag turde kunne henføres til
denne kategori.
Fremdeles er spørgsmaalet om lynaflederens mate
riale og tversnit af stor betydning saavel som den
maade, hvorpaa den anlægges. Det er et gammelt
stridsspørgsmaal, hvorvidt et lynnedslag er af oscilla
torisk natur eller ikke; mange paastaar, at saa er til
fældet, andre benegter det. Dette synes os imidlertid
at være en strid om pavens skjæg. Naar en elek
tricitetsmængde udlades over et gnistløb og en selv
induktion, saa opstaar saa godt som altid oscillationer.
Saaledes, om en sky udlades gjennem en gnist over
en lynaflederstang f. ex. af massivt kobber, eller endnu
mere, om lynaflederen bestaar af en rund jernstang,
saa vil der ganske sikkert opstaa oscillationer, saa
meget stærkere, som elektricitetsmængden er meget
stor og den ohmske modstand meget liden i forhold
til selvinduktionen i stangen. Derimod er det sand
synligt, at oscillationer kun vil opstaa i uvæsentlig
grad, dersom udladningen sker gjennem et saftigt træ,
der virker som en elektrolyt, eller fra sky til sky, da
her luftstrækningens ohmske modstand er uendelig
meget større end selvinduktionen, d. v. s. der tinder
sted en meget stærk dæmpning, ligesom naar en streng
svinger f. ex. i en seig vædske.
Rigtigere turde det være at bedømme energi
mængden efter den lyseffekt, som lynet frembringer.
Om vi antager, at der behøves i watt. for at belyse
en m.2 flade, d. v. s. en 16-Iys lampe for at belyse
en gulvflade af ca. 7X7 m., og at et lyn ved natte
tid oplyser en flade af 1 kvadratmil, saa udgjør dette,
om lyset antages at vare Y10 sekund 10 000 kw.-
sekund eller = ca. 3 hk.-timer. Vi tinder saaledes,
at det nærmer sig et meget mere antageligt kraftbeløb;
men 10000 kw. formaar vistnok paa et sekund at
smelte en kobberstang af ganske betydelig diameter,
om strømstyrken er transformeret tilstrækkelig høit.
Bøier vi i det her anførte forsøg med leydener
flaskerne og jernstangen den sidste i en skarp bøining,
saa at begge ender af stangen kommer nær hver
andre, saa kun under visse omstændigheder spændingen
mellem stångens ender stige til en saadan høide, at
man der kan trække en flere meter lang gnist. Dette
beror paa den saakaldte tilsyneladende modstand, som
opkommer gjennem den hastig oscillerende strøms
magnetiske felt og dette felts ujevne fordeling. Denne
företeelse viser sig ogsaa, om end ikke i saa høi grad,
ved en massiv kobberstang, derimod næsten aldeles
ikke ved anvendelse af en kobberline flettet af mange
meget fine traade. Strømmen ien massiv stav trænger,
naar den alternerer tilstrækkelig hurtig, ikke dybere
end nogle faa tusendels millimeter under overfladen;
Men om udladningen i en lynafleder er af oscilla
torisk natur, som det næsten altid er at antage, saa
bliver hver bøining eller anden forstærkelse af selv
induktionen, d. v. s. af den tilsyneladende modstand,
en stor’ fare. Lynaflederen virker da som en slags
transformator fra høi spænding og lav strøm til lav
spænding og stærk strøm. Det fører os ind paa spørgs
maalet om energimængden i et lynnedslag. Denne
overvurderes almindeligvis i meget høi grad, og det
af følgende grunde. Man har observeret lyn fra sky
til sky af flere hundrede meters længde, og ved at
samraenligne experimenter med høispændingsmaskiner
76
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
