Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 10. 5. april 1919 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
spændingsfordelingen er at prøve isolatorerne i mørke
rum med jevnt stigende spænding og se hvorledes
koronadannelsen utvikler sig efterhvert. Spændings
fordelingen inde i selve isolatormassen faar man dog
ikke undersøkt, men da denne er væsentlig avhængig
av overflatefordelingen, kan man slutte sig tilbake til
den indre fordeling. En jevn ytre fordeling er dog
den første betingelse for at faa en sikkert arbeidende
isolator. P’or at faa en fuldstændig undersøkelse av
isolatoren bør mørkekammerprøven foretas saavel i
tør som fugtig tilstand og saavel med spændinger av
normalt periodetal som under paavirkning av høifre
kvens.
Et forhold som man ofte glemmer at ta i betragt
ning er, at det ved isolatorer ikke bare handler sig
om den statiske spændingsfordeling, men ogsaa om
spændingsfordelingen paa grund av det ohmske spæn
dingstap av lækningsstrømmen. Da lækningsstrømmen
varierer mange hundreder procent efter fugtighetsgraden
og den ohmske motstand av Overflaten under fugtige
veirforhold er høist ujevnt fordelt, vil dette bidra til
at gi en meget ujevn spændingsfordeling, som ikke lar
sig forutberegne. Den resulterende spændingsfordeling
skyldes saaledes en samvirken av det ohmske spæn
dingstap og det kapacitive spændingstap, som alt efter
periodetal og fugtighetsgrad i det indre og paa over
flaten stadig vil variere og resultere i usikre og ube
stemte forhold. Kortvarige spændingsstot danner græn
sen paa den ene side og kontinuerlig likestrøm under
fugtig veir danner grænsen for den anden art.
Det her anførte angaaende isolatorenes form gjæl
der i like høi grad faren for overslag som gjennem
slag. Et overslag kan almindeligvis foregaa forholds
vis ufarlig, idet isolatoren efter utladningen er like
god som før, saafremt ikke lysbuen blir staaende i
nævneværdig tid. En saadan utladning over isolatoren
kan til og med ofte regnes for et gode, som en
sikkerhetsventil for spændingen, som paa mere føl
somme dele av anlægget kunde gjøre stor skade. At
overdrive isolatorstørrelsen kan derfor let føre til, at
apparatanlæggene faar des større paakjending, saa
fremt ikke helt betryggende lynavlederarrangement er
tilstede, hvilket aldrig er tilfældet. Dette er dog et
for langt kapitel at komme ind paa idag.
Et er da en langt alvorligere
affære, som bør undgaaes med alle til raadighet
staaende midler. Da vil seiv en mindre feil i
apparatanlægget være at foretrække. Dette hensyn
tilsier igjen at man ikke bør vælge for svake isolatorer.
Der er saaledes to noget motstridende hensyn at ta,
eller med andre ord: det gjælder at finde en isolator
med den størst mulige gjennemslagsfasthet uten sam
tidig at overdrive sikkerheten mot overslag, rent bort
set fra de økonomiske hensyn, som jo ogsaa i nogen
grad spiller ind.
I almindelighet kan man regne, at cn isolator for
driftsspændinger omkring 50—60 tusind volt har en
overslagsspænding omkring det dohbelte og en gjennem
slagsspænding paa ca.det tredobhelte av driftsspændingen.
Sikkerheten mot gjennemslag er saaledes kun 1,5 og det
endda for isolatoren i vaat tilstand. I absolut tør til
stand nærmer overslagsspændingen sig til gjennem-
slagsspændingen i ganske betænkelig grad, kun med
ca. 20 pct. forskjel.
Herunder er desuten at lægge merke til, at dette
gjælder for spændinger under normale periodetal, o:
mindre end 100 perioder. Kommer man op i de
høiere perioder saaledes som de fleste overspændinger
arter sig, snur forholdet helt om.
Som bekjendt finder intet overslag momentant sted,
men maa oparbeide sig fra det punkt hvor paakjendingen
er størst. Herunder utvikles varme, og massen maa til
føres energi. Energitilførselen maa dog nødvendigvis
være en funktion av tiden saa at jo mere energi der
utkræves for at faa istand et gjennemslag, des længere
tid vil det utkræve. Er spændingsimpulserne nu meget
korte, som ved forskjellige vandrebølger eller høi
frekvente svingninger, saa rækker tiden ikke til til at
danne helt overslag, seiv om spændingen er langt
høiere end den spænding som tilsvarer overslag ved
normal spænding. Den blir bare et partielt gjennem
slag saavel i luften som i porselænet. Luften fornyer
sig dog straks mens porselænet tar varig skade, og
kommer spændingsimpulserne tæt paa hinanden, kan
porselænet slaa igjennem uten at noget som helst over
slag finder sted gjennem luften. Desuten vil en saa
dan række høifrekvente impulser frembringe en lokal
opvarmning av porselænet paa det svakeste sted, som
end yderligere letter gjennemslaget.
Det er saaledes ikke vanskelig at paavise grunde
for at isolatorerne tar skade. Værre er det at finde
botemidler som virkelig er effektive.
Ogsaa med hensyn paa det netop anførte forhold
likeoverfor kortvarige spændingsimpulser er den nævnte
isolatortype særlig fordelagtig, idet overslaget her fin
der sted praktisk talt uten korona eller glidefunker
saa at gnisten behøver den kortest mulige tid for at
utvikle sig. Isolatoren beholder saaledes sin sikkerhets
grad mot gjennemslag længst mulig. I hvilken grad
denne utførelsesform hjælper lar sig dog ikke paa
vise uten mangeaarige praktiske forsøk.
I Sverige har man allerede i lang aarrække drevet
systematiske forsøk og undersøkelser i stor stil an
gaaende fjernledningsisolatorer. Den svenske stat og
Stokholms Elektricitetsverk har ofret meget av tid og
penge derpaa, og kan tjene som et nærliggende for
billede for os, som intet har gjort i denne retning.
Da jeg for vel to aar tilbake skulde fastlægge
isolatortyper for Kristiania Kommunes nye kraftledning
fra Kykkelsrud, var det derfor ikke mulig at faa an
stillet de nødvendige forsøk herhjemme. Svenska
Vattenfallsstyrelsen stillet sig dog uhyre imøtekom
mende og stillet sin forsøksstation i Elfkarleby til
disposition, og jeg foretok der en række forsøk, som
jeg nærmere skal faa gjøre rede for. Av letforstaa
elige grunde vovet jeg ikke at gaa til helt nye og
uprøvede isolatortyper, saa forsøkene gjaldt nærmest
at finde midler til ved ydre konstruktioner at søke
sikkerhetsgraden mot gjennemslag hævet samt ved
indtrædende overslag at avlede lysbuen paa en saadan
maate at isolatoren seiv ikke skulde ta skade.
Seiv hadde jeg nærmest tænkt at opnaa dette ved
anvendelse av skjærmisolatorer o: isolatorer, hvor den
øverste kappe er forsynet med et metaldække, som
78 ELEKTROTEKNISK TIDSSKRIFT 1919, No. 10
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
