Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 32. 14. november 1925 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ELEKTROTEKNISK TIDSSKRIFT 1925, No. 32
faa skilt de fænomener som skyldes de første leveaar
fra de feil som kommer av alderdomssvakhet. Man
maa nemlig være opmerksom paa at det her handler
sig om mange forskjellige aarsaker, hvorav endel er
tidsbundne og andre ikke. For saavidt mulig at skille
disse ut fra hinanden finder jeg det bedre at optegne
kurverne for forskjellige helt uavhængige tidsperioder.
første tidsperiodes eiendommelige kurveform forklares,
likeledes ogsaa at leddet nærmest ledningen i denne
tid gjennem de mange koblingsstøt blir værst medtat.
Isolatordefekterne fordelt paa de enkelte led i kjæden
for forskjellige perioder i levetiden.
Dette er i hosstaaende figur gjort saaledes at disse
omfatter tidsrummene 1912—16, 1917 —20 og
1921 — 24. Kurverne faar da et helt andet forløp
og kan gi anledning til endel værdifulde slutninger.
Først falder det særlig i øinene hvor meget kurven
for de fire første aar adskiller sig i form fra de to
senere aarsperioders, mens disse to til gjengjæld er saa
like, at det ikke kan bunde i nogen tilfældighet. Der
skulde saaledes virkelig være en viss lovmæssighet med
hensyn paa risikoen i forhold til leddets plads i kjæden.
Det gjælder desværre kun at forstaa den.
Værre er det at forklare hvorfor alderdorassvakhe
terne angriper leddene saavidt forskjellig. Den nor
male spændingsfordeling er det ikke som spiller ind,
da den tvertom burde ha en helt omvendt kurveform
tilfølge (se fig. 2). Det øverste led er mest utsat for
regn, sne og sol og temperaturvekslinger, saa at det
for dettes vedkommende er förklarlig at det viser de
tydeligste tegn paa alderdomssvækkelse. Men dette
hjælper ikke til forklaring for de øvrige leds jevnt
avtagende linje. Det kan muligens være noget mere
i den rigtige retning at anta at ogsaa her spændings
støtene i nogen grad maa tillægges skylden, idet disse
selvsagt ikke bare virker paa de ytterste led, men
ogsaa i noget avdæmpet styrke videre indover, men
derfor ogsaa, tilsvarende laboratorieforsøkene, kræver
des længere tid før ulykken sker. Da de yiterste led
og de nærmest disse først blir pillet ut, vil de senere
aars defektkurve vise en fra de første aars omvendt form.
I den første periode viser det øverste og nederste
led saa utpræget større frafald end de øvrige. Disse
led er det som i første række maa ta imot alle plud
selige spændingsstøt. Det maa erindres at der ogsaa
kommer spændingssprang likesaavel fra jordforbindelsen
som fra den spændingsførende ledning. I en isolators
første leveaar er det saaledes spændingsstøtene ved
tordenveir og alle slags koblinger og lysbuer som er
den vigtigste fare. Efter som isolatorerne blir ældre
trær disse farer i bakgrunden for andre aarsaker, som
jeg med et fællesnavn vil betegne med alderdoms
svakheter. Det stemmer saaledes ogsaa overens med
de av dr. Buchsath i porselænfabriken Rosenthals
laboratorium iagttatte fænomener ang. isolatorernes for
hold til spændingsstøt. Disse forsøk viste nemlig at
om man f. eks, utsætter 100 isolatorer for kontinuer
lige spændingsstøt, saa slaar i første minut ca,. 15 0/
igjennem, i næste minut ca, 10 0/Q, i følgende ca. 6 <y0
o. s.v., indtil efter ca, V2 time praktisk talt ingen flere
slaar igjennem, hvor længe end forsøket drives. Av
en god isolatorkvalitet er saaledes majoriteten helt
sikker mot spændingsstøt av en rimelig styrke, og de
som ikke er sikre blir plukket ut efter et visst antal
støt, altsaa i de første driftsaar. Herigjenném kan den
Konsekvensen av denne fremstilling skulde da
være at sumkurven over en længere tid skulde nærme
sig en ret linje med samme procentuale defekttal for
alle led. Ser vi ogsaa paa defektkurven for hele 12
aars perioden (fig. 2), saa nærmer den sig virkelig
noget denne form, idet da største og mindste procent
tal er 18% og 9%. Fremdeles er der dog et ufor
klarlig stigende defekttal jo længere man kommer væk
fra den spændingsførende ledning.
a. Defektkurve for tiden 1912 —16.
b. —— 1917 —20.
c. —»— 1921 —24.
Fig. i
Fig. 2. Sammenligning mellein spændingsfordelingskurven og
defektkurven for en isolatorfjæde.
a. Spændingsfordelingskurven.
c. Defektkurve for liden 1912 —24.
260
2— — -c.
’ \ ~~ (L a.
& IO !Z !H !6 /a 20 22 2^°/o
0 5 10 75 20%
IAJ .1 1 . | Il
/ / ’
__.il
ii=
3 V 1
l .\r pp
5 10 15 20 25*U
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
