Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 15. 25. mai 1926 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Oslo, 10. mai 1926.
E. H.
Samkjøring av kraftanlæg.
ELEKTROTEKNISK TIDSSKRIFT
No. 15, 1926
magnetiseringen økes da saa at si før feltet synker,
hvilket ikke kan opnaaes ved spændingsregulatorer.
Av de tre forholdsregler som i artikelen anbefales
for sikre godt parallelarbeide, maa jeg være helt enig
i den første a), b) derimot kan være noget tvilsom,
for det første fordi en økning av spændingen virker
gunstig kun forsaavidt angaar ledningens reaktance,
som utgjør kun en mindre del av den samlede reaktance,
mens den ikke influerer paa generatorreaktancen, og
medfører øket reaktance paa transformatorerne. Hertil
kommer at ladestrømmen økes, hvilket betyr svakere
felt paa generatorerne og følgelig lavere inducert EMK.
med herav følgende lavere grænselast.
Hvis forbindelseslinjen har forholdsvis høi motstand
-X"< -R, vil en vanlig spændingsregulator seiv for kor
tere linjer ikke hjælpe paa parallelarbeidte, men kan
tvert imot være til skade. Ved en kabelforbindelse
f. eks. vil synkroniseringskraften være lik nul ved kon
stant klemmespænding, men ha en anselig værdi ved
variabel klemmespænding.
Ved nye anlæg, som f. eks. Nore, der skal arbeide
over lange distancer sammen med andre store anlæg,
bør man efter mit skjøn ubetinget ha stationsutrust
ning med forholdsvis høi kortslutningsstrøm, hurtige
magnetiseringsmaskiner med liten X/R og mindst mulig
motstand i rotorviklingen. Maskinerne maa derhos
være godt dæmpet, specielt hvad tværfeltet angaar.
For nyanlægs vedkommende er dette saa meget vig
tigere, som de ældre anlæg, hvormed der kan bli tale
om samkjøring, saasom Solbergfos, Raanaasfos, Vamma,
m. v. vistnok har utpræget myke maskiner.
I denne forbindelse vil jeg nævne, at man ved
store sammenknytninger i Amerika forlængst har fun
det det paakrævet, at forsyne transformatorerne med
let betjenlige avtapninger for at kunne holde nogen
lunde normal magnetisering paa maskinerne.
Efter min mening maa man gaa til anvendelse av
stivere maskiner, herunder at generatorerne ikke dimen
sioneres for lavere cos 99 end strengt tat nødvendig.
Hvis man vil sætte sin lid til automatiske spæn
dingsregulatorer, saa vil det være av betydning, at
forholdet XjR for magnetiseringsmaskinen er saa lavt
som mulig, saa at feltet raskest mulig kan følge regu
latorens impulser. Paa den anden side har man den
omstændighet, at ved meget lav R det oprindelige
felt beholder sin styrke længer end med stor R, saa
ledes at maskinen holder sig stiv for et længere tids
rum, hvorved svingningerne faar mere tid til at for
svinde. Hvad der er vigtigst vil bero paa forholdene
i de specielle tilfælder.
Jeg er selvsagt opmerksom paa oljebryterspørsmaalet,
men man er kommet saa langt her, at det for tiden
ikke er avgj ørende med de effekter, som der her blir
tale om. Det er jo saa, at der omkring i de gamle
anlæg findes en mængde oljebrytere og transformatorer,
som der maa tas noget hensyn til, men der maa ikke
tas for meget hensyn, de maa saa allikevel byttes ut
før eller senere. De kan jo ogsaa beskyttes i adskil
lig grad, uten at man behøver at ty til midler, som
nedsætter stamlinjernes overføringsevne. Nye store
stationer paa Østlandet bør ha saadanne karakteriske
egenskaper, at de egner sig for samarbeide med fjernt
liggende stationer, f. eks. stationer paa vestlandet. Et
anlæg beliggende saaledes som Nore vil da kunne
være av stor hjælp til at holde spændingen oppe i
nærheten av linjens midtpunkt, forutsat at maskinerne
er nogenlunde stive. Myke maskiner er til liten nytte
dette øiemed.
For kortere linjer, hvor man som regel arbeider
langt under grænseeffekten, vil de vanlige vibrerende
automatiske spændingsregulatorer gjøre stor nytte; mens
de ikke vil være til større hjælp ved meget lange
overføringer ved høie spændinger, hvor der arbeides
nær grænseeffekten.
For saadanne tilfælder er stive maskiner av den
største betydning, likesom der da kan bli tale om
andre midler, f. eks. serie magnetisering ved hjælp av
kviksølvdampomformere, hvorved magnetiseringsstrøm
men økes automatisk ved indtrædelse av øket last-,
i fig. 3. Den nøiagtige formel skal jeg kanske faa
komme tilbake til senere. Efter min formening har
denne dag mindre praktisk interesse, idet man med
synkron paralleldrift forsigtigvis bør regne med at
pendlingsenergien kan bli maks 2 X støteenergien.
Det forholder sig rigtig at polpartallet p skal
indgaa i 2 den potens i formlerne. Jeg er taknemlig
fordi ing. Hanssen gjorde opmerksom paa det, men
feilene er allerede rettet i nytrykket av artikelen.
Under forutsætning av at den i eksemplet beregnede
energisvingning 17400 kW er tilnærmet korrekt, skulde
det ligge nær at anta at den 10 000 kW energiöver
föring paa linjen maa gaa fra A2 til h\ for at en
grænselast av 25000 kW skal overskrides. Antar man
belastningen i motsat retning, blir nok eksemplet ufor
staaelig. Det bør forøvrig merkes at de værdier av
Formelen for We er som nævnt i min artikkel
kun rigtig for smaa vinkelavvikelser (idet vinkelen er
substituert for dens sinus ved integrationen). Den er
nærmest utledet for at vise den karakteristiske forskjel
paa energisvingningernes størrelse for samme belast
ningsændring ved synkron kontra asynkron paralleldrift.
Dens anvendelse i det refererte eksempel skulde nær
mest tjene til illustration av anvendelsen av kurverne
7
—s o. s. v. som indføres i formelen for We maa gjælde
P
netkonstanterne efter utkoblingen av generatoren.
Tilsvar til ing. Eivind Hanssen.
205
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
