Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 29. 15. oktober 1924 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Fastprisverk
Lillehammer Haugesund
Maalerverk
Stavanger
1922/23 1922/23
Installadonsværdi pr.
forbruker i kW . . . 4,702 1.723
5 2 S 6 14 860 5830
Haugesund, 3. oktober 1924.
F. Sinding Larsen.
ELEKTROTEKNISK TIDSSKRIFT 1924, No. 29
pr. indbygger i watt. Det er da vel soleklart, at man
ikke kan ta med utenforstaaende ved bedømmelsen
av hvilken tjeneste et verk yder sine kunder.
ning av spørsmaalet. Man har jo ikke saalænge abon
nenternes betaling er uavhængig av deres maksimalbe
lastning nogen garanti for at de enkeltes betaling staar
i forhold til de produktionsomkostninger hver enkelt
paafører verket.
For det andet hævder jeg, at hvis Lillehammers
elektricitetsverks levering pr. forbruker pr. aar ikke
hadde været større end Haugesunds levering pr. for
bruker pr, aar, kan man heller ikke tale om en større
tjeneste fra førstnævntes verk uanseet om dets installa
tionsværdi pr. forbruker hadde været 1 o gange saa
stor som sidstnævntes.
At der forekommer et stort antal elektricitetsveiker
hvor produktionsomkostningerne er som ovenfornævnte
verk, kan der vel ikke være tvil om. Specielt vil for
holdet være slik for høitryksanlæg, og det er disse vi
som regel maa regne med her paa Vestlandet. For
saadanne verker er det efter min mening feil at la
abonnenterne betale efter maalertarif.
Efter Norske Elektricitetsverkers statistik for 1922
—23 og for Stavangers vedkommende efter de før av
ingeniør Haukaas Malde angitte værdier, viser neden
staaende tal tydelig at det netop er kW-timeleve-
At der ogsaa forekommer et stort antal verker
hvor produktionsomkostningerne væsentlig er avhæn
gig av kW-timeproduktionen er jo ogsaa sikkert.
Specielt vil dette forhold indtræffe for lavstyrks- og
forbrændings- samt dampanlæg. For disse veiker er en
kW-timetarif retfærdigst.
Som nævnt tilslut i min forrige artikkel er hverken
kVV-time- eller maalertarif efter min mening ideel.
Rigtigst og retfærdigst vil en tarif være hvor priserne
og betalingsformerne følger produktionsomkostnings
kurvene. Dette opnaar man ved blandet tarif, men
denne er som før nævnt tungvindt og omstændelig
at benytte, hvorfor man i det væsentligste er henvist
til de 2 øvrige tarifformer. Av disse to maa man da
for hvert enkelt verk anvende den tarif som blir den
retfærdigste.
Hr. Grassdals paastand om at en forbruker ved at
anvende magasinerende komfyrer, maa bruke mange
flere kW-timer pr. aar, end han har bruk for ved
anvendelse av almindelige komfyrer er jo intet bevis
for fastpristariffens forkastelighet, men kun et bevis
paa at man endnu ikke ideelt har løst konstruktionen
av en magasinkomfyr.
av kundens installadonsværdi, vil man tydelig se av
ovenstaaende tabel, at det er kW-timerne og ikke
installationsværdien, som gir det sikreste maal for den
tjeneste et verk yder sine kunder.
Lillehammer med fastpristarif leverer som det frem
gaar av ovenstaaende tabel 2,82 gange saameget energi
til sine kunder pr. aar som Stavanger med maaler
tarif, tiltrods for at dets installationsverdi bare er 1,28
gange saa stor.
At der förekommer abonnenter efter fastpristarif
som heller vil stekes i et varmt værelse end at slaa
av ovnen av frygt for at det kan bli koldt er jo be
klagelig, men jeg haaper dog at dette antal abonnen
ter for sin egen skyld er minimalt. Nogen nødven
dighet herfor kan jeg nemlig ikke indse at det findes.
Jeg har aldrig uttalt at hr. Grassdal har gjort sig
til talsmand for en forældet betragtningsmaate ved at
være forkjæmper for maalertariffen, men jeg har deri
mot uttalt, at han ved at anse installationsværdien
som et maal for den tjeneste et verk yder sine kunder,
forfekter en forældet betragtningsmaate, og det frem
gaar ogsaa efter foranstaaende tydelig at saa er tilfældet.
Min uttalelse om at det er kW-timelevering pr.
forbruker og ikke installationsværdien som angir den
tjeneste et verk yder sine kunder, har saavidt jeg kan
forstaa virket som en rød klut, og hr. Grassdal for
søker at nedsable mig fuldstændig ved at trække Lille
hammer elektricitetsverk med fastpristarif frem som
bevis for min paastands uhyrlighet, idet han uttaler:
»Er man imidlertid saa forstenet i troen paa vippe
tariffen, at man ikke kan indse at Lillehammer elek
tricitetsverk med en installadonsværdi av over 1200
watt pr. indbygger, yder sine kunder en større tjeneste
end Haugesunds elektricitetsverk med sine 360 watt
pr. indbygger, ja da nytter det jo litet at diskutere
denne sak yderligere.«
Hr. Grassdals fremgangsmaate at anvende kritikløst
fra amerikanske fagblade en hvilkensomhelst tabel, som
angir at en abonnent i 1890 efter fastpristarif matte
betale mer for lys til et 10 værelses hus end en mand i
1923 maa betale efter kW-timetarif for belysning av
samme hus imponerer ikke, og tyder efter min mening
paa en saadan mangel paa argumenter for den sak
han kjæmper for, at jeg hermed anser diskussionen
for avsluttet fra min side, saafremt der ikke skulde
fremkomme nogen vægtigere argumentation.
Hertil skal jeg kun bemerke at jeg for det første
har regnet med installadonsværdi pr. forbruker og ikke
Naar man erindrer at verkets energilevering til
forbrukerne uttrykkes ved dets kW-timelevering, og at
denne levering inden meget vide grænser er uavhængig
Leverte kW. timer pr.
forbruker pr. aar . . . .
ringen og ikke installationsværdien som er et maal
for den tjeneste et verk yder sine kunder.
244
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
