Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 16. Ankomst til Astrakan. — Blandet Befolkning. — Ruslands Handelspolitik. — Astrakans Forfald. — Persisk og indisk Bazar. — Hinduisk Gudstjeneste. — Takirer. Armenisk Bal
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
der laae paa Gulvet; men efter at vor Ledsager havde givet en
Lyd fra sig, formodentlig Fakirens Navn, saae vi til vor største
Forbauselse Skindet at bevæge sig, og en menneskelig Skikkelse at
vise sig under det, hvilken efterhaanden antog en siddende Stilling.
Med udstrakte Arme hævede den Skindet iveiret og gloede paa os
med et Par vilde Øine, røde af underløbet Blod. Hans Hudfarve
var næsten kaffebruun, deels af Smuds, og deels paa Grund af
Racen. Man havde sagt os, at den største Nydelse vi kunde
forskaffe ham, var at give ham Snuus, og vi gave ham derfor et
Kræmmerhuus fuldt, hvilket han greb med største Begjærlighed, og
tog sig strax en dygtig Priis. Derpaa lagde han sig atter ned, stak
Hovedet mellem Benene, og skjulte sig under Skindet. Den bedste
Voltigeur skulde have ondt ved at bøie Ryggen, saa godt som han
gjorde. Den Stilling han laae i, maa forøvrigt have været meget
piinlig, langt piinligere, end den militaire Straf, at blive sluttet
krum, og det er blot ubegribeligt, hvorledes han, der i mange Aar
havde ligget saaledes, endnu kunde have Kraft nok i Rygmusklerne
til at rette sig, dersom man ikke vil antage, at Naturen dog af og
til gaaer over Optugtelsen. For ikke at qvæles under Skindet,
havde han gjort et Par Huller i det, ligeover det Sted hvor
Hovedet laae, saa store, at han kunde stikke et Par Fingre derigjennem.
Paa den Tid, da vi opholdt os i Astrakan, var det over 20
Graders Kulde, og Skuret var slet sammentømret og aabent paa
alle Kanter, det kunde i det allerhøieste have været anseet for et
passende Opholdssted for et eller andet vildt Peltsdyr. Indvaanerne
satte daglig en Krukke Vand ind til ham og tilkastede ham nogle
Stykker Brød, og een Gang hvert Aar gav man ham et Faareskind
med Uld paa. Vi spurgte vor Ledsager, hvorlænge han havde
været saaledes, og fik til Svar, at han for 12 Aar siden var
kommen til Astrakan, og havde bestandig været forrykt. Han antog
saaledes, og vel ikke med Urette denne Stræben efter Hellighed, for
Galskab. Hvor meget Godt vilde ikke en saa fast Villie have kunnet
udrette, ifald den havde vendt sig mod et fornuftigere Maal!“
Til de allerede i det foregaaende Kapitel meddeelte Notitser
om Armenierne i Astrakan, føie vi endnu følgende korte
Skildring af et Bal hos en riig armenisk Kjøbmand, som de
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
