Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 30. 25. oktober 1928 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ELEKTROTEKNISK TIDSSKRIFT
No. 30, 1928
Linjetelefoniens og radiotelefoniens utvikling siden N. E. F.’s stiftelse i 1918.
Av professor R. Skancke.
1 dette telefonsystem kan registrene tilføies naar
det viser sig formaalstjenlig. I et og samme central
system findes altsaa centraler med og enkelte uten
»Directors». Likeledes kan man ved en enkelt omkob
ling paa registrenes koblingssats gjør forandringer i
selve systemet f. eks. tilknytte centralen til en anden
central, forandre abonnenttallet o. s. v. uten at dette
behøver at berøre telefonkatalogens nummerering.
Linjetelefo7ii.
Det som særlig karakteriserer linjetelefoniens utvik
ling i de sidste ti aar er særlig automatteknikens fuld
stændige gjennembrud og sidst — men ikke mindst —
forsterkerteknikens fremskridt.
Hvad automattelefo7iien angaar kan man vel si at
det i det store og hele ikke er fremkommet noget prin
cipielt nyt paa omraadet. De to systemer som kjæmpet
om hegemoniet var paa den ene side det ældste og
fremdeles det mest utbredte Strowgersystem og paa den
anden side de saakaldte »registersystemer». I det først
jiævnte foregaar som bekjendt nummerindstillingen saa
ledes at abonnenten ved hjælp av sin nummerskive ind
stiller vælgerne direkte. Vælgerne indstilles »skridt for
skridt» og da nummereringen i telefonkatalogen er de
kadisk, maatte følgelig ogsaa vælgernes kontakttal være
dekadisk. I et saadant system er altsaa vælgerstørrelsen
bestemt derved at deres kontaktfelter enten omfatter
10, 100 eller 1000 linjer. (Vælgerne i Strowgersyste
met omfatter dog ikke mere end 100 linjer.)
Strowgersystemet med »Directors» maa betegnes
som det mest elastiske system som hittil har været
praktisert. Det er endnu for nyt til at man kan fælde
nogen avgjørende dom, men man har al grund til at
vente et godt resultat naar man først faar en del drifts
erfaringer.
Som nævnt kan registersystemene anvende vælger
enheter av vilkaarlig størrelse fordi man i dette stykke
er uavhængig av numereringen i katalogen. Der an
vendes i de forskjellige systemer vælgere omfattende
200, 300, 500 og 1000 linjer.
Der er da ogsaa i de sidste ti aar fremkommet en
mængde forskjellige vælgerkonstruktioner — mere eller
mindre patenterbare. Med undtagelse av L. M. Erics
sons vælger for 500 linjer har ingen opnaaet nogen
større praktisk betydning.
Der har hersket strid om hvorvidt denne begræns
ning av vælgerstørrelsen vilde føre til en god økono
misk utnyttelse av de i en central forhaandenværende for
bindelseslinjer og en god pladsutnyttelse. Hertil kom
en række andre spørsmaal nemlig om de dekadiske
systemer var de mest praktiske for store byer med et
stort antal samarbeidende centraler, og om hvorvidt de
ofte store vanskeligheter som optraadte i byggeperioden
(ved overgang fra manuel til automatisk drift) vilde
mindskes om man kunde undgaa den direkte sammen
hæng mellem nummereringen i telefonkatalogen og væl
gerkontaktfeltene, saaledes at de sidstnævnte ikke nød
vendigvis maatte bestaa av kontaktgrupper å 10 og 10
100 og xoo o. s. v.
Vælgertypene danner gjerne utgangspunktet for saa
kaldte »nye systemer». De fleste av disse vil neppe
ha nogen fremtid for sig, men de har gjort tjeneste
paa den maate at det nu ikke længer nytter at negte
at løsningen av problemet »automatisk telefoni» er
uendelig mangfoldig.
Kravet om standardisering vil naturligvis komme
til at begrænse antallet av disse systemer. Forøvrig er
et systems berettigelse avhængig av hvilke fordeler som
opnaaes i de første anlægsomkostninger og hvilke drifts
utgifter som paaløper. I de sidste aar er der fremkom
met endel statistik over de forskjellige systemers øko
nomi, som gir et vist indblik i disse forhold. Men
denne statistik er ikke helt paalidelig, og jeg vil der
for ikke referere den. Saa meget kan dog sies at
dersom man sammenligner de nu mest fremtrædende
systemer nemlig i) »Strowgersystemet» (Siemens &
Halske, Automatic Electric Co.), 2) Western Rotary
System (Standard Electric — Western Electric Co.) samt
3) L. M. Ericssons-system, saa vil ceteris paribus an
lægsomkostninger og driftsutgifter for disse stille sig
relativt lite forskjellige.
Registersystemene frigjør sig som bekjendt fra denne
avhængighet derved at abonnenten først sættes i for
bindelse med et register d. v. s. et dekadisk system av
vælgere i hvilket der findes en vælger for hvert siffer
i katalognummeret.
Dette saakaldte register tar altsaa imot og fastholder
nummerstillingen. Derpaa utsender registret en række
impulser for indstilling av centralens vælgere. Men re
gistret er samtidig ogsaa en art regnemaskine som
omregner katalognumeret (som altid er dekadisk) til et
andet nummer bestemt ved kontakttallene i centralens
vælgere.
Der er ingen tvil om at der ved dette system er
opnaaet mange fordeler hvilket selvfølgelig ogsaa til
hængerne av Strowgersystemet medgir. Imidlertid har
utviklingen i de sidste aar vist at der intet er til hin
der for en praktisk utnyttelse av et register i forbin
delse med Strowgersystemet. Saaledes vil f. eks. Lon
dons nye automatiske telefonsystem bli bygget efter
Strowgerprincipet med registre som her mere beteg
nende kaldes » Directors «.
Forsterkertekiiikken.
Opfindelsen av elektronrøret med høivakuni er git
terstyring — de saakaldte »forsterkere» — førte tele
fonteknikken ind paa helt nye baner. Man kan nemlig
ved hjælp av disse elektronrør forsterke talestrømmene
naar disse er blit svækket efter at ha gjennemløpet
en længere telefonledning. Man er i de sidste aar
kommet over de første og væsentlige vanskeligheter
383
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
