Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 1. 7. januar 1919 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
forholdsvis sraaa dimensioner av hensyn til material
mængden, saa vil vi ikke kunne undgaa, at de høie
spændinger er forbundet med saa store elektriske felt
styrker, at de i mange tilfælder överskrider den grænse
værdi, hvorved der indtræffer gjennemslag.
Ved at anvende forskjellige isolationsstoffer saa
ledes, at de med størst dielektricitetskonstant ligger
nærmest de ledere, eller de deler av disse, som har
sterkest krumning, kan man bevirke en mere jevn for
deling av kraftlinjerne end ved anvendelse av et eneste,
homogent isolationsstof. Det meste, man ad denne
vei kan opnaa, er naturligvis at erholde et praktisk
talt homogent felt. Hvor langt man kan gaa op med
spændingen vil da avhænge av, ved hvilken feltstyrke
man faar gjennemslag. Denne feltstyrke pleier man
i elektrotekniken at angi i »kilovolt pr. cm.« hvilket
er det praktiske maal for den elektriske feltstyrke.
Ved at dividere et maaleresultat angit i kV/cm.
med 300 tinder man det tilsvarende maalt i elektro
statisk maal.
Da den kritiske værdi for feltstyrker i atmosfærisk
luft laa imellem 100 og 113 c.gs, saa vil det si, at
der i luft indtrær gjennemslag ved 30—34 kV/cm.
De fænomener, som jeg i dette foredrag vil gaa
nærmere ind paa, har allesammen en fælles aarsak,
nemlig den, at den elektriske feltstyrke nærmer sig en
viss kritisk grænseværdi, som naar den overskrides
fører til utladninger gjennem det ellers isolerende
medium, der omgir lederne.
Man har i elektrotekniken gjennemgaaende været
tilbøielig til at overse den rolle, som det elektriske
felt. spiller ved siden av det magnetiske. Mens jeg
er inde paa temaet: det elektriske felt, vil jeg benytte
denne anledning og som eksempel herpaa nævne den
gjængse opfatning av den elektromagnetiske induktion
og specielt de bekjendte forsøk av Faraday.
Ifølge denne opfatning er det antallet av magne
tiske kraftlinjesnit pr. sek., der fremkommer mellem
lederen og feltet, som bevirker en inducert E.M.K.
Derved har den opfatniug banet sig vei, at først
naar de magnetiske kraftlinjer skjærer lederen, opstaar
der en inducert E.M.K. Imidlertid viser enhver sta
tionær transformator, at dette ikke er rigtig. Paa
samme vis er det urigtig, naar man ved elektriske
maskiner taler om, at ankerlederne, som er indlagret
i jernet, skjæres av de magnetiske kraftlinjer. Hvis
jernet ikke er sterkt mættet, saa ligger ankerlederne
altid i et ganske svagt magnetfelt, idet jernet »avskjær
mer« det hulrum, hvori lederne ligger.
Den rigtige opfatning av den elektromagnetiske
induktion i det nævnte tilfælde er den følgende:
som det magnetiske felt forandrer sin .styrke, saa op
staar straks et elektrisk felt og dette omgir de magne
tiske kraftlinjer paa samme maate, som de magnetiske
kraftlinjer omgir den elektriske strøm, som fremkaldte den.
Naar altsaa det magnetiske felt i en transformators
jernkjærne forandrer sin styrke, saa opstaar et elek
trisk felt, hvis kraftlinjer omgir jernkjærnen som slut
tede ringe. Inde i lederne vil de elektriske kraftlinjer
sno sig spiralformig op omkring jernkjærnen paa samme
vis, som viklingen seiv. Det er dette elektriske felt,
som sætter elektronerne i bevægelse og derved fremkalder
»den inducerte strøm« og som derfor maa ansees. for
at være »den inducerte E.M.K.« i ordets egentlige
forstand.*)
Som nævnt, var høispændingsfænomenerne en følge
av at den elektriske feltstyrke nærmet sig en grænse
værdi, og denne er avhængig foruten av dielektrikum
ogsaa av temperatur, tryk og elektrodeform. De ut
ladningsformer, som optrær, kan sammenfattes i to hoved
grupper, nemlig de t>selvstændige*. og de »’uselvstændige*
utladninger.
De vigtiste former av selvstændige utladninger er
de følgende: 1. gnist, 2. spids- og børsteutladninger,
3. glimstrøm, og desuten en række overgangsformer.
Disse utladninger kaldes selvstændige, fordi de
fremkaldes utelukkende av de elektriske feltkræfter seiv,
idet de negative elektroner under feltkræfternes ind
virkning løsriver sig fra lederen. Kommer de herved
ut i en gas (f. eks. luften), meddeler de elektriske felt
kræfter dem en saa stor hastighet, at de .ved sammenstøt
med de nøitrale gasatomer faar disse til at spalte sig
i positivt ladede elektroner, som saa igjen deltar i
den samme process. Hvert nyt elektron frigjør paa
denne maate flere andre, og elektronerne formerer sig
derved saa raskt, at der efter ganske kort tid er opstaat
hvad man kalder en »ionestormc. Man sier ogsaa, at
gasen er ioniseret, og den er da ledende.
Processen fortsætter selvfølgelig ikke i det uendelige,
idet der snart vil indtræ en mætning, og utladpings
strømmen holder sig da omtrent konstant, seiv om spæn
dingen (eller bedre den elektriske feltstyrke) stiger.
Den uselvstændige strømning derimot fremkaldes
ikke ved hjælp av lederens eget felt, men ved ytre
ioniseringsinidler saasom bestraaling med ultraviolette
straaler f. eks. sollys, eller ved høi temperatur og
lignende.
Det karakteristiske for alle disse utladningsformer
er den komplicerte sammenhæng mellem elektrode
spændingen Eog strømstyrken f. Forholdet Ejl er
ikke tilnærmelsesvis konstant, og det,er av denne grund
umulig at tale om motstanden i en ledende gas.
Man maatte isaafald for hver værdi av / angi en
ny værdi av motstanden.
Opfører vi E som funktion av I grafisk, saa kal
der man den kurve, man da faar for gasens »karak
teristik*.
I fig. 1 er saaledes
E= f (log I) •
optegnet og gjælder for to kobberelektroder i luft og
i en avstand av 4 mm. fra hinanden.
Langs abscissen er log / opført for at faa mest
mulig ind i figuren. Ordinaten til venstre gjælder for
kurvéstykket 1, den til høire for kurve II.
Det maksimum for elektrodespændingen, som op
trær straks i begyndelsen av kurve I kaldes »gnist
polentialet« (Eg). Det ligger ved ca. 14000 volt,
hvilket er lik 14000/300 00 47 c.g.s. Da elektrode-
*) Den inducerte E.M.K. er imidlertid ingen kraft, men
d<P
ifølge sin definition: e — et arbeide pr. elektrisk ladnings
enhet.
2 ELEKTROTEKNISK TIDSSKRIFT 1919, No. 1
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
