Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 35. 15. december 1928 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ELEKTROTEKNISK TIDSSKRIFT
1928, No. 85
Første punktum i 2det led i § 19 fastslaar, at
anlægskommunen altid skal ha 5 pct. respektive 2 l/2
pct. av nettoformuen. Næste punktum bestemmer saa
hvad konsumptionskommunen skal ha og fastslaar, at
indtægten her skal sættes lik den erholdte pris med
fradrag av endel utgifter. Og blandt disse utgifter er
ikke opført den del av indtægten som beskattes der
anlæggene ligger.
Det gjenstaar da det særdeles vanskelige fortolk
ningsspørsraaal om hvad der skal gjælde naar en
kommune baade producerer strøm utenfor sit eget om
raade og tillike sælger strøm utenfor sit omraade.
Den almindelige fortolkning for et saadant tilfælde
maa nærmest sies at være blit denne:
Den eller de kommuner hvor kraftanlæg og for
delingsanlæg er beliggende faar ogsaa i dette tilfælde
uavkortet 5 respektive pct. av nettoformuen inden
kommunen.
Men denne betragtningsmaate er imidlertid efter
mit skjøn urigtig.
Paa den anden side blir der i de kommuner
kraften sælges ikke, som det ved de private elektrici
tetsverker gjør, noget fradrag for den del ay indtæg
ten som allerede er beskattet der kraftanlægget og
fordelingsanlægget ligger.
Naar loven sier, at anlægskommunen altid skal ha
5 respektive pct., saa ligger heri selvfølgelig kun
det, at indtægten i vedkommende kommune blir at
beregne uten hensyn til den virkelige indtægt og alt
saa efter procentberegning. Man har ikke villet og
man har ei heller uttalt, at anlægskommunen skal ha
de fulde 5 pct. respektive de pct., og omsæt
ningskommunen i tillæg dertil al indtægt av den del
av kraften som omsættes der.
Dette vil igjen si, at paragrafen av ligningsmyn
digheterne fortolkes derhen, at der blir ialfald delvis en
dobbelt beskatning forsaavidt angaar den del av strøm
men som sælges utenfor kommunen. Saken er idetheletat den, at andet led i § 19 ikke
tænker paa og har villet uttale noget om dette kom
binerende tilfælde med baade anlæg og salg utenfor
kommunen.
Naar nu forholdet er dette, at komraunerne seiv
uten dobbeltbeskatning i mangfoldige tilfælder faar en
meningsløs høi skat, vil det forstaaes, at man ikke
uten tvingende grunde bør finde sig i, at man endog
dobbeltlignes overensstemmende med den nævnte
praksis.
Loven har i første punktum i § 19 2det led kun
git regler for det tilfælde, at kraftanlægget og forde
lingsanlægget ligger utenfor kommunens eget omraade,
mens kraften brukes i kommunen.
Jeg anser det adskillig tvilsomt hvorledes bestem
melsen forsaavidt skal fortolkes, men er blit staaende
ved, at de bedste grunde taler for, at der ingen dob
beltbeskatning skal finde sted, og at ligningsmyndig
heternes standpunkt altsaa forsaavidt er urigtig.
Dernæst har saa andet punktum git bestemmelser
for det tilfælde, at kraften produceres inden vedkom
mende kommunes eget omraade, men tildels sælges
utenfor kommunen.
At der saaledes bare er git regler for disse 2 til
fælder fremgaar dels av lovens forarbeider og dels av
første led i § 19.
Jeg har troet, at det kunde være av interesse at
gi en nærmere begrundelse for dette mit standpunkt.
Heller ikke her kan jeg gaa nærmere ind paa for
arbeiderne. Hvad første led av § 19 angaar bemerkes:
I bestemmelsen tales der som før nævnt om de
private verker som altid vil ha at svare skat baade
av produktionsfortjenesten og salgsfortjenesten. Loven
har for dette tilfælde klart og tydelig bestemt, at den
kommune, hvor anlæggene ligger, skal ha indtil 5 pct.
(2 1/a pct.) av formuen som indtægt, mens resten skal
beskattes i de kommuner, hvortil kraften sælges. Her
ved de private verker er der altsaa ikke tale om dob
belt beskatning i nogen form.
Som bekjendt er det skattelovens princip, at en
og samme indtægt blot skal beskattes en gang. Kun
i ganske faa tilfælde har skatteloven brudt med dette
princip. Hvor loven har brudt med principet, er
dette kun skeet efter indgaaende diskussioner og under
særdeles sterke betænkeligheter.
Og disse brudd paa principet om at dobbeltbeskat
ning ikke skal finde sted har, saavidt jeg vet, først
fundet sted i den aller seneste tid. Det er nu imidlertid fuldt paa det rene, at lov
giverne ikke har villet stille de kommunale verker
ugunstigere end de private.
Men naar det forholder sig saaledes, skal det
selvfølgelig særdeles raeget til, forat man skal kunne
fortolke en bestemmelse derhen, at en given indtægt
blir at dobbeltbeskatte. Saa meget skal der efter mit
skjøn til, at man maa komme til det resultat, at lovens
ord absolut er uforenlig med andet end at dobbelt
beskatning skal finde sted.
Men herav følger da, mener jeg, at man maa se
at fortolke ogsaa andet led av § 19 paa den maate,
at der ingen dobbeltbeskatning blir fordi om kom
munen faar at svare skat baade i produktionskommu
nen og i forbrukskommunen. Parallele bestemmelser
bør jo saavidt mulig behandles likt.
Jeg mener imidlertid, at loven ikke har uttrykt
sig saaledes, og at der altsaa ikke er nogen nødven
dighet for dobbeltbeskatning.
Jeg har da hermed gjennemgaat de vigtigste for
tolkningsspørsmaal og gaar dernæst over til at se paa
spørsraaalet om hvorledes man under den nuværende
situation bør indrette sig.
Fra vedkommende ligningsmyndigheter har det
særlig været ræsonnert saaledes:
449
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
