Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 27. 25. september 1928 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ELEKTROTEKNISK TIDSSKRIFT
1928, No. å?
men derimot ikke ved telegrafering med likestrøm.
For at muliggjøre anvendelsen av avslutningstransfor
matorer ogsaa i sidstnævnte tilfælde er der utarbeidet
et system for saakaldt impulstelegrafi, som skal kunne
anvendes paa kabelkjerner av 0,9 mm. tykkelse paa
avstande op til 150 kilometer. Saavidt vides er dog
ikke dette system endnu kommet særlig til anvendelse,
likesom der heller ikke föreligger nogen beskrivelse
av dets virkemaate.
Impulstelegrafi.
Elektrificeringen av jernbanerne samt den sterke
utvikling av kraftoverføringsanlæggene med meget høi
spænding gjør det ønskelig av hensyn til beskyttelsen
av personalet at kunne avslutte ogsaa telegraflinjerne
med transformatorer paa samme maate som det nu
som regel altid gjøres med telefonlinjerne. Naar veksel
strømtelegrafi anvendes lar dette sig uten videre gjøre
Betondammers vedlikehold og reparation.
Ingeniør Axel Ekwall i Svenska Vattenfallstyrelsen
har efter opdrag indsendt til World Power Conferences
kontor i London en redegjørelse for »Konstruktion,
utförande och underhåll av höga dammar i Sverige*.
Denne er gjengit i Svenska Vattenkraftföreningens
Publikationer hefte nr. 206, fra hvilket nedenfor refe
reres avsnit C »Redogjörelse för dammars underhåll
och reparation « et spørsmaal som for tiden er
særlig aktuelt hos os. Som bekjendt har N.I.F. ned
sat en betonkomite som arbeider med den samme
sak delvis i samarbeide med Svenska Vattenfall
styrelsen og som formentlig om ikke saa længe
vil utsende en redegjørelse for sine undersøkelser.
carbonatets egenskaper. De ovenfor nævnte kalkhy
dratforbindelser har ogsaa tilbøielighet til sukcessivt at
overgaa til calciumcarbonat-forbindelser, hvilket for
det meste maa antas at foregaa i betonmassens over
flateskikt. Carbonat-forbindelserne er tungt opløselige
i surt vand og uløselige i alkalisk vand.
Saa længe lækagevandet paa sin vei gjennem be
tonmassen paatræffer calciumhydrat-förbindelser og
vandet gjennem opløsning av hydrat blir alkalisk, sker
saaledes ikke noget angrep paa calciumcarbonat-for
bindelserne. Hvis derimot lækagevandet ikke paatræffer
förbindelser som formaar at forandre dets karakter paa
den angivne maate, kan man forutsætte at der sker angrep
paa calciumcarbonat-forbindelserne og at disse ved
overgang til Bi-carbonat opløses og bortføres med
lækagevandet. Ved analyse av lækagevandet kan
man derfor skaffe sig klarhet saavel angaaende raængde
som beskaffenheten av de mineralier som i opløsnin
gen bortføres fra betonen.
J-S.
Erfaring viser at beton, som ikke er vandtæt og
som paa den ene side er utsat for vandtryk, maa
ansees som et ikke bestandig materiale og det hoved
sagelig av den grund, at de i cementen forekommende
kalkforbindelser er mere eller mindre opløselige i vand. For at gi et begrep om størrelsen av disse bort
førelser gjennem lækagevandet kan eksempelvis nævnes
nogen undersøkelser med lækagevand som sivet gjen
nem en i 1923 opført dambygning utført i stampe
beton i blandingsforhold 1:8 og som i 1925 blev
utsat for ensidig vandtryk. Den samlede lækage for
et vist stykke av dammen beløp sig til 0,33 liter pr.
minut. En prøve av lækagevandet inddampedes, hvor
ved der viste sig et residium paa 1,05 gram pr. liter
vand. Efter glødning veiet residiet 0,97 gram. Denne
vegtraindskning av 0,08 gram ved glødning skyldes
sandsynligvis indvirkning av kulsyre ved calciumcar
bonatets overgang til oksyd. Vand tat i vasdraget
paa dammens opstrømside fandtes at indeholde et
residium paa 0,075 gram, som ved glødning gik ned
til 0,045 gram — en mindskning som maa antas at
skyldes forbrænding av organiske emner av 0,03 gram.
Forskjellen mellem residierne efter glødning utgjorde
saaledes 0,97 - 0,045 = °>93 gram pr. liter lækage
vand. Det er let at regne ut, at betonmassen gjennem
denne ganske ubetydelige lækage paa 0.33 liter pr.
minut vilde miste faste mineralforbindelser paa ca.
170 kg. i løpet av 1 aar. De her omhandlede prøver
utførtes ca, xj% aar efterat dammen ved utsættelse for
ensidig vandtryk var begyndt at lække.
Saa godt som uten undtagelse virker saaledes de
i Sverige forekomraende naturlige vand i nogen grad
opløsende paa cement. Betonmassen blir ved fortsat
utvaskning av det gjennemsivende vand mer og raer
svækket og falder tilslut fra hinanden. Naar man skal
studere denne opløsningsproces’s forløp, ligger det nær
at anvende lækagevandet som studiemateriale, idet jo
lækagevandet opløser og medfører de produkter som
efterhvert berøves betonen.
Det kemiske forløp av betonens ødelæggelse kan
antas at være følgende:
Ved cementens hydrering og binding dannes ganske
anseelige mængder av kalkforbindelser, som naar det
gjælder gjennemsivende vands indvirkning har karak
teren av kalkhydrater. Disse er som bekjendt forholds
vis letløselige og utvaskes derfor av gjennemsivende
vand og dette antar ved opløsning av alkali en basisk
karakter. Naar det alkaliske vand derefter kommer i
forbindelse med luften angriper det luftens kulsyre og
endel av kalken utfældes i form av calcium carbonat.
Ogsaa ved cementens hydrering og binding dannes
der — nemlig i nærvær av luftens og vandets kul
syre — saadanne kalkforbindelser som har calcium-
343
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
