Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 27. 29. september 1919 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
uten betænkning bort sine penge i et videnskabelig
instrument eller foretagende, som kunde tjene til op
klaring av jordmagnetismen eller lignende spørsmaal.
Da han i 1885 blev student valgte han straks det
matematisk-naturvidenskablige studium. Elling Holst,
vilde gjøre ham til matematiker, og til at begynde
med gik hans interesse ogsaa i overveiende matematisk
retning. Og under denne paavirkning og opmuntring
fra Holst’s side skrev han ogsaa i de første student
aar matematiske arbeider. Et par av disse blev trykt
i Zeuthens Tidsskrift, — et tredje »Om en antal
geometrisk metode« som han utgav først i 1914
sammen med docent Skolem, betragtet han seiv som
noget av det bedste han hadde gjort.
Men interesserne gled allikevel lidt efter lidt over
fra matematikken til fysikken. Og det hadde sin
ganske naturlige aarsak. Hans studentaar faldt nemlig
i den merkelige gjennembrudstid i fysikken som karak
teriseres ved Maxwells. og Hertz’s navne.
Maxwells ideer om det elektromagnetiske felt, hans
teoretiske paavisning av eksistensen av elektriske og
magnetiske svingninger av samme natur som lyssving
ningerne hadde netop vundet frem til forstaaelse, og
i 1888 satte Hertz saa at sige taarnet paa den Max
wellske lærebygning ved eksperbnentelt at paavise de
elektriske svingninger.
Dermed var der aapnet vei ind til en helt ny
verden, og det er ikke vanskelig at forstaa, at denne
maatte virke dragende som et nyopdaget guldminefelt
paa samtidens unge fysikere.
Straks Birkeland i 1890 hadde fuldført sin em
bedseksamen svarte han paa denne tidens kalden ved
at ta fat paa en større undersøkelse over »elektriske
svingninger i traade«, skjønt han for økonomiens
skyld samtidig maatte overta en lærerstilling hvad
han forøvrig ogsaa tildels hadde maattet gjøre som
student.
Resultatet av dette hans første fysiske arbeide
fremla han paa naturforskermøtet i Kjøbenhavn i 1892.
Det var et solid bidrag til de mange kvantitative
undersøkelser som fulgte — og nødvendigvis maatte
følge — efter Hertz’s opdagelse.
Saa fik han reisestipendium og drog ut. Karak
teristisk nok først til Paris, hvor han studerte særlig
teoretik fysik under H. Poincaré, og derfrå til Genf,
hvor han arbeidet sammen med Ed. Sarasin og
de la Rive.
Alle hans arbeider fra denne tid er av overveiende
matematisk fysisk karakter, og behandler problemer
vedrørende elektriske svingninger i traade.
Under disse reise- og læreaar kom han senere
ogsaa til Bonn nogen maaneder før Hertz døde og
derefter til Leipzig.
Fra Leipziger-opboldet er der en liten tildragelse,
som karaktiserer ham seiv og hans tid. Han paadrog
sig Sophus Lies mishag, fordi han tok en smule parti
for en tysk matematiker i en videnskabelig strid denne
hadde med Lie; men han fik Lies fulde tilgivelse og
mere til, efterat han under en teaterforestilling hadde
gjort skandale ved at reise sig fra sin plads i parket
og protestert mot at man paa scenen heiste det svenske
flag isteden for det norske i et av Ibsens skuespil.
Han arbeider fremdeles i disse aar fortrinsvis med
problemer av teoretisk art og behandler — i Maxwells
og Hertz’s aand — eksempelvis saadanne spørsmaal
som energiöverföringen i det elektromagnetiske felt,
til han som en slags avslutning paa alle disse teoretiske
arbeider og paa læreaarene med dem, tilsidst satnler
sig med voldsom energi om det problem som han
saaledes i nogen tid hadde kredset om, nemlig løs
ningen av selve de Maxwellske ligninger. En saadan
løsning lykkedes ham ogsaa at finde for et ledende,
homogent og isotropt medium.
Denne bedrift utførte han i 1895. Og han stod
efter den langt fremme i rækken av samtidens teore
tiske fysikere og hadde store planer om fortsatte ar
beider paa det felt, hvor han hadde hat en saa glim
rende fremgang.
Men disse planer blev aldrig til virkelighet. Hans
videnskabelige liv tok fra dette punkt av en ny ret
ning. Den teoretiske fysik blev lagt paa hylden; der
hadde dannet sig et nyt brændpunkt for fysikken ved
opdagelsen av katodestraalerne og røntgenstraalerne,
og Birkeland blev — som saa mange andre — fanget
av den almindelige interesse for disse nye materier
og blev for resten av sit liv eksperimentalforsker og
eksperimentator par excellence.
Som universitetsstipendiat begyndte han i 1896 —
like efter at Röntgens første tneddelelse om X-straa
lerne var kommet ut — at holde forelæsninger over
de elektriske utladningsfænomener. Samtidig kom
han seiv ind paa undersøkelser over katodestraaler og
særlig katodestraalers forhold i det magnetiske felt.*)
Disse undersøkelser bragte ham mange vakre fund,
men jeg nævner her bare et enkelt, nemlig katode
straalernes indsugning mot en magnetpol — et pro
blem som ogsaa hans tidligere lærer Poincaré løste
paa teoretisk vis. Det er dette fænomen som igjen
gav ham ideen til hans livs videnskabelige hovedverk,
hans forskninger over nordlys, jordmagnetisme og andre
kosmisk-fysiske problemer.
I en avhandling i »Archives de Genéve« fra 1896,
hvor han indgaaende beskriver og diskuterer katode
straalernes indsugning mot en magnetpol, fremsætter
han for første gang den tanke at solen sender ut
katodestraaler som under indflydelse av jordmagne
tismen træffer jordatmosfæren fortrinsvis omkring de
magnetiske poler og herunder frembringer nordlys.
I bestemtere form kommer denne tanke frem igjen
i en populær opsats om den indre samrnenhæng mel
lem nordlyset og solflekkerne i dagbladet »Verdens
Gang« for 16. september 1898. Han kaldte denne
opsats »Et bud fra solene efter hvad han seiv har
betrodd mig i bevisst analogi med Galilæis »Stjerne
budskap« (Nuntius sidereus), og foranledningen til den
var en avismelding fra Paris den 10. samme maaned
om store solflekker som i nogen dage hadde været
iagttat fra det derværende observatorium, og som hadde
været ledsaget av usedvanlige nordlys og magnetiske
forstyrrelser over store dele äv jorden. Det vår i pa
rentes sagt disse samme nordlys som mangesteds i
*) Den første meddelelse om resultaterne av disse undersøkelser
offentliggjorde prof. Birkeland i vort tidsskrift.
216 ELEKTROTEKNISK TIDSSKRIFT 1919, No. 27
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
