Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 17. Udflugt til det Caspiske Hav. — Wolgamundingerne. — Dampskibsfart paa Wolga. — Øen Birutschicassa med den nedre Quarantaine. — Fart paa det Caspiske Hav. — Bemærkninger angaaende det Caspiske Hav. — Fyrtaarnet paa Øen Tehetyribugri. — Wolgafiskerierne. — Det Caspiske Havs lave Beliggenhed
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Skidenfærdighed frembringes ved deres Dovenskab, men begunstiges ogsaa
ved deres Religion; da det nemlig efter deres Lære om Sjelevandringen,
paa hvilken de troe, er en stor Synd at dræbe Dyr, saa
skaane de ogsaa saa meget som muligt de besværlige Gjæster, der
vælge deres Hoveder til Opholdssted, og som, naar de tage altfor
meget Overhaand, kun bevirke en Løskning, hvorved de dog altid
blive ilive og til Slutning vrimle overalt i Kibitkerne. Ved hvert
Besøg, som den tidligere omtalte Herrnhuter Zwick aflagde hos en
Kalmuk, selv hos en af fyrstelig Stand, saae han dem krybe paa
sig, og hvergang en Kalmuk gjorde ham Besøg, kunde han være vis
paa at han havde faaet Indqvartering. Saa fortrolige de imidlertid
ere med disse krybende Dyr, saa meget have de imod de hoppende
Smaadyr, og de vise deres Modbydelighed mod disse, i en
ligesaa høi Grad, som Europæerne mod hine. Øen havde kun en
kummerlig Vegetation, hist og her noget Smaakrat, forøvrigt Intet;
paa Høiderne, i det tørre Sand, vrimlede der af Snoge og Fiirbeen,
og overalt saae man i smaae tragtformige Huller i Sandet,
Spor til „den sorte Enke.“
De Reisende gik her ombord i Regeringens Dampfartøi, og
satte Coursen tilsøes. Det varede ikke længe inden man var ude af
Mundingen; tilvenstre saaes ikke meer Land, og tilhøire havde man
endnu kun nogle lave sivbegroede Øer, indtil man naaede den yderste
Ø Tschetyre bugri (Øen med de fire Høie), paa hvilken der er bygget
et Fyrtaarn. Snart havde man ogsaa denne Ø agter ud, og
man befandt sig nu i rum Sø. Veiret var overordentlig skjønt,
det var næsten stille og meget mildt; Maanen kastede sine blide
Straaler over Havet, og forhøiede derved det herlige Indtryk, som
den hele Fart nødvendigviis maatte fremkalde paa de Reisende, der
i saa lang Tid havde været vante til ganske andre Omgivelser.
Vandet holdt sig den hele Tid temmelig grundt, og man maatte
lodde i et væk, for ikke at løbe paa. Længe efter at man var gaaet
tilkøis hørtes det eensformige Raab fra Matrosen, der stod ved
Loddet: schest s’poloronai (ɔ; 6½) afvexlende med schest
s’tschetwertjii (ɔ: 6¼), nemlig Fod. Henimod Morgenstunden vækkedes
de Reisende med den Besked, at man nu maatte vende om igjen,
eftersom man ellers vilde komme til at mangle Brændsel. Man
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
