Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 27. 29. september 1919 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Europa ut fra tidligere tiders tænkemaate blev sat i
forbindelse med keiserinde Elisabets mord som skedde
just den io. september samtidig med dem.
Jeg kan tænke mig at Birkeland seiv vilde ha
ledd mig ut, om han hadde hørt at jeg overhodet
nævner dette sammentræf, og han reagerte paa denne
melding paa den maate at han ved en telegrafisk
forespørsel til Flammctrion i Paris fik konstatert at de
største av solflekkerne krydset solens centralmeridian
ved midnat den 8. september, og ved tilsvarende fore
spørsel til telegrafbestyrere omkring i Norge fik han
samtidig konstatert hvilke nordlys eller forstyrrelser
paa telegraflinjerne der var iagttat.
Idet han videre henviser til sine laboratorieforsøk med
katodestraalers indsugning mot en magnetpol frem
holder han som sin opfatning »at de jordmagnetiske
poler suger og koncentrerer katodestraaler fra verdens
rummet ind i atmosfæren, hvor de bringer luften til
at fosforescere og saaledes gir anledning til nordlys.
Den første som har antat nordlyset for en lysning i
luften, frembragt ved katodestraaler, er direktøren for
det meteorologiske institut Adam Poulsen i Kjøbenhavn.
Han antar imidlertig, at katodestraalerne skriver sig
fra elektriske utladninger i vor egen atmosfære. For
øvrigt bruker Poulsen i den senere tid uttrykket, at
straalerne indsuges mot jorden (dog hos ham altsaa
kun fra atmosfærens øverste lag) aabenbart i den
samme mening, hvori jeg har indført dette uttryk som
betegnende for katodestraalernes forhold til magnetpoler. «
Efter videre at ha konstatert tidssammenhængen
mellem den usedvanlig store solfleks-passage over so
lens centrale meridian den 8. sept. og de usedvanlige
nordlys og magnetiske forstyrrelser den 8., 9. og 10.
næstefter finder han »den tanke er adskillig tiltalende,
at jorden i de nævnte dage blev bestrøket av en
svingende bundt av perturberende straaler, la os si
katodestraaler fra solpletten.«
Jeg har stanset saavidt længe ved denne lille op
sats fordi den klargjør saa fuldstændig Birkelands
forhold og eiendomsret til denne nordlysteori, som
har hat saa vidtrækkende følger, og fordi den sam
tidig viser, hvor klart og enkelt teorien allerede nu
tegner sig for ham. Og for et saadant problem er
tanken ikke bare det første, men ofte ogsaa det største.
Og tanken var hans.
Rigtignok var Birkeland — hvad han seiv opdaget
senere og aapent erkjendte — ikke den første til at
tænke den tanke, at solen kan sende ut katodestraa
ler, men hans tanke fulgte straalerne paa deres vei i
rummet fra klode til klode og fattet den store sam
menhæng fra eruptionen fra til nordlyset
som straaler over os om vinterkvelden.
Og han nøied sig heller ikke bare med tanken.
Fra den var tændt blev den likesom den røde traad
igjennem alt hans senere arbeide. Alle sine evner
satte han ind paa at kunne lægge tilrette avgjørende
beviser for dens rigtighet og avgjørende prøver paa
dens bærevidde.
I denne sin søken efter beviser vendte han sig
først mot solflekkerne. Og utgangspunktet blev ogsaa
her just den store solflekgruppe jeg netop har talt om.
Han hadde nemlig lagt merke til at denne naadde sin
maksimale utvikling just da den indtok en saadan plads
paa solskiven, at den vendte direkte mot en konstel
lation av planeterne Jorden og Merkur paa den ene
side med Jupiter diametralt motsat paa den anden
side av solen. Ledet av dette sammentræf satte han
igang en omfattende undersøkelse for at prøve, om
det var mer end en tilfældighet og kom til resultater
som viser, at solflekkerne virkelig er underkastet en
periodicitet, der ogsaa maa skyldes en slags tidevands
virkning fra planeterne. Av de samme undersøkelser
mente han ogsaa at kunne trække den slutning, at
solflekkerne synes at være lokalisert til bestemte strøk
av soloverflaten, at de med andre ord bør kunne be
tragtes som eruptioner fra »vulkanske« centra paa en
forholdsvis fast solkjerne.
Jeg kjender ikke til hvilken betydning man til
lægger disse undersøkelser eller hvilken betydning de
vil faa. Seiv hadde Birkeland før han døde planer
om at ta resultaterne op til ny granskning i lys av
den kosmogonhypotese, jeg senere skal tale om.
Men til direkte belysning av nordlysteorien gav
de —- foreløbig ihvertfald — et ganske negativt re
sultat, og han vendte sig fra den med desto større
iver mot nordlyset seiv og mot jordmagnetismen.
Dog ogsaa her mødte han til at begynde med
mange skuffelser.
Hans første ekspedition til Beskades i 1897 var
— videnskabelig set — ganske mislykket, og den næste
nordlysekspedition vinteren 1899—1900 til Haldde
— hvor ogsaa jeg hadde den ære at være med —
gav heller ikke paa langt nær saadanne resultater som
Birkeland hadde ventet sig. Ekspeditionen var for
saavidt den bedste illustration til den lære, han seiv
stadig søkte at indprente mig under vort vinterlange
samvær deroppc paa fjeldet, at for at være fysiker
maa man ha et sangvinsk temperament.
Vi hadde f. eks. stillet store forhaabninger til
observationer av de elektriske forhold i de høiere
luftlag ved hjælp av drageopstigninger — det var
just med sigte paa denslags maalinger, at observa
tionerne var lagt paa høie fjeldtoppe —, men stor
men tok dragerne saa fort vi prøvet at sætte dem op.
Den planlagte fotografering av nordlyset som Birkeland
ogsaa hadde sat stort haab til for derigjennem at
kunne maale nordlysets høide efter en lignende metode
som den professor Stønner senere har utviklet og
gjennemført med saa smukt resultat, fik vi ikke til,
efter hvad vi nu vet, fordi den anvendte linse absor
berte for meget av det ultraviolette lys. Heller ikke
kunde vi gjennemføre de planlagte maalinger av nord
lysets høide ved hjælp av almindelige teodoliter med
enkle sigteapparater.
Og der var flere negative resultater og skuffelser
av lignende art. De eneste iagtagelser som gik nogen
lunde efter programmet var registreringen av de jord
magnetiske elementer, og disse var i og for sig av
stor interesse og nytte, men viste tillike, at for at
kunne naa frem til avgjørende slutninger om aarsaks
sammenhængen mellem nordlyset og de jordmagnetiske
storme maatte man ha iagttagelser fra flere stationer
liggende dels nordenfor dels søndenfor nordlysbeltet.
Ogsaa denne ekspedition blev saaledes mest en
No. 27, 1919 ELEKTROTEKNISK TIDSSKRIFT 217
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
