Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 24. 25. august 1920 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
D. Isaacfisen.
Hvilket strømsystem?
Av Albert IVeber, elektroteknisk konsulent
ELEKTROTEKNISK TIDSSKRIFT 1920, No. 24
som elektronteorien har gjennemarbeidet i detalj, og
utkaster tanken om en elektromagnetisk telegraf, uprak
tisk vistnok men dog ialfald langt mere realisabel end
Soeramering’s.
blandt de første blandt samtidens fysikere. Men senere
traadte hans navn mere og mere i skyggen. Det er
förklarlig nok at saa maatte ske, naar man ser paa
utviklingens videre gang.
Omtrent samtidig begynder i England en anden
av aandens store, av ganske anden intelligensstruktur
end Ampére men ikke mindre genial, nemlig Faraday
at arbeide paa samme linie. Det er overflødig her
at gaa nærmere ind paa FaradayTs betydning sorn
fysiker. Her skal kun nævnes, at det er i 1831, at
han gjør den store opdagelse, som ligger like i linie
med Ørsteds, av induktionsstrømmene, eller om man
vil av elektromagnetismens anden hovedsætning.
Mens Volta blev staaende som fører i perioden
før 1820 og stadig leverte nye, geniale arbeider, fort
satte Ørsted ikke videre paa den begyndte vei. Og
særlig i Frankrike og England blev den videre forsk
ning tat op av dygtige og tildels enestaaende geniale
fysikere. Allerede 18 sept. 1820 (Ørsteds latinske
avhandling er dateret 21. juli 1820) begynder en lang
række epokegjørende publikationer i Pariserakademiets
skrifter, først og fremst Ampére’s. Allerede 30. okt.
1820 fremlægger Biot den berømte lov for strømmens
virkning paa en magnetpol, som han eksperimentalt
har fundet sammen med Savat, som Laplace gir den
matematiske form der nu betegnes som Biot og Savarl’s
lov, og som senere er kondenseret i elektromagnetis
mens første hovedsætning. Endnu betydningsfuldere
var dog det arbeide, som utførtes av Ampére, »elek
tricitetens Newlonc, som ved sin geniale kombination
av eksperiment og matematisk analyse i kort tid op
førte den stolte bygning, som staar uanfegtet den dag
i dag. Ampére’s arbeider bringer lys og klarhet i alt
de rører ved, og kulminerer i den berømte fundamen
talformel for to strømelementers vekselvirkning. Han
opstiller desuten sin berømte teori for magnetismen,
Man forbauses, naar man ser, hvilken fart utvik
lingen tok. Alt dette utført paa i r aar, og faste
eksakt formulerte love, som staar som grundlag idag
som for ico aar siden.
I dette stolte erobringstog var Ørsted ikke med,
og det er förklarlig, at man kunde resikere at glemme
ham. Men det vilde være uretfærdig, og hans fædre
land hædrer med rette hans minde paa i oo-aarsdagen
for hans store bedrift. Han fandt passet ind til en
ny verden, og han fandt det ikke ved en lykkelig
slump, men ved bevisst søken, og han meddelte sit
fund i en mønstergyldig klar og nogtern form.
Jeg sigter hermed til lange fjernledninger for over
føring av store kraftmængder — overskridende av
stande paa 100 km. og 100 ooo volts spænding.
med hurtigregulator — eller fasekompensation hvilket
ofte bevirker at cos (p blir større end o med negativ
værdi.
Den fordelte kapacitet og selvinduktion for saa
danne fjernledninger bevirker företeelser der ofte staar
i direkte motsætning til företeelser i korte ledninger
og har tilfølge det vanskelige problem — spændings
regulering mellem fuldlast og tomgang.
Ledningens konstant selvinduktion og kapa
citet pr. længdeenhet — kan man ikke forandre
væsentlig da begge er funktioner av In , idetZ>=led
ningsavstand og a — ledningens halve diameter. Der
vilde fremkomme rent umulige værdier forZ> og a, like
som koronaforeteelserne föreskriver bestemte mindste
værdier idet luftens isolationsevne er meget liten.
Med spændingen og ledningslængden vokser lade
strømmen og kommer snart op i værdier der över
skrider wattstrømmen.
Dermed vokser igjen tåpene i ledningen og en
spændingsforhøielse vil saaledes, ved saadanne store
kraftoverføringer under visse forhold, bevirke det
motsatte av hvad man ønsker at opnaa.
Forholdet mellem de elektriske størrelser e, i og
cos. cp ved utgangspunktet og ledningens endepunkt
og videre mellem disse og konstanterne r, C og L,
er saa indviklet at det ikke er mulig at angi nøi
agtige regler derover, likesom man ikke kan opsætte
de iagttagelser man gjør i et tilfælde som almindelige
regler; men hvert enkelt tilfælde maa behandles ind
gaaende for sig.
Ladestrømmen vil ved tomgang bevirke en betrag
telig spændingsforhøielse fra utgangspunktet til led
ningens ende og i generatoren seiv, — selvinduktion
vil derimot ved belastning bevirke spændingsfald.
Valget blir saaledes enten en spændingsregulering
inden saa vide grænser, at dette neppe lar sig utføre
Med de nuværende tekniske muligheter ser det ut
som om vi raskt nærmer os den grænse da kraftover-
198
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
