Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 16. 7. juni 1924 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Brandfare ved antenner?
Elverum i mai 1924.
Ærbødigst
Celefoni.
Hans Warloe.
(Ved overingeniør JYI. X. Kristiansen.)
J{adio.
(Ved avdelingsingeniør jfi. JYI. Birkeland.)
No. 16, 1924 ELEKTROTEKNISK TIDSSKRIFT
alm. 3-polede brytere saavelsom den kostbare platform
overflødig. Endvidere bør nævnes at ved den anvendte
metode for patronernes fastspænding har isolationen
samme værdi overalt og motsvarende det anvendte iso
lationsmateriels hele isolationsevne, hvilket imidlertid
ikke er tilfældet med de konstruktioner, hvor befæsti
gelsen er gjort paa sikringspatronens midtpunkt.
I byerne vil en amatørantenne vanligvis ikke hæn
ge høiere end telefontraadene, og da dens længde er
betydelig mindre end disses, blir dens evne til at opta
en statisk ladning tilsvarende mindre. Og erfaringerne
fra de store byer gaar ut paa at telefonlinjerne prak
tisk talt er helt ufarlige. Tar man hensyn til deu
mangfoldighet av ting som i de store byer virker lyn
avledende, maa det medgis at branfaren fra antenner
paa saadanne steder er yderst ringe.
Endskjønt apparatet endnu neppe er kommet paa
markedet har konstruktionen, som var opmontert paa
Gøteborgutstillingen, fra alle hold — Svenske statens
inspektører, konsulenter, driftsbestyrere, kraftforbru
kere og montører — erholdt de bedste uttalelser om at
apparatet opfylder de krav som stilles til et ideelt stol
pesikringsapparat og samtidig passende som utvendig
bryteranordning.
Noget anderledes stiller saken sig hvor antennen
er ophængt ved fritliggende bygninger som paa landet.
Her kan det jo siges at være en viss risiko, som blir
større jo høiere’og længere antennen er, og vi vil an
befale at specielt store antenner forsynes med lyn
avleder. Hvis, denne anbringes utenfor indtaket og
har en god jordforbindelse med tilstrækkelig tversnit
paa ledningen vil den være til adskillig betryggelse
mot sterke statiske utladningen Nogen helt effektiv
beskyttelse mot et virkelig lynnedslag er den dog ikke.
Det som man kan beskytte sig mot er de overspæn
dinger som en hvilkensomhelst nogenlunde høit og frit
liængende traad fra tid til anden blir utsat for og
som skyldes statisk opladning fra atmosfæren, hagl
byger O.S.V. Er traaden isolert vil spændingen kunne
tilta indtil den blir høi nok til at søke sig jord ved
at slaa gjennem isolationen.
Et spørsmaal som er blit förelagt undertegnede
i denne tid og sikkert mange andre, er hvorvidt det
øker brandfaren for et hus at ha en antenne-ophæng
ning over huset i den tid av aaret, da tordenveir kan
ventes.
Hvis der i et mottagerapparat ikke anvendes serie
kondensator staar antennen til jord gjennem antenne
spolen, og dette vil i de fleste tilfælder være tilstræk
kelig. En seriekondensatof derimot danner et brudd
i antennen, og ladningen vil her søke sig jord enten
ved at slaa over mellem platerne i kondensatoren eller
ad en anden bekvemmere vei. Apparartet kan ta skade,
og hvis omstændigheterne er særlig ugunstige er brand
fare ikke absolut udelukket. Man bør derfor gjøre
sig til fast regel at sætte antennen til jord, naar appa
ratet ikke benyttes, og jordledningen bør være godt
dimensionert og ha god elektrisk forbindelse med vand
rør eller jordplate.
Da der bare i løpet av det sidste aar sikkerlig
er anbragt et par tusen antenner utover landet, hvor
der for det meste er træbebyggelse, er spørsmaalet hel
ler ikke uten en viss almindeUg betydning.
Det vilde være av interesse at høre: specialisters
mening ‘herom og om man fra utlandet kjender til,
at antennen har medført brandfare.
Gjennemføringen av ledningen gjennem husvæggen
<g ledningsføringen ned til apparaterne er som oftest
utført temmelig primitivt.
Saken er som av den ærede indsender bemerket av
almen interesse, og saavidt vites har bl. a. brandfor
sikringsselskaperue tat spørsmaalet under overveielse.
Man kan med en gang si, at i de aller fleste til
fælder er brandfaren ved en antenne yderst liten. Der
findes jo nu rundt i verden hundredetusener av mot
tagerantenner, mens der os bekjendt ikke i fagpressen
er meldt om noget alvorlig ildebrandstilfælde foraar
saket av en antenne.
Parts/injesystemer (flere abonnenter paa en linje)
betegner i telefontekniken systemer med flere abonnent
apparater inde paa en og samme ledning.
Her i landet har saadanne anordninger hittil væ
ret anvendt i den enkleste form, med et antal appa
rater (abonnenter) inde paa linjen, hvorav hver en
kelt -abonnent blir oprimgt fra centralen ved hjælp av
forskjellige ringesignaler, o: sammensætning av kort
og lang ringning o.s.v. Systemet er i denne form be
heftet med mange ulemper, som stadig forstyrrel.se av
samtlige abonnenter paa linjen — hemmelig telefone
ring umulig, avbrytelse i utide, uenighet om linjens
benyttelse o.sv. Med den stadig økende betydning, som
telefonen faar ogsaa i de mere tyndt befolkede land
distrikter, blir denne ordning i længden litet tilfreds
stillende, og den vælges kun, hvor man av økonomiske
Den i 1923 i England nedsatte komité til utredning
av Broadcastingsaken nævner spørsmaalet i følgende
faa ord: «Hvad angaar mulig skade ved lyn symes
de hittil foreliggende begrænsede erfaringer at vise at
risikoen er forsvindende liten. Det oplyses at de fleste
lyttere sætter antennen til jord i tordenveir.» Deri
mot finder komiteen det paakrævet at der i licens
formularen for amatørmottagere indtas en bestemmelse
om at antenner, som krydser en lys- eller kraftledning
eller som kan blaase bort i en saadan skal sikres paa
betryggende maate.
Hr. Redaktør.
127
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
