- Project Runeberg -  Elektroteknisk Tidsskrift / 34. Aarg. 1921 /
160

Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 20. 15. juli 1921 - Sider ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

Maskinnormerne
Heinrich
ELEKTROTEKNISK TIDSSKRIFT 1921, No. 20
lysende hvad der skal regnes som kvalitetsforbedrende.
Dette er imidlertid ikke altid tilfældet; begrepet kan
skifte, som jeg skal vise ved et par ekserapler.
Der blev ved fremlægningen av »Normer for elek
triske maskiner og transformatorer* i N. E. F.’s møte
av arbeidsutvalgets formand, overing. J. C. Holst, hen
stillet til medlemmerne, ikke at opta nogen diskussion
av normerne, idet disse enten maatte vedtages i fore
liggende form eller forkastes. Naar derfor normerne
enstemraig og praktisk talt uten debat blev vedtat,
saa tror jeg dette skyldes at man bøiet sig for denne
henstilling. Imidlertid var vel forutsætningen den, at
normerne i sin fulde bredde kunde drøftes i fagpres
sen, slik at der ved senere revision kunde herske
klarhet over de ønskelige forandringer.
En vekselstrøragenerators spændingsstigning og
kortslutningsstrøm er reciproke, d. v. s. jo større den
første er, desto mindre er den anden og omvendt.
Ved haandregulering av spændingen vil en bestiller av
hensyn til spændingsstigning ved pludselig avslag sikre
sig mot at denne blir for stor; den maa da av leve
randøren garanteres med beregnet værdi tillagt tole
rance, idet da en underskridelse jo som »kvalitets
forbedrende* übegrænset kan tillätes. Ved automatisk
regulering derimot optages spændingsstigningen av
hurtigregulatoren, hvorfor en bestiller da vil sikre sig
mot for stor kortslutningsstrøm. Garantiværdien for
sidstnævnte maa da indføres med beregnet værdi plus
tolerance, mens spændingsstigningen som »kvalitets
forbedrende« der da übegrænset kan forøkes
maa garanteres med sin middelværdi fratrukket tole
rance. Samme maskine levert to forskjellige bestillere
faar da paa denne maate to forskjellige garantiværdier
for spændingsstigningen. For den enkelte bestiller er
dette kanske uten betydning, men for en leverandør
er forholdet svært upraktisk.
En principiel bestemmelse i de norske normer som
jeg gjerne vilde opta til diskussion, er spørsmaalet om
tolerancer av garantiværdier, og det skulde være in
teressant at høre andres mening om saken.
Forholdet er jo det at alle tekniske opgaver som
danner grundlaget for en konstruktørs beregning av
en maskine eller transformator, f. eks. motstandstap i
metaller, watt-tap i blik, likesom ogsaa de erfaringstal,
koefficienter, som benyttes er middelværdier. Som saa
danne er det indlysende, at de beregnede værdier for
en bestemt maskine ogsaa vil være middelværdier,
hvorfra de virkelig maalte værdier vil avvike i den
ene eller anden retning, og det desto mere jo mere
ujevnt materiale man arbeider med, og jo unøiagti
gere maalemetoder man anvender. For nu at regulere
kontraktsforholdet mellem de to parter leverandør
og bestiller fikserer man paa forhaand ogsaa de
tilladelige avvikelser tolerancer —, der for normalt
materiel kan fastlægges én gang for alle for de for
skjellige garantiværdier.
Ved garantiavgivelse uten tolerance maa der saa
ledes, hvor forholdet ikke er indlysende som f. eks.
ved virkningsgrad træffes avtale om garantien skal
forstaaes som maksimal- eller minimalværdi. For
spændingsvariation og kortslutningsstrøm for veksel
strømmaskiner er der dog i § 77 fastsat, at naar intet
andet angis, skal kortslutningsstrømmen ansees at være
en minimalværdi. Her er altsaa fastlagt at normalt
kvaliteten forbedres ved stigende kortslutningsstrøm.
For andre tilfælde er intet forskriftsmæssig fastsat,
f. eks. for en transformators kortslutningsspænding,
skjønt forholdet ligger an her som ovenfor. Den ene
bestiller vil sikre sig mot for stor kortslutningsspæn
ding av hensyn til spændingsfaldet i nettet, den anden
vil sikre sig mot for liten kortslutningsspænding av
hensyn til kortslutningsstrømmen i sit anlæg; leveran
døren maa ogsaa her garantere i det ene tilfælde be
regnet værdi plus tolerance, i det andet minus tolerance.
I de tidligere norske normer (av 1904) er toleran
cer overbodet ikke berørt, heller ikke i de tyske
normer av 1914. Imidlertid har der altid ved tekniske
garantier, avgit paa grundlag av disse normer, været
anvendt tolerancer, saaledes for virkningsgrad, for
spændingsvariation, for kortslutningsspænding og for
opvarmning (forsaavidt der har været forlangt lavere
værdier end de efter normerne tillatte). Den vilkaar
lighet som har hersket i selve tolerancebeløpets fast
sættelse, har jo vanskeliggjort sammenligning av garan
tier avgit av forskjellige leverandører, og en normering
av dette forhold maa derfor ansees paakrævet. Man
har da to veie at gaa, enten kan man sløife toleran
cen overbodet (d. v.s. paa forhaand at lægge til resp.
fratrække tolerancen), saadan som de nye norske nor
mer forutsætter, eller man kan normere tolerancerne
for de enkelte garantier, saaledes som de nye svenske
gjør, og som f. eks. de nye tyske sandsynligvis ogsaa
vil gjøre (smlgn. E.T.Z. 1920 s. 577).
Men der er ogsaa tekniske garantier hvor toleran
cerne ikke lar sig sløife, nernlig hvor kvaliteten er
avhængig av overholdelsen av en bestemt værdi, og
hvor saavel positiv som negativ avvikelse er kvalitets
forringende. Jeg nævner som eksempel spændings
variation for parallelarbeidende motorer eller transfor
matorer, hvor saavel for høi som for lav værdi er
uheldig for parallelarbeidet. En garanti i henhold til
de nye normer maatte da forsaavidt den ikke av
gives som en »ca.«-værdi angi saavel maksimal
som minimalværdi, hvilket jo kun er en tungvint om
skrivning for tolerancer. Disse bør være fiksert i
normerne under de forskjellige garantier, paa samme
maate som der i de nye normer for apparater, der
Den første fremgangsmaate er brukbar overalt der,
hvor garantien er et entydig kvalitetstal, hvor altsaa
en übegrænset overskridelse i én retning kun forbedrer
kvaliteten. Dette gjælder garantier som f. eks. op
varmning og virkningsgrad. Her er det ogsaa ind-
Av ing.
160

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Fri Jan 24 20:54:38 2025 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/ett/1921/0170.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free