Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 8. 15. mars 1922 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Darmstadt, den 18. februar 1922
W. Blumer.
Nulspændingssikringen.
Elverum den 25. februar 1922.
ELEKTROTEKNISK TIDSSKRIFT 1922, No. 8
hvergang der opstaar en større liniefeil i umiddelbar
nærhet av en transformator.
ved isolationsfeil. Disse telefonforstyrrelser skulde dog
kun være ganske lokale. Telefonen vil saa at si over
vaake anlæggets isolation. Ved topolige telefonlinjer
vil der ikke optræde forstyrrelser, derfor bør for frem
tiden kun bygges topolige telefonlinjer.
Det synes nemlig, som om man i praksis maa
regne med, at den gjennemgaaende jordledning, naar
den kommer i direkte berøring med høispændt ledning,
paa en viss strækning omkring feilstedet antar noget
av ledningens spænding med den følge, at der finder
et gjennemslag sted i nulspændingssikringen fra jord
ledningen til transformatorens o-punktpaalavspændt side.
Her i Tyskland blir nullederen f. eks. i et 380 volts
net, hvor kraften føres gjennem et distrikt med enpo
let telefon, kun jordet i stationen. Jorder man nul
lederen paa flere steder paa veien kan der opstaa
spændingsforskjel mellem jordplaterne med de dermed
følgende utjevningsstrømme og telefonforstyrrelser.
Aarsaken til Skedsmoulykken — direkte overslag
i transformatoren fra høispændt til lavspændt vikling
— hører heldigvis til de sjeldne företeelser; likesaa
sjelden forekommer det at høi- og lavspændt led
ningsnet kommer i direkte berøring med hinanden.
Jeg finder dog at eventuelle telefonforstyrrelser
ikke skulde staa til hinder for en betryggende byg
ning av vore lavspændingsnet, naar saa store værdier
staar paa spil. Derimot vil en överledning paa en fase til jord i
nærheten av en transformator kunne antas at fore
komme forholdsvis ofte.
I Sverige har man allerede gjennem mange aar
med udmerket resultat direkte jordet transformatorenes
lavspændte nulpunkt. Faar vi i fremtiden flere tilfælder av Lier- end
av Skedsmokarakter — og sandsynligheten taler her
for — saa faar man ta under overveielse at sløife
nulspændingssikringen.
Tilslut kan tilføies at der i Tyskland findes og
fandtes net, hvor ifølge den høie jordslutningsstrøm
transformatorstation og dermed transformatortank an
tok flere tusen volts spænding mot jord, grundet den
store overgangsmotstand paa jordledningen. Man be
høver jo kun at tænke sig en jordslutningsstrøm paa
100 amp. og en overgangsmotstand paa 20 ohm.,
det gir jo alene en spænding paa 2000 volt.
Det er overordentlig beklagelig, at det ikke lyk
kedes Tilsynet at faa konstatert, hvorfor nulspæn
dingssikringen heller ikke gjorde den mindste nytte
ved Skedsmoulykken.
Indtil videre faar man nøie sig med, at anta den
mulighet. at sikringen ikke skulde ha bundet; ellers
vilde troen paa dens effektivitet bli for sterkt rokket
ogsaa ved denne art av feil.
Under denne spænding slaar gjennemslagssikringen
igjennem og skaffer jordomslutningsstrømmen en pa
rallelvei over lavspændingsnettet til jord.
I forbindelse med denne tvil om nulspændings
sikringens ufeilbarhet ved bygdeanlæg vil jeg likele
des ta til gjenmæle mot den av hr. Holst fremholdte
opfatning i tidskriftets nr. 36 forrige aar, at verkerne
skal belästes med »et ubetinget ansvar for al skade«,
som forvoldes ved høispændt strøm.
Ved Lier-ulykken eksempelvis har elektricitetsver
ket ikke anden direkte skyld i skaden end den som
følger av blindt at ha befulgt de av staten paabudte
anordninger.
I tidsskriftets nr. 4 for iaar fastslaar hr, overin
geniør J. C. Holst under omtalen av Skedsmoulykken
nulspændingssikringens fortræffelighet som sikker
hetsforanstaltning. Naar den holdes i orden, mener
han at enhver fare er borte og alting vel.
Foruten at en lov om ubetinget ansvar for skade
vilde føles som en uretfærdighet mot verkerne i til
fælder som det ovennævnte, saa vilde resultatet til
syvende og sidst allikevel ikke bli andet end, at
verkerne tegnet forsikring hos assuranceselskaperne
til dækning av det paalagte ansvar og tok utgiften
igjen i strømavgiften.
Undertegnede kan efter de hittil foreliggende
erfaringer ikke dele denne opfatning og mener, at
man har grund til at undersøke, om der ikke — slik
som de specielle forhold er ved bygdeanlæg — op
naaes større sikkerhet ved at sløife nulspæhdingssik
ringen, saalænge der ikke föreligger nogen bedre
anordning.
I teknisk henseende opnaar man imidlertid ikke
større sikkerhet ved at ansvaret ligger hos et elek
tricitetsverk end hos et assuranceselskap.
At den likefrem kan være farlig fik man erfaring
for ved Lierulykken, hvor nulspændingssikringen dan
net den bakdør, hvorigjennem høispænding slap ind
i lavspændingsnettet. Likedan gik det ved en
mindre brand i Elverum for nogen aar siden og det
er overbodet sandsynlig, at det maa gaa saaledes,
Tryghetsfølelsen hos forbrukerne vil være avhæn
gig av, at ulykkerne ikke gjentar sig, likegyldig
hvem der betaler skaden.
Hans IVarloe.
60
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
