Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 25. 6. september 1920 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ELEKTROTEKNISK TIDSSKRIFT 1920, No. 25
A
T— 4,2°, og det kunde konstateres, at motstanden
ved 7’= 2,4° var mindre end 2.10 ~ IO -fF0 , hvor W0
er motstanden ved o° C. En del av de overraskende
forsøk over metaller i denne »supraledende* tilstand
skal her nævnes. Man kunde sende en strøm paa
1200 gjennern en kviksølvstreng, uten at der
kunde paavises nogen varmeulvikling i den eller nogen
potentialdifferens mellem dens endepunkter. K. O. har
bestemt relaksationstiden (lidskonstanten) for spoler i
utvidelseskoefficient. En ekstrapolation av motstands
formlen nedad, mot lavere temperatur, maatte da føre
til den antagelse, at metallernes motstand maatte for
svinde ved det absolute nulpunkt eller i nærheten av
dette. Undersøkelser av Caillelet og Bouiy (1885) ned
til — 123° og senere av Dewar og Fleming (1892)
ned til — 200° bekræftet denne antagelse. Det gra
fiske billede av motstanden som funktion av tempera
turen var en ret linje, som maatte skjære temperatur
aksen i nærheten av det absolute nulpunkt. L
supraledende tilstand, d. e. (L = selvinduktion,
R — motstand), den tid strømmen behøver for at synke
til — (37 %) av sin oprindelige værdi. Under nor
e
male forhold er denne størrelse for metaller uhyre
liten og vanskelig at maale. K. O. fandt ved en bly
spole i supraledende tilstand en relaksationstid av over
4 dage, med andre ord strømmen avtog pr. time
mindre end 1 %. En saa nær efterligning i stor skala
av de bekjendte Ampere ske molekylarstrømme hadde
ingen tænkt sig muligheten av for nogle faa aar siden.
Der kom irnidlertid snart et omslag i anskuelserne.
Den eksperimentelle forskning fik nye mægtige hjælpe
midler ihænde, da vandstof blev kondensert (1899),
og end mere da Kamerlingh Onnes opnaadde at kon
densere den gjenstridigste av gaserne, helium (10. juli
1908). I flydende vandstof kan man holde tempera
turerne —253° til —259°. Helium koker under
atmosfæretryk ved — 269° og under et tryk av 3 mm.
kviksølv ved —271,5°, altsaa kun 1,5° over det ab
solute nulpunkt. Da delte ifølge Nernst’s varmeteorem
aldrig kan naaes, er man altsaa naadd like ut i yderste
grænse for det fysisk opnaaelige.
Disse forsøk synes at aapne en raulighet for at
realisere en av fysikernes ærgjerrige drømme, frem
bringelsen av magnetiske felter av en ganske anden
intensitet end den man nu kan naa. Det yderste der
har kunnet præsteres er 46300 gauss. Men det rum,
hvori dette felt bestod, hadde en længde av kun 2
mm. og en diameter av 3,6 mm., ikke stort at fare
med til eksperimentelle undersøkelser. Og endda veiet
elektromagneten 1000 kg. og brukte 5 kW. Man har
beregnet, hvad det vilde koste at frembringe et felt
paa 100000 gauss i en spole av 1 cm. diameter,
avkjølet ved flytende luft eller vandstof. Der vilde
behøves 100 kW til spolen — og desværre like meget
til at levere den fornødne mængde flydende luft eller
vandstof, og hele anlægget vilde koste >saa meget som
et moderne krigsskib*, ikke nogen meget præcis pris
angivelse, men ialfald ikke meget opmuntrende. Med
en supraledende spole vilde man irnidlertid uten større
vanskeligheter kunne præstere 100000 gauss i en spole
av 30 cm. diameter, og det vilde koste forholdsvis
litet at utvide heliumanlægget i det berømte Leidener
laboratorium saa vidt.
I dette tidsrum var desuten elektronteorien utviklet
og anvendt ogsaa paa metallernes elektriske egenska
per, og paa grundlag av denne teori uttalte lord Kelvin
i 1902, at metallernes motstand ved T—o [T —
absolut temperatur) sandsynligvis maatte bli uendelig
stor, idet elektronerne saa at si maatte »fryse fast«.
I saa fald maatte motstanden passere et minimum
et steds under 200°, og det viste sig ogsaa ganske
rigtig, at temperaturkoefficienten blev mindre ved disse
lave temperaturer. Motstandsgrafen, som hadde holdt
sig retlinjet, blev krum, konveks mot temperaturaksen.
Endnu i 1908 kunde en fremragende fysiker uttale,
at der neppe kunde være tvil om, at Kelvin vilde faa
ret, naar man kunde frembringe endnu lavere tempe
raturer end de hittil opnaadde (ca. — 260°). Endnu
ved denne temperatur hadde motstanden ikke passert
noget minimum.
Da helium var kondensert, begyndte Kamerlingh
Onnes en ny række undersøkelser, først med en platin
traad, og kom til et ganske uventet resultat. Indenfor
»heliumomraadeU, T — 1,5° til 4,3°, viste traaden
en konstant, ganske liten motstand; noget minimum
var der ikke tale om. K. O. antog, at den lille reste
rende motstand skyldtes forurensninger i metallet, og
at et ganske rent metal vilde vise en motstand nul,
ikke uendelig. Efter en række penible forsøk blev
denne antagelse direkte bevist for kviksølv, tin og bly.
Det eiendommelige er, at motstanden ved en for hvert
metal karakteristisk temperatur, »sprangtemperaturen«,
pludselig synker ned til en forsvindende, ikke mere
maalelig værdi. Eor kviksølv er denne temperatur
Men — der er et stort men som gjør det hele
tvilsomt. En supraleder riser lignende egenskaper i
et magnetisk felt, som vismut viser ved almindelig
temperatur. Ved en viss minimumsværdi av det mag
netiske felt kommer motstanden pludselig igjen, og
denne »tærskelværdi« for det magnetiske felt er for
bly 600 gauss, for tin betydelig lavere. Det er der
for ganske sandsynlig, at der ogsaa her er sorget for,
at trærne ikke vokser ind i himmelen.
208
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
