Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 14. 15. mai 1922 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ELEKTROTEKNISK T1DSSKR1 F T
No. 14, 1922
læg. Denne del av kraftforsyningen antages fremtidig
som hittil væsentlig at maatte bli en privat sak. Den
lar sig vanskelig paa forhaand organisere. Av tek
niske grunde vil et saadant storanlæg ikke passe saa
godt som kunde for et større almindelig fordelings
anlæg. At planlægge et saadant paa grundlag av
salg til storindustrielle forbrukere medfører derhos stor
økonomisk risiko. I almindelighet maa derfor den
almindelige elektricitetsforsyning planlægges uten sigte
paa kraftsalg til storindustri. Paa mange steder vil
imidlertid et større eller mindre distrikt hensigtsmæs
sig kunne forsynes med kraft fra et storindustrielt
anlæg. Koncessionslovgivningen sikrer en anledning
til at træffe en saadan ordning, hvor den passer.
overta forsyningen. Ogsaa her vil statens opgave
nærmere maatte utformes i landsplanen.
Overensstemmende hermed indeholder det forelig
gende lovutkast en organisation av kommunal kraft
fordeling under statens overledelse.
Man kan ikke med et slag overkomme at forsyne
alle bygder eller alle borgere med elektricitet. Ut
viklingen maa gaa skridtvis og avpasses efter den øko
nomiske evne. Elektriciteten er vistnok et saa stort
gode at det er berettiget at opta dens utbredelse som
en samfundsopgave. Den bidrar baade til at fremme
erhvervslivet og dermed til at øke samfundets hjælpe
kilder, og den letter livsvilkaarene i de mange hjem.
Det maa imidlertid paa den anden side erkjendes at
kraft til husbruk, som hos os spiller en betydelig
rolle, væsentlig er en forbruksartikel og undertiden en
luksusartikel. Dens kostende bør derfor regelmæssig
bæres av forbrukerne seiv og ikke belästes samfundet.
Kraftfordelingen bør stort seet drives som en’ forret
ning, der seiv bestrider sine utgifter. Man maa her
som paa andre omraader vise forsigtighet med at
overføre de enkelte borgeres utgifter til private for
nødenheter i beskatningen.
Efter den foran skisserte utvikling maa det ansees
givet at den almindelige kraftfordeling til smaa og
middels store forbrukere fremtidig væsentlig maa bli
en opgave for stat og kommuner. Den erfaring man
hittil har høstet viser at opgaven ligger meget godt
til rette for offentlig drift. Enkelte anlæg har vistnok
kunnet vise mindre gode driftsresultater paa grund av
mangel paa tilstrækkelig kyndig ledelse. Dette vil
imidlertid kunne rettes. Enkelte nye anlæg er ogsaa
haardt rammet av dyrtiden. I det store og hele maa
det dog siges at de kommunale elektricitetsverker har
løst sin opgave godt. Denne betragtning gir en begrænsning av den fart,
hvormed kraftforsyningen bør fremmes. Paa den an
den side vil det for den enkelte forbruker i alminde
lighet stille sig saa, at han ikke med rimelig omkost
ning kunde skaffe sig elektricitet alene. Det er mæng
den av forbrukere som betinger den billige pris. Der
er derfor ikke den samme grund til at kræve, at den
enkelte installation skal lønne sig, som at den hele
elektricitetsforsyning skal gjennemføres uten væsentlige
økonomiske ofre fra samfundets side.
Fordeling av elektricitet blir efter sin art en mo
nopolvirksomhet. Fordelingsomkostningerne blir overalt
en hovedfaktor for kraftprisen. Skal flere kraftverker
sælge kraft i samme distrikt, blir fordelingsnettene
unødig vidtløftige. Den derav følgende fordyrelse av
kraften vil veie langt sterkere end de fordele kon
kurrance kan tænkes at bringe. Det er i saa hen
seende mindre væsentlig om anlæggene er private
eller kommunale. Kommuner handler i sine indbyr
des forretningsforbindelser som private næringsdrivende.
Ogsaa ved offentlig drift maa derfor forretningsom
raadene avgrænses. Ved post og telegraf, hvor lig
nende forhold gjør sig gjældende, har disse medført
anvendelse av statsdrift. For elektricitetsforsyningen
antages en saadan ordning dog ikke at kunne anbe
fales som almindelig. Erfaring har vist, at opgaven
godt kan løses ved kommunal foranstaltning. Det
maatte antages at kraftforsyningen vilde sinkes bety
delig, om den i sin helhet skulde övertages av staten
baade paa grund av statens begrænsede financielle
evne, fordi det for staten vil falde vanskeligere at
gjennemføre kraftforsyningen efter sunde forretnings
mæssige principper, og fordi det nødvendige admini
strative apparat vilde bli meget vidtløftig.
Det foreliggende utkast tar forsaavidt hensyn hertil
som det ikke paalægger samfundet nogen forpligtelse
til at skaffe den enkelte borger elektricitet. Dette har
faat uttryk i § 1, hvor det paalægges staten, fylkerne
og kommunerne at sørge for kraftforsyningen »over
ensstemmende med denne lov og de til enhver tid
givne bevilgninger«, og i § 7 nr. 1 hvorefter det
paaligger fylkets elektricitetsstyre at vaake over at kraft
forsyningen fremmes »i den utstrækning behovet og
fylkets økonomiske tilstand tilsiger«.
Paa den anden side søker utkastet at lette elek
tricitetens utbredelse ved at tilstræbe en utjevning av
elektricitetspriserne baade for de enkelte forbrukere og
mellem de forskjellige distrikter, se § ig og 20.
Statens opgave antages derfor fortrinsvis at maatte
bli at sørge for enhet og planmæssighet i kommuner
nes arbeide som raadgivende, administrerende og kon
trollerende organ. Hvor forholdene kræver særlig store
anlæg antages staten at burde overta bygningen av
kraftstationer og hovedoverføringslinjer. Den nærmere
paavisning herav vil finde sin plads i landsplanen.
Endelig vil staten i enkelte distrikter, hvor naturfor
holdene, den spredte bebyggelse eller økonomiske for
hold gjør det vanskelig for kommunerne at magte
opgaven maatte træde støttende til eller eventuelt
Mens de første elektricitetsverker var rent lokale
anlæg, har man nu flere som omspænder et helt fylke
eller mere. En organisation av elektricitetsforsyningen
kan ikke bygge paa at det enkelte forbrukssted sørger
for sig. Der trænges for kraftverkerne større sammen
slutning, mens man for fordelingen staar adskillig
mere frit.
Til løsning av andre økonomiske samfundsopgaver
har man en fast organisation i stat, fylke og herreds
og bykommune. Byerne og mange herreder har alle-
117
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
