Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 30. 29. oktober 1919 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ved de større kraftoverføringer. Men hovedomkost
ningerne, nemlig fordelingen rundt i distrikterne, blir
den samme. I kurve i fig. 2 er kraftprisen indført
med kr. 65 pr. kW-aar. Seiv om denne blev nedsat
til det halve, saa har det liten indflydelse paa strøm
prisen ved husvæggen og det herav følgende antagne
konsum.
2. Elektricitelsforsyningens nationalekonomiskt side.
Et av de vigtigste spørsmaal vi maa gjøre os er,
hvorvidt en videst mulig anvendelse av elektricitet
øker landets velstand. Det vi har inden landet og
som forædles er den raa vandkraft. Den har nu en
omsætningsværdi av ca. 25 kr. pr. raa hk. Inden kraften
kommer til husvæggen koster den fra 50 til 100 gange
saa meget. Raastoffet koster altsaa 1 —2 % av det
endelige produkt. Av omkostningerne til forædlingen
gaar en væsentlig del til utlandet til kjøp av jern,
kobber, porcelæn, isolerte ledninger og kabler m. v.
Endel blir i landet som arbeidsløn. Benyttes kun
indenlandske fabrikata, blir kanske den halve anlægs
kapital inden landet — neppe mere.
Elektrificeringen vil derfor tappe landet for ganske
anseelige beløp. Skal vi f. eks. naa det av ing. Nissen
for 1920 angivne maal, 1 950000 kW, maa vi utbygge
over 1.5 million nye kilowatt med en anlægssum til
og med husinstallationen paa mindst kr. 2000 pr. kW
eller ialt rundt 3 milliarder kroner. Dette betyr ca.
100 millioner i aarlige renter ut av landet. Der sy
nes saaledes at være al grund til at mane til forsig
tighet og ikke opfordre publikum til at anvende elek
triciteten uten til virkelig lønsomme formaal. Likesaa
maa man være varsom med ved kunstige midler, som
rentefrie laan eller andre offentlige tilskud, at søke at
opnaa en saa lav strømpris, at konsumet stiger over
den naturlige utviklings middelværdi. Det hele maa
baseres paa at bære sig. Hvis ikke elektriciteten
dækker sine egne utgifter gjennem øket produktion
direkte eller indirekte, eller gir tilsvarende besparelser
paa andre konti, blir den en luksusvare, hvilket den
uten tvil vil bli, hvis hver mand i landet bibringes
den tro, at han har samme ret til at nyte godt av
elektriciteten som av solen.
Skal vore naturlige kraftkilder derfor bli til virke
lig gavn for landet, maa utviklingen ske paa en sund,
økonomisk basis. Kan ikke dette ske, er det bedre,
at naturkræfterne rinder ubrukte i havet endnu i
nogle aar.
j. Elektricitetsforsyningen og strømtarifferne.
Der er elektricitetsnød i landet, det er utvilsomt.
Hvor stor nøden er vet dog ingen. Mange tegn tyder
paa at den er sterk overdreven. Vi har set mange
eksempler paa at distrikter skriker enstemmig op om
at noget maa.gjøres, og naar man saa tilbyr sig at
gjøre noget, men kun forlanger et visst garantert
mindsteforbruk, saa stilner det av og det garanterte blir
rent minimalt. Det er et fænomen vi kjender saa vel
fra rationeringens dage, at straks der lægges restrik
tioner paa en vare, stiger efterspørselen og kravet
langt utover det normale. At taksere nøden efter de
krav som stilles fra distrikterne, kan derfor føre til ren1"
vildledende resultater.
De par nærmeste aar vil dog fremdeles være i
elektricitetsnødens tegn, og det tør derfor være et
stort spørsmaal, om ikke tidspunktet er inde til at
søke at utnytte det vi har paa en mere effektiv maate.
For det kan vel alle være enige om, at der nu sløses
ien ganske foruroligende grad med elektriciteten. Den
meste strøm sælges efter fast aarspris, og har derfor
naturlig opelsket et sløseri uten sidestykke. Det falder
ingen av os ind at la vore vandkraner staa aapne
døgnet rundt, for det skjønner vi pudsigt nok er galt,
men elektricitetskranerne lar vi staa aapne mesteparten
av døgnet saa langt vippen rækker, uten glæde for
nogen. Vi slaar av lyset bare naar det generer os at
ha det brændende.
Og naar lamperne ikke brænder, saa laver vi varmt
vand til overmaal. Der gjøres mange sindrige opfin
delser for at holde vippen saa nær fuldbelastet, døg
net og aaret rundt, som mulig, uanset om strømmen
gjør virkelig økonomisk nytte, bare man »faar det man
betaler for«.
Det er en farlig lære vore vandkræfter her har bi
bragt os, at det koster det samme om brukstiden er
lang eller kort, for det utarter uvægerlig til sløseri.
Sammenlign en gang en » petroleumsbygd « med en
»elektrificeret« bygd og se, om det ikke er som nat
mot dag. Det er bra at oplysningen stiger, man alt
med maate, særlig naar det indirekte hemmer dem
som ligger i mørke. Jeg føler mig overbevist om at
ved en fornuftig økonomisering kunde det borgerlige
behov bringes ned i det halve uten at hver enkelt
vilde ha anden ulempe end at slukke sin lampe naar
han ikke bruker den, og kun varme det vand han
virkelig trænger. Enhver vilde derfor uten økonomisk
tap kunne betale det samme beløp pr. aar som før,
og alt det indsparte vilde komme andre strømløse
tilgode. Belastningen hos hver enkelt konsument vilde
samle sig mere i spidser, men der vilde være mindre
sandsynlighet for, at spidserne fra de enkelte steder
vilde dække hinanden, saaledes at samtidighetsfaktoren
vilde synke ganske betragtelig, og samtidighetsfaktoren
er nu engang den faktor, som bærer verkernes økonomi.
Og alt dette kan naaes bare ved at indføre en
aldrig saa liten kilowatttimepris ved siden av aarsprisen.
Det blir ikke behagelig for verkerne at gaa til maa
lersystemet, for maalerne skaffer mere bryderi og
ulemper end mange aner. Publikum vil heller ikke
bli fornøiet med dette, for stadig at tænke paa øko
nomien er ikke morsomt, men i andre lande har man
allikevel maattet finde sig tilrette med det. Og den
tid nærrner sig snart, da reguleringsanlæggene kommer
saa langt, at det vand som ikke trænges det render
ikke nytteløst hen, men holdes tilbake, og da tvinges
vi ind i kilowatttimeberegning allikevel. I Sverige
kan man ikke tænke sig nogen anden belastningsskala,
og resultatet viser sig da ogsaa. Hos os er samtidig
hetsfaktoren i gjennemsnit 50—60 %, mens den i
Sverige knapt er det halve. Paa den vei maa man slaa
ind for at naa flest mulig med de enkleste midler.
Det er meget i dette som kan synes bakstræverisk
og at ville gaa elektriciteten i veien. Fremtidsmaalet
242 ELEKTROTEKNISK TIDSSKRIFT 1919, No. 30
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
