Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 34. 6. december 1918 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Trækker vi derfor igjennem O i fig. 7 en ret linje
saaledes at
Hr
tga — e — — (18)
saa ser vi, at naar strømmen er forsvundet saa be
finder vi os i punktet P paa magnetiseringskurven.
En permanent magnets tilstand er altsaa altid karak
terisert ved kurvestykket AC paa den nedadgaaende
hysteresekurve. Hvor paa stykket A C man befinder
sig avhænger av dimensionsforholdet e. Dersom e
er — o (lukket jernkjerne) saa befinder vi os i punkt
A og kun i dette tilfælde er induktionen = den
remanente induktion OA. I alle andre tilfælde vil
induktionen være mindre end den remanente.
I overensstemmelse med fjernvirkningsteorien kan
man si, at dette skyldes den entmagnetiserende virk
ning fra den frie magnetisme paa jernkjernens ende
flater.
Magnetens tilstand i punktet P er imidlertid ikke
helt stabil likeoverfor ydre magnetiske indflydelser.
Forsterkes feltet saa kommer man til et punkt P"
utenfor hysteresekurven, og idet feltet forsvinder gaar
den reversible process rigtignok tilbake til P
, saaledes
at magneten er stabil for positive felter. Et negativt
felt derimot vilde bringe magneten et stykke nedover
den nedadgaaende hysteresekurve f. eks- til P’ og
efterat feltet igjen er forsvundet er ikke denne process
reversibel. Man kommer nemlig til ct punkt M inden
for hysteresekurven beliggende paa den rette linje OP,
saaledes at ligningen
H"
-j,t == « = tga
fremdeles er opfyldt og den remanente magnetisme er
varig svækket. Era nu av er imidlertid magneten
stabil for smaa variationer i begge retninger, da disse
nemlig forløper paa den rette linje P’MM’.
For at fremstille permanente magneter med størst
mulig konstans, gaar man nu frem paa følgende maate:
Efterat ha magnetisert staalet og strømmen er
brudt, sender man en ganske svak strøm i motsat
retning for at gjøre magneten stabil. Dette sker da
paa nogen bekostning av dens styrke.
I tilslutning til ovenstaaende og som en direkte
anvendelse av ligningerne (io) paa et praktisk tilfælde
V
- A
\/ p"
p7>\
/ !»’ \ 0
J- Ui :
/c
FIG. 7
vil vi her søke at besvare følgende spørsmaal:
1. Hvor sterkt bør man magnetisere den permanente
magnet i en telefon, og hvorledes bør den dimen-
sioneres?
2. Hvilket material er det mest egnede? i
For at gjennemføre regningen uten komplikationer,
vil vi idealisere det foreliggende praktiske tilfælde,
idet vi tænker os telefonen erstattet med en hestesko
formet permanent magnet, og hvis membran bestaar
av et anker av samme tversnit som hesteskomagneten
og i en kort avstand — fra denne. Magneten og
2
ankeret er forsynt med en magnetiseringsvikling, hvis
vindinger tænkes jevnt fordelt over dem begge. Spred
ningen sætter vi ut av betragtning.
Efter Maxwelbs formel er da den kraft med hvil
ken magneten tiltrækker ankeret
K = -A B*
8 7Z ( J 9)
hvor S er summen av begge endeflaterne og B den
magnetiske induktion i luftspalten. Vokser strømmen
i med di, saa tiltar B med dB og kraften K med dK.
Jo større dK er for en bestemt di, jo større er
telefonens ømfindtlighet. Denne er altsaa definert ved
dK
forholdet m = . vi har et maksimum for en værdi
di
- d%K
av B som glør = o.
dP
dK S „ dB
Nu er —— — •B ——
di 47c di
og desuten gjælder for den magnetiske kreds
(20)
Hy ly -f Hd - Ö= 4nN-i
hvor Hj er feltstyrken og ly er længden av kraftlinje
veien i jern og <5 summen av begge luftspaltene.
Sætter vi Hy — H og Hj — B, saa er
Hly-y B-0 = ATtNi
Ijdd/y ddB = 4nN- di
altsaa di — —(/, -f-<3 ) dH
471JV y dH )
—v-ps pp’ A2
Fig. 8.
300 ELEKTROTEKNISK TIDSSKRIFT 1918, No. 34
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
