Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 35. 15. december 1921 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Spændingsfaldrelæets
Jo lavere spænding, desto hurtigere løper tids-
ELEKTROTEKNISK TIDSSKRIFT 1921, No. 35
relæet ut. Spændingsfaldrelæerne egner sig derfor
særlig i net med store ledningsmotstande (f. eks.
»overland-net«), da blir nemlig spændingsdififerenserne
og dermed tidsdifterenserne mellem de enkelte stationer
størst.
forbindelse med bakstrømrelæer. Paa min forespørsel
til hr. dr. Probst, hvorfor der her ikke var anvendt
differentialbeskyltelse, svarte han at grunden var den,
at stationerne var bygget under krigen paa en lid, da
man ikke kunde gjøre regning paa at kunne faa fag
folk til betjening. Difterentialbeskyttelsen forutsætter
saaledes en mere forstaaelsesfuldt behandling. Som
overstrømbeskyttelse for store transformatorer anvendes
nu oftere differentialbeskyttelse i den av Biennanns
angivne forbedrede form, hvorefter man ikke sammen
ligner strømmene, men den tilførte og avgivne effekt
(Goldenberg-werk, Zschornewitz).
Av de forskjellige overstrømbeskyttelsesapparater,
som er baseret paa dette princip, skal jeg kort om
tale Voigt <S°, Haejfners spændingsfaldrelæ, hvis prin
cipielle koblingsskema er gjengit i fig. 4 a er en
aluminiumsskive (»Ferraris-skive«), som under paa
virkning av dreiemomentet, fremkaldt av strømmen i
strømpolen C og hvirvelstrømmene i skiven, trækker
op vegtarmen g. Under normale driftsforhold staar
saaledes g i sin øverste stilling.
Ved overslrømbeskyttelsen av vidt forgrenede led
ningsnet eller ringledninger ligger vanskeligheten som
bekjendt i at faa en virkelig selektiv beskyttelse,
d. v. s. at sikre sig, at overstrømautomaterne løser
ut i rigtig rækkefølge, saa driftsforstyrrelserne kan
indskrænkes til det mindst mulige omraade. Ved
aapne grenledninger kan dette opnaaes ved hjælp av
uavhængige maksimaltidsrelæer, eller bedie ved hjælp av
begrænset avhængige maksimaltidsrelæer, evtl. i forbin
delse med bakstrømrelæer, under forutsætning av at disse
indstilles rigtig. Ved større grenledninger eller ledninger
med mange seriekoblede relæer kan rigtignok ind
stillingen volde adskillige vanskeligheter, særlig da
jo driftsforholdene stadig forandres der kommer
nye tilknytninger og nye ledninger, og dermed for
andres ogsaa strømforholdene under kortslutning.
Ved ringnet og lukkede ledningsnet kommer man
ikke ut med de almindelige maksimal- og bakstrøm
utløsninger.
Differentialutløsningen, som jo har været kjendt i
lang tid, er effektiv, men kostbar og komplisert at
anvende som ledningsbeskytlelse, og har saavidt jeg
vet ikke været meget benyttet som ledningsbeskytlelse
i Tyskland.
1 den senere tid har man imidlertid arbeidet
meget paa at finde en god og paalidelig overstrøm
beskyttelse for lukkede ledningsnet, og flere av Tysk
lands mest kjendte og dygtigtøe elektroingeniører har
arbeidet paa dette problem.
Resultatet er da ogsaa, at der er angit mange
sindrige (delvis kanske altfor sindrige) løsninger.
Flere av dem synes dog at love meget. Kl. a. kan
nævnes Kauch’s selektiv-beskyttelsessystem, som ut
føres av Siemens-Schuckert-Werke, Biermann’s selek
tiv-relæ (A.E.G.), spændingsfaldrelæet samt A.E.G/s
og Siemens-Schukerts nye kabelbeskyttelsessystemer
med anvendelse av specialkabler. Jeg skal her kort
omtale de 3 sidstnævnte beskyttelsessystemer.
Ved indtiædende overstrøm lukker maksimalrelæet
(M.R.) bryteren 3 og der sendes en hjælpestrøm
gjennem magnetspolen 1. Derved tiltrækkes dennes
anker og strømmen i c brytes. Vegtarmen trækker saa
skiven (a) nedover; denne bevægelse bremses av
spændingsfeltet fra spolen b.
Er overstrømmen tilstrækkelig stor og langvarig,
falder vegtarmen helt ned i sin underste stilling og
slutter da kontakt, hvorved der sendes en saa sterk
strøm gjennem utløsespolen (2), at bryteren kobles ut.
virkesæt er baseret paa den omstændighet, at spæn
dingen synker, naar der indtrær en kortslutning.
Nærmest kortslutningsstedet er spændingen lavest og
tiltar saa, efterhvert som man fjerner sig fra kort
slutningsstedet. Relæerne bestaar da i almindelighet
av et overstrømrelæ og av et tidsrelæ, som er av
hængig av spændingen, saaledes at utløsningstiden
avtar med spændingen.
Naar relæet trær i funktion, kobles metaltraad
lampen (L) i serie med spændingsspolen. Da lam
pens motstand avtar med spændingen, opnaar man
ved passende justering av spændingsspolens motstand
i f. t. lampemotstanden, at der blir proportionalitet
mellem relæets utløsetid og spændingen ved relæets
klemmer.
maxima/- k/direia
cy fl/umini um SJknse /ferrorisSki 1
ty sp<pnc/inqs-Sf>o/e.
<skema au l/i/is åpcendmcjsavhænji/pe
ty for/-3/0fnincjS-sf>ol&
dty Reduk/ionitransfvrmCi/or
Fig. 4.
Voigt & IlaelTners spændingsfaldrelæ.
278
- £ -
> —-—
ir| 1
-l=^ra—
-—— 2 I UUfsespo/e
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
