Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 13. 8. mai 1905 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
No. 13
ELEKTROTEKNISK TIDSSKRIFT.
potential mod jorden stige til flere hundrede procent
over det normale. Elektricitetsmængden er da i al
mindelighed saa liden, at nogen gnist ikke kan opstaa;
thi hertil fordres et ganske stort beløb af energi. Men
derimod søger den høie spænding vei til jorden i form
af smaa neppe synlige, i mørke blaaagtig glimtende,
knitrende strimer. Disse ødelægger seiv den bedste
isolation paa ganske kort tid, saa at senere, naar
tordenveir indtræder eller paa anden maade over
spændinger opstaar, gjennemslaaes disse steder meget
tidligere, end man havde grund til at formode.
og udbreder sig over hele linien, idet den derunder
søger sig vei til jorden, hvor den mindste modstand
bydes. Saadanne steder er forgreninger til transforma
torer etc. Udladningen sker sædvanligst i form af en
mindre gnist, hvorved oscillationer opstaar; herigjennem
øges spændingen endnu mere og lader arbeidsstrøm
men følge efter i form af en lysbue, som foranlediger
kortslutning. Enhver, som har havt med disse före
teelser at gjøre, kan konstatere, at det i almindelighed
er en af de yderste transformatorspoler, som er brændt
op, hvilket viser, at strømmen har været af høi frekvens,
saa at den har slaaet over, før den har passeret mere
end nogle faa af transformatorvindingerne. Denne
företeelse er den mest almindelige, og det er herimod,
de nu anvendte lynafledere skal beskytte. Den ældste
konstruktion er den i Tyskland ofte forekommende
saakaldte pladelynafleder, der, som bekjendt, dannes
af et antal over hverandre lagte metalskiver med mellem
lag af glimmer o. 1.; den øvre plade forbindes med
linien, medens den underste afledes til jorden. Denne
beskyttelsesmaade er dog kun anvendelig for lave
spændinger, idet lysbuen, som dannes, naar apparatet
træder i virksomhed, bliver staaende uden at slukne;
heller ikke virker den fyldestgjørende, som det ofte
har vist sig. For høiere spændinger anvendes en af
leder efter det saakaldte hornprincip, hvor lysbuen faar
stige op mellem to divergerende metalhorn, hvorved
dels den varme luft og dels strømmens dynamiske
virkning driver buen opover. Enhver, som har havt
anledning til at se denne lynafleder i virksomhed, hvor
der har forekommet noget høiere spændinger og større
kraftmængder, kan bevidne, hvilke voldsomme, explo
sionslignende kortslutninger derved optræder, og dette
i tilfælde, da den udladning, som har sat apparatet i
i virksomhed, har været saa ringe, at man med grund
kan sige: meget væsen for ingenting. For at forebygge
dette har man sat ind en strøramodstand f. ex. en
vandsøile i serie med aflederen; men kommer saa en
udladning med en større elektricitetsmængde, som paa
én gang skal afledes, saa enten splintres glasrøret med
vandsøiler, eller en gnist hopper samtidig over lyn
aflederen og noget andet svagt punkt, hvorefter arbeids
strømmen følger efter og gjør ulykke. Desuden for
aarsager en saadan lysbue altid en bølgeformig pendel
bevægelse i liniens spænding, saa at isolationen let
slaaes igjennem paa noget andet sted. Derhos er det
næsten umuligt at indstille denne eneste gniststrækning
saaledes, at den under alle omstændigheder træder i
virksomhed, idet støv og insekter sætter apparatet i
virksomhed, om afstanden gjøres for kort, og er den
for lang, kan spændingen blive for høi, inden appa
ratet kommer til at virke.*)
For at forebygge dette pleier man undertiden at
forbinde med jorden nullederen i et 3-fasesystem.
Dette medfører dog øget fare for yderledningerne,
og desuden har det vist sig, at naar nulledningen
sættes til jord, øges spændingen mellem begge yder
ledere betydelig paa grund af ændringer i kapacitets
forholdet, saaledes at der herigjennem opstaar øget
fare. Den mest anvendte methode er at indsætte en
mængde meget korte gnistløb efter hverandre mellem
lederen og jorden, samt runde stave af en grafit
blanding, som har meget høi modstand. 1 almindelige
tilfælde kan man altid se smaa gnister spille mellem
disse gnistløb, afledende den statiske spænding. Denne
methode, som forøvrigt har vist sig at være den bedste
for lange linier, har den ulempe, at om en stærkere
udladning f. ex. under et tordenveir søger vei til jorden,
saa splintres stavene, og kontakterne forbrændes, hvor
ved anordningen bliver uvirksom for næste lynnedslag.
Videre foraarsager de smaa gnistløb oscillationer, som
unødig øger spændingen.
Der anvendes ogsaa pigtraad, som ophænges over
ledningen og paa flere steder forbindes med jorden.
Paa grund af bekostningen er denne fremgangsmaade,
som har vist sig meget effektiv, dog kun anvendelig
ved korte linier. Det bedste turde være at forbinde
linien med jorden gjennem en kontinuerlig modstand
saadan, at under normale forhold blot en svag strøm
kan passere, men at den statiske ladning uhindret til
lädes at gaa i jorden. Parallelt hermed anbringes et
eneste gnistløb af saadan længde, at overslag sker ved
dobbelt arbeidsspænding. I serie med denne bør sættes
en oliestrømbryder, som virker tilstrækkeligt langsomt
til at lade udladningen passere, men siden aabner
strømmen, saa at lysbuen ved gnistløbet, som bør have
massiv elektrode for ikke at forbrændes, af sig seiv
gaar ud, hvorefter ledningen atter automatisk sluttes.
Paa den maade kan den ovennævnte modstand ikke
overanstrenges med mere end den dobbelte strøm
styrke, og det for meget kort tid, saa at nogen fare
for ødelæggelse ikke föreligger. Som modstandsmaterial
turde de i emalje indbrændte modstandslegeringer,
som tilvirkes i «Prometheus» i Frankfurt am Main for
varmeapparater, kunne anvendes paa grund af sin store
udstraalingsflade. Ved denne anordning vilde sand
synligvis ogsaa faren for gjennemslag ved overspænding
i almindelighed for en stor del være fjernet; thi de
derunder optrædende energimængder er sædvanligvis
ikke større, end at en saadan modstand kunde optage
og udstraale dem.
En tredie form af atmosfærisk udladning, som
kanske er den farligste paa grund af sin snigende
natur, er den, som kan optræde naarsomhelst, eller
naar intet tordenveir er forhaanden. I større, sandige
trakter føres af smaa skydotter ofte et meget høit
potential. Om et antal saadanne smaaskyer afgiver
sin ladning til en vel isoleret ledning, saa kan dennes
*) Denne ulempe afhjælpes ved Land- und Seekabelwerkes
ber i tidsskriftet beskrevne beskyttelsesanordning.
78
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
