Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 33. 25. november 1925 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Gruppe 2.
Gruppe 4.
Gruppe j.
ELEKTROTEKNISK TIDSSKRIFT
No. 33, 1925
sterkning, overføring og synkronisering, hvorfor heller
ikke dette princip kan føre frem.
I 1881 foreslog Senlequ en konstruktion efter dette
princip, som senere er anvendt av mange andre opfin
dere. Paa avsenderapparatet føres fra samtlige celler
en ledning til en kontaktrække, over hvilken der glir
et med fjernledningen forbundet kontaktstykke. I
mottagerstationen ender fjernledningen likeledes i et
kontaktstykke hvorfra strømmen gjennera en kontakt
række kan dirigeres til lyspunkter som er anordnet
nøiagtig som cellerne i avsenderstationen. Som man
vil forstaa beror virkningen her paa en nøiagtig syn
kronismus mellem de to kontaktstykker.
Ved de herhen hørende apparater beføler hver
enkelt lysømfindtlig celle kun den tilhørende billedlinje.
De samtidig befølte lyspunkter overføres samtidig ved
hjælp av overlagrede vekselstrømme. Apparaterne
fremstiller saaledes en middelvei mellem grupperne 1
og 3. Antallet av nødvendige frekvenser gaar ned og
det disponible energibeløp gaar op et anselig antal
gange og samtidig forringes overføringsvanskeligheterne
og kravene til synkronismens nøiagtighet i samme
maalestok. Ved det forønskede tempo vilde man imid
lertid ogsaa ved disse apparater maatte anvende mindst
300 forskjellige frekvenser (eller ledninger), hvilket
fremdeles er altfor meget til praktisk bruk. Derfor er
for nærværende heller ikke disse apparater brukbare,
men paa den anden side er det klart at man bare
ved at anvende en kompromiskonstruktion av herhen
hørende art kan holde sig indenfor de tekniske hjælpe
midlers grænser, hvorfor utvilsomt de bedste resultater
vil opnaaes ved at benytte dette princip.
Bortset fra konstruktive vanskeligheter finder man
at ogsaa dette princip har avgjørende raangler. For
det første faar man alt for lite energi til overføringen
og gjengivelsen. Efter sin størrelsesorden utgjør den
nytbare strømstyrke som utløses i de bittesraaa lysøm
findtlige celler /X io~7 amp. saa at man ved en spæn
ding av 50 volt faar 0,5 X io"5 watt til disposition
herfor. Skal der overføres 1 000 000 billedpunkter i
sekundet gir dette altsaa 0,5 x io —11 waitsek. pr. bil
ledpunkt, mens der tiltrænges ca. 1 milliard gange
denne energimængde. En forsterkning paa 1 milliard
gange kan imidlertid ikke opnaaes med de kjendte
midler. For det andet er man ikke istand til at utføre
den kvalitativt riktige forsterkning av mere end en
million strømimpulser pr. sek. eller til at overføre kva
litativt nøiagtig bestemte strømimpulser av denne varig
het ved hjælp av de kjendte sende- og overføringsind
retninger, som nemlig alle er beheftet med en hvis
træghet. Hvorvidt dette kan utføres ved at anvende
yderst korte bølger paa f. eks. 20 m., altsaa en frekvens
paa 15000000, vil først fremtiden vise. For det
tredje vet man endnu ikke hvorledes de kortvarige
strømimpulser skal kunne tilbakeføres til sterke nok
lysvirkninger i mottagerapparatet og endelig savner man
midler til at opnaa den praktisk talt fuldkomne syn
kronisrae mellem ansender og mottager som i dette
tilfælde er nødvendig. Den største forekommende feil
maa nemlig holdes under en tusendedels procent. Der
er saaledes en hel række hittil uløste vanskeligheter
at overvinde før en konstruktion efter dette princip
kan gi noget brukbart resultat.
Hvad der fremdeles maa tilstræbes er for det første
et minimum av overføringsfrekvenser, hvilket. minimum
bestemmes av hensynet til energibehovet pr. billed
punkt, trægheten av de forskjellige indretninger og
opnaaelsen av en tilstrækkelig nøiagtig synkronisering,
samt for det andet færrest mulig lysømfindtlige celler
ialfald ikke væsentlig flere end nødvendig av hensyn
til cellestrømmens minimumsstørrelse, trægheten og
synkronismen. Ønsker man f. eks. at overføre 1 000 000
billedpunkter pr. sekund og sætter man det største
antal strømimpulser som kan overføres, forsterkes og
synkroniseres til f. eks. 50 000 pr. sek., saa faar man
20 overføringsindretninger. Man vil da ikke bruke
mere end 20 overføringsfrekvenser. Hvis man videre
antar at en celle kan o/erføre indtil 50 000 billed
punkter pr. sek. uten at trægheten blir generende, saa
faar man 50 celler eller 2,5 celle pr. overføringsind
retning. Avrundet til tre celler pr. indretning gir dette
ialt 60 celler. Billedet vilde altsaa bli opdelt i 20
striper som hver tildeles en frekvens og hver beføles
av tre celler. Et saadant apparat vilde langt fra til
fredsstille de krav som i praksis maa stilles til et
driftsmæssig egnet og økonomisk anvendelig apparat
med hensyn til enkelthet og pris, men det vilde frem
stille en konstruktion som til enhver tid kunde holdes
indenfor de tekniske hjælpemidlers grænser og som
uten videre kunde undergaa forenkling og forbedring
eftersom hvert enkelt hjælpemiddels ydeevne tiltar.
Nærmere løsningen kan man for nærværende ikke
komme. Naar man nu opnaar gode resultater dreier
det sig utelukkende om overføring av enkle billeder
ved hjælp av relativt faa billedpunkter.
Dette konstruktionsprincip stammer fra 1891 og
er forsøkt anvendt av den største del av opfinderne
helt op til den seneste tid. Da her en og samme
lysømfindtlige celle skal beføle samtlige billedpunkter
i løpet av høist et tiendedels sekund tiltrænges en
saagodtsom træghetsløs celle, men da saadanne ikke
findes er det nødvendige tempo allerede paa forhaand
utelukket. Desuten har dette princip de samme van
skeligheter som det foregaaende med hensyn til for
271
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
