Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 21. 26. juli 1926 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Likesaa ubrukbart for bedømmelsen er det av
ELEKTROTEKNISK TIDSSKRIFT
No 21, 1926
spaltningsprodukter er likeledes avgjort forskjellige i
deres sammensætning.
Waters foreslaaede »forkoksningstak, hvor oljen skulde
ophetes, 2 */2 time ved 2500 C. under lufttilgang.
Efter avkjøling fældes slammet ut med petroleumsæther
filtreres og veies. For denne metode gjælder det
ovenstaaende i forhøiet grad.
For at gi forbrukeren av transformatorolje nogen
støtte, har forskjellige elektrotekniske foreninger og
sammenslutninger opstillet leveringsbetingelser, og deri
indbefattet ogsaa prøvemetoder, som særlig gaar ut paa
at prøve oljens motstandsdygtighet mot varme og ind
flydelse av luftens surstof. I det følgende skal de for
skjellige prøvemetoder ganske kort omtales, for at be
grunde de her foreliggende nye schweiziske normer.
3. Engelsk prøvemetode. (Sludge test efter dr.
Michie.) Efter denne blir oljeprøven holdt ophetet
paa 150° C. i 5 timer under gjennemledning av sur
stof og under tilstedeværelse av kobber som kataly
sator. Det slam som derved danner sig blir utfældt
og veiet. Til rensning av surstoffet benyttes vaske
flasker i bestemt rækkefølge, som det fremgaar av
fig. 6. Vi skal se lidt nærmere paa denne metode,
da den indeholder nyheter av væsentlig betydning
for prøvning av transformatoroljer. Den største forskjel
fra de to tidligere omtalte metoder ligger i anven
delsen av katalysator, en kobberspiral, og i den forcerte
oxydation (ved gjennemledning av surstof).*) Hvad for-
1. Den franske provemetode. Den olje som skal
undersøkes ophetes i 135 timer ved i5o°C. og det
derved dannede slam frafiltreres og bestemmes vegts
analystik. Kritiken over denne metode gaar frem for
alt ut paa at temperaturen er altfor høi. Vi skal
senere bringe bevis for at der for spaltningen av iso
lationsolje existerer en temmelig vel deffineret kritisk
temperatur, over hvilken der opstaar andre reaktions
produkter end de man finder i transformatorslam. I
den almindelige oversikt blev det allerede nævnt, at
som reaktionsprodukter opstaar ikke alene slam, men
ogsaa oljeløslige syrer, som denne prøvemetode siet
ikke tar hensyn til. Paa denne maate kan oljer bli
betegnet som gode, tiltrods for at de absolut ikke
egner sig som transformatoroljer. Vi skal komme
nærmere ind paa dette punkt under omtalen av den
engelske prøvemetode.
Ved normal ødelæggelse av transformatorolje for
andrer farven sig, blir mørk. Denne mørkfarvning av
oljen skal efter de franske forskrifter bestemmes ved
at den ophetede olje fortyndes med amylalkohol og
sammenlignes med den oprindelige olje. Derved skal
en bestemt værdi ikke overskrides. Til dette er at si,
at denne maaling av farveforandringen er fuldstændig
feilagtig, da de förbindelser som farver oljen før og
efter ophetningen, er helt væsensforskjellige, hvorved
grundlaget for sammenligningen falder bort. Rent
bortset herfrå staar slamdannelsen ikke i noget forhold
til farveforandringen. Forfatteren har undersøkt oljer
som absolut ikke slammet, seiv ikke ved en varig
hetsprøve, men som allerede efter kort tid var sorte.
(De farvende stoffe kan i dette tilfælde holde sig løst
i oljen, og falder ikke ut ved avkjøling).
søkstemperaturen angaar, gjælder samme kritik, som for
den franske og belgiske metode. Indgaaende forsøk
utført av British Electrical and Allied Research As
sociation har ogsaa uomtvistelig bevist at en tempera
tur paa 150° er for høi, og der er foreslaat en ny
maximal provetemperatur paa 1200. I A-G Brown-
Boveri’s laboratorium er det for længere tid siden
ved forsøk paavist, at for mineraloljer, saaledes som
de kommer til anvendelse i transformatorer, ligger
det kritiske punkt for spaltningen mellem 115 og 1 200.**
Ved temperaturer under dette punkt forløper reaktionen
som oxydativ polymerisation, d. v. s. det danner sig,
under indflydelse av surstoffet og den forhøiede tem
peratur, høimolekylære reaktionsprodukter av sur og
neutral karakter. Over dette kritiske punkt opstaar
2. Den belgiske provemetode. Denne foreskriver
at oljen skal ophetes i et nøiagtig dimensioneret kar
i 10 timer ved 2000 C. og slammet derefter bestem
mes. Allerede før blev det sagt at temperaturen 1500
var for høi, ved 2000 blir feilen endnu meget større.
Vi er ved denne temperatur allerede kommet op i
det gebet, hvor de pyrogene spaltninger foregaar,
hvor der dannes slam som intet har at gjøre med det
slam som dannes i transformatorer. Som følge herav
er de resultater som denne metode gir, likeledes helt
feilagtig og gir intet billede av en oljes opførsel under
drift. Skulde der i det hele taget dannes slam ved
denne metode, saa er det i gunstigste fald av carben
agtig natur, for det meste imidlertid koksagtig. Saa
danne stoffe opstaar aldrig under normal drift av
transformatorer.
*) Dr. Slager tar vistnok feil her, idet der nemlig ikke
benyttes surstof, men luft, ved dr. Michie’s metode, ifølge The
British Engeenering Standards Association. Specifikation nr.
148/1923. Anm. av F. A.H.
**) Ved A.S.E.A.’s laboratorium har man undersøkt trans
formotoroljer uten at finde nogen kritisk temperatur. F. A. H.
Fig. 6.
297
")f mn
yy
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
