Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 8. 15. mars 1923 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ELEKTROTEKNISK TIDSSKRIFT 1923, No. 8
og varmefordelingens avhængighetsforhold av samme,
kan denne kurve teoretisk beregnes.
er avgjørende for gjennemslaget, men efifektivværdien.
Dette fremgaar ræsonnementsmæssig av at gjennem
slaget er et opvarmningsfænomen. For yderligere
bestyrkelse av teorien er der foretat forsøk med spæn
dingsbølger med samme efifektivværdi, men maksimal
værdierne flere hundre procent fra hinanden, som viser
uomtvistelig at efifektivværdien er det eneste avgjørende.
Forfatteren har foretat saadan beregning og like
ledes bestemt kurven ved direkte maalinger, hvorved
den viser sig at ha en form som kurve OA i fig. i.
Ved punkt A finder gjennemslaget sted. Kurven er
i dette punkt rettet lodret opover, saaledes at spæn
dingen her har naaet sit absolute maksimum og en
hver stabil tilstand er blit umulig og gjennemslaget er
et logisk resultat.
Dermed er det ikke sagt at den til punkt A sva
rende strømstyrke er tilstrækkelig til at ødelægge di
elektrikumet termisk, men kurven viser at saafremt
ingen ytre forhold er lilstede som kan bremse av
strømmen, saa stiger denne momentant til den øde
læggende høide, saa at videre iagttagelser er utelukket.
Imidlertid kom ing. Wagner paa den tanke at man
ved kunstige foranstaltninger maatte kunne forhindre
gjennemslaget og ogsaa efter punkt A holde strømmen
fast til den til enhver spænding svarende værdi. Efter
adskillige mislykkede forsøk lykkedes det ham ved
hjælp av polplater av træ at opnaa dette. Ved metal
plater viste det sig nemlig at alene den ved konden
satorvirkningen opmagasinerte energi var nok til ved
ankomsten til punkt A at besørge ødelæggelsen. Ved
anvendelsen av impregnert træ blev der seriekoblet
tilstrækkelig dæmpningsmotstand i selve polplaten, og
det kritiske punkt kunde passeres.
Det samme gjælder da selvsagt ogsaa ved en regulær
vekselstrøm, at det kun er effektivspændingen som er
et rnaal for paakjendingen, hvilket vistnok er en ny
og ukjendt tanke for de fleste. Imidlertid er det ved
vekselstrøm ikke bare de ohmske tap som utvikler
varme og saaledes gir foranledning til gjennemslag,
men ogsaa de dielektriske tap, hvilke sidste er direkte
proportionale med periodetallet og med spændingens
kvadrat. Dette er den egentlige aarsak til at veksel-
Den av Wagner fundne kurveform er antydet
gjennem kurvens fortsættelse. Denne kurve i sin
helhet viser altsaa at Wagners teori er rigtig og at
der ikke ved den maksimale spænding (gjennemslags
spændingen) finder nogen total ionisering sted som
tvinger den indre motstand ned til nul, tilsvarende
föregången i gasarter og luft. Materialet er seiv ved
punkt A i kurven like helt og uforandret i sin struk
tur, som om det var opvarmet til den samme tempe
ratur paa anden maate, men den stabile likevegt er
ikke mere opnaaelig, og temperatur og strøm jager
derfor hinanden gjensidig i en minimal tid saaledes
iveiret, at ødelæggelsen indtrær som om den skedde
i punkt A.
Ved at det gjennem positive eksperimenter har
lykkedes at paavise dette forhold, er der kastet et
ganske andet lys over de dielektriske fænomener i
faste isolationsmaterialer end før. Det maa saaledes
ansees bevist, at der ikke for de faste stoffe findes en
bestemt gjennemslagsfasthet. Hvis ved en njevn felt
fordeling et enkelt lag blir anstrengt langt over den
paakjending som ellers ansees at være gjennemslags
spændingen, behøver materialet dog ikke at ta skade,
hvis den øvrige gjennemslagsvei byr saadan motstand
at stabilitet kan opnaaes. Dette er stik motsat for
holdet i gasarter.
Likeledes kan man slutte at gjennemslagsspændin
dingen er direkte proportional med materialtykkelsen.
At man tidligere gjennem eksperimenter synes at være
kommet til det resultat, at spændingen stiger raskere
end tykkelsen, skyldes feltujevnheterne omkring de
almindelig anvendte metalpoler.
F’g- 3-
Strømmens avhængighet av tiden ved en bestemt
gjennemslagsspænding.
strøm lettere fører til gjennemslag og gjør de høifre-
kvente spændinger saa vanskelig at isolere. Men og
saa her kan alle forhold forutberegnes, naar man
kjender materialkonstanterne for de dielektriske tap
og disses avhængighet av temperaturen.
For det tredje fremgaar det ogsaa av foranstaaende,
at det ikke er en spændingsbølges maksimalværdi som
Fig. 2.
Gjennemslagstidens avhængighet av spændingen
60
t I
1
I
I
I
I
I
I
° V
3 I
h
i
I
i
i
’ 7*
å» * /-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
